Clash of the titans

[Lavinia Robins]

Lavinia så enden på det hele og et øjeblik til at samle sig selv. Lige indtil de næste ord faldt og hun stirrede på ham, som om hun næsten ikke forstod hvad det var han lige havde sagt. Hænderne knyttede sig på bordet og helt rationelt burde hun sige til ham, at de på ingen måde skulle have den samtale der. Rationel var dog omtrent det sidste hun var.

"Du efterlod din søn i femten år," lød det dirrende fra hende, som hun kom på benene. "Prøv ikke engang på at tale til mig om fejl. Gå din vej."

[Ignatius Dawlish]

Ignatius var ikke overrasket over at Lavinia kun så den ene side. Måske var det bedst. Måske havde det været godt at hun skar sine følelser for ham det sekund han ikke var der mere. Det var dog også en smule uretfærdigt og han havde aldrig været en mand, der lod sig træde på. Livet havde allerede trådt rigeligt på ham den sidste tid.

"Jeg forsvandt ikke," pointerede han derfor. "Du smed mig ud og gjorde det meget klart på mine besøg, at jeg ikke var velkommen i hans liv mere. Svarede aldrig på mine breve."

[Lavinia Robins]

Lavinia slap en lyd, som om han lige havde slået hende direkte i mellemgulvet. Hun reagerede helt instinktivt, da hun greb ud efter den nærmeste genstand, et forseglet blækhus, og kylede den efter ham.

"Tror du virkelig, at jeg gerne ville have at min søn voksede op uden en far?!"

[Ignatius Dawlish]

Ignatius havde gode instinkter, men nåede alligevel kun lige på et hængende hår at dukke sig for blækhuset, som smadrede imod døren og sendte sorte stænk ud over ham også.

Hans ellers ret rolige udtryk blev gevaldigt udfordret, som han vendte sig helt om imod hende med pletter i ansigtet.

"Nej," faldt det, hidsigheden lurende lige under overfladen. "Men jeg tror du ønskede det var en anden far end den han kunne få. Og det er jeg ked af, Lav--- Miss Robins," rettede han sig selv irritabelt. "Uanset. Du kan kaste alle de blækhuse du vil efter mig, men jeg er her stadig på mandag."

[Lavinia Robins]

Hendes reaktion havde været helt instinktiv og hun havde det ikke engang i sig at fortryde det, da glasset splintrede og sendte blæk ud over det hele. Hans ord føltes som en lussing og meget mod sin vilje, mærkede hun sine øjne brænde. De skinnede klart af væde, som hun så på ham med et væld af uvelkomne følelser brændende gennem kroppen.

"Kunne få?" gentog hun, næsten i en udånding og med en stemme, der knækkede afslørende. Hun spændte i kæben og tog et skridt bagud, væk fra ham. "Jeg har aldrig holdt ham fra dig. Det var dig, der valgte at gå fra ham." Og mig. "Så gør det samme nu. Det har du alligevel altid været bedst til."

[Ignatius Dawlish]

Ignatius kneb øjnene sammen, men han var ikke upåvirket af hendes tårefyldte øjne. Det var en langvarig svaghed. Han tog en dyb indånding, men forlod hende ikke der. Ikke endnu.

"Du smed mig ud, Lavinia," konstaterede han sandfærdigt og alvorligt. "Og de to gange jeg fik lov til at besøge ham efterfølgende gjorde du det meget klart, at jeg ikke var velkommen."

[Lavinia Robins]

På trods af hendes ord, blev han der stadig og hun ville ønske, at han ville lade være. Hun kunne ikke blinke den brændende fornemmelse i sine øjne væk. Hun slap en hørlig indånding, som han stod og gav hende hele skylden for at deres søn kun var vokset op med én forælder.

"Jeg var vred. Du havde lige fortalt mig, at du havde tænkt