På en kedelig, grå dag [S]

[Daniel P. Maynard]

Da en velformet bagdel blev trykket let ind mod ham, var det svært for Dan at huske på, hvorfor det nu var, han havde hevet hende et andet sted hen end direkte hjem i sin lejlighed. Det var ved at være længe siden, han havde været nær en kvinde på den måde og han fulgte hendes talje med opmærksomme berøringer, før han trak hånden til sig igen.

"Jeg skulle lige til at sige det samme," bemærkede han muntert og kunne selv høre en subtil hæshed i sin stemme, før han trak sig tilbage og selv bragte sin bal i spil. Den kom ikke lige så langt som hendes og gestikulerede inviterende mod bordet.

"Damerne først."

[Tara Flannagan]

Tara smilede skævt og alt andet end uskyldigt, som ministeriemanden svarede hende. Hun samlede sit glas med whisky op, imens han skød og tog en enkelt, rund og behagelig tår af det, før det var hendes tur igen. Denne gang vidste hun hvordan hun skulle stå, men hun skulle lige have genopfrisket hvad det var hun skulle forsøge at opnå, før hun bøjede sig frem og satte et skud ind.

Det var nogen helt andre muskler end til quidditch og hendes teknik var meget, meget langt fra at være fejlfri, men hun havde et uforligneligt boldøje.

[Daniel P. Maynard]

Dan var temmelig imponeret. Lige meget over hendes skud som det tiltalende udsyn til hendes bagparti, han fik. Det var i sandhed det perfekte spil til en første date. Han behøvede ikke at holde meget igen for at gøre det et lige spil og i sidste ende blev det til en sejr til hende. Ikke at Dan så synderligt beklagelig ud.

"Så må jeg nok acceptere mit nederlag og byde dig på en efterhånden alt for længe ventet middag, Miss Flannagan."

[Tara Flannagan]

Tara havde virkelig ikke noget imod den udsigt hun selv fik, når Daniel Maynard skød efter en af kuglerne og hun kunne stå og drikke whisky imens hun nød det. Hun gjorde selv et nummer ud af et par enkelte gange at vrikke lidt unødigt med sin egen bagdel og synes i det hele taget at spillet var én stor fysisk flirt. Da hun vandt var det med en svag mistanke om at det var planlagt spil, men hun undlod at forfølge sin mistanke og fnøs muntert over ministeriemandens konklusion.

"Det tror jeg du bliver nødt til," konkluderede hun underholdt. "Whisky stiller lidt af sulten, men jeg kunne alligevel spise en okse efter dagens træning."

[Daniel P. Maynard]

Dan slap et muntert fnys og tømte sit glas. Et smil blottede kortvarigt et halvskævt bid og uden hverken lysten eller viljen til at lade være, rakte han ud mod hende og strøg en mørk lok bag hendes øre.

"Godt. Jeg har aldrig forstået, hvorfor kvinder ikke skulle have en sund appetit," bemærkede han fornuftigt og førte hende med sig op til baren ikke så langt fra den lille dør. Her var lugten af røg ikke så gennemtrængende, men blev overdøvet af mad og simrende komfurer.

"Min mors storebror blev gift med en englænder, hvis familie startede det her sted, så det er næsten familie," fortalte han, før han trak en barstol ud for hende. "Selvom det er lidt af en usleben diamant, kan man ikke sætte en finger på deres køkken."

[Tara Flannagan]

Tara fnøs lavmælt af kommentaren om kvinders appetit og lod sig interesseret følge op til baren. Hun kunne stadig mærke det lille kærtegn og funderede en smule over det, imens hun satte sig, selvom hun også hørte efter hvad han sagde.

"Så det er din tantes families pub? Nu kan jeg i hvert fald ikke sætte nogen fingre, uden at det bliver helt farligt," pointerede hun drillende, i sin egen drævende, skotske accent.

[Daniel P. Maynard]

"Netop," svarede Dan og noterede sig, at Tara var en god aktiv lytter. Men hun slog ham også som lidt af en menneskekender.

"Jeg ville i hvert fald ikke sige det for højt." En varm, halvhæs latter forlod ham. "Du kan også lige så godt lade være at bestille, for de skal nok beslutte, hvad du skal have. Fordele og ulemper ved at være familie, forestiller jeg mig."

[Tara Flannagan]

Tara hævede begge bryn lidt og brummede tænksomt. "De har ikke fået memo'et om, at jeg er en ret bestemt kvinde, der selv ved hvad jeg gerne vil have," konstaterede hun, før hun så ud til at overgive sig lidt til tanken. Hendes glas med whisky landede på bardisken, tomt efter kampen.

Et blik strøg en enkelt gang fra hans sko til toppen af det rødlige hår. Jo, hun vidste såmænd hvad hun gerne ville have.

[Daniel P. Maynard]

Denne gang var det en gråsprængt herre med et vejrbidt ansigt, der bar et finurligt smil, der tog Taras glas og med et par snus fra den greb en flaske for at fylde det op. De almindelige høfligheder blev udvekslet med Dan; det gik alt sammen meget fint både i ministeriet og hos dem.

Da blev et blik vendt mod Tara, som Dan også kunne betragte i smug, og Thatcher Rice rakte en hånd frem og præsenterede sig selv med en forsikring om, at Tara altså bare kunne kalde ham Thatch. Så søgte han ud bagved med løftet om, at der snart ville komme med. Et skævt smil dirrede i Dans mundvige.

[Tara Flannagan]

Tara var ikke på ukendt grund med familiære kroer, hvor alle kendte alle og hun sludrede hjemmevandt nok med Thatcher Rice, indtil han gik ud i køkkenet og hendes blik vendte tilbage til Daniel med begge bryn hævet lidt over det dirrende smil i hans mundvige.

"Er der noget, der morer dig, Mr. Maynard...?"

[Daniel P. Maynard]

Det behagede ham at se, hvor naturligt Tara faldt ind i de omgivelser, Dan foretrak, når han en sjælden gang rent faktisk nød at være andre steder end ved sit skrivebord.

"Dig," svarede han ærligt og overgav sig til et skævt smil. "Men charmerer er nok et mere passende ord."

[Tara Flannagan]

Tara hævede et bryn og skulle lige til at kalde ham selvfed, da hun indså, at det var en omvendt ordstilling og i stedet kom til at smile skævt. Hun fugtede sine læber og betragtede ham med hovedet en smule på skrå.

"Det er da godt at vide, at min indsats ikke er spildt," konstaterede hun drillende. "Kommer du tit her...?"

[Daniel P. Maynard]

Det trak underholdt i Dans ene mundvige, som han betragtede hende. I al sin ligefremme tilgang forekom Tara ham som lidt af et mysterium.

"Når jeg kan tillade mig det," svarede han uden at ville komme nærmere ind på det. "Vores afdeling kommer med temmelig skiftende arbejdstider. Jeg plejer dog at komme alene." Meget mere fik han ikke sagt om det, før der blev stillet to dampende skåle af velduftende sammenkog blev stillet foran dem.

[Tara Flannagan]

Tara var ikke så mystisk. Til gengæld var hun en smule foruroliget af understregningen af præcis hvor lidt tid han havde. Ikke nødvendigvis den mest smarte mand at indlede sig med for en quidditchspiller, som immervæk også havde en travl kalender på nogen tider af året. Lige for nu, fortalte hun sig selv, var det dog uden konsekvens. Hun havde mere eller mindre lyst til at nedlægge ham og der var ingen grund til at tænke på længere sigt end dét.

Da Thatcher stillede to skåle foran dem, takkede hun ham selvfølgelig høfligt, før hun gav sig til at stikke lidt rundt i det og taknemmeligt fandt flere temmelig gode kødstykker. Hun spiste i tavshed en stund og følte intet overvældende behov for at bryde stilheden.

[Daniel P. Maynard]

Tavsheden var ikke ubehagelig eller trykkende, og da først den værste sult var stillet, kørte samtalen igen under maden. Tara var kvik og han morede sig i hendes selskab uden konstant at skulle frygte for at træde forkert. Det var en ganske behagelig forandring.

“Nu, Miss Flannagan, har vi drukket, moret os og spist - ikke eksklusivt i den rækkefølge, så måske er det det rette tidspunkt at spørge,” Dan lænede sige lidt frem mod hende. “Vil dit vindue stadig åbne for min ugle?”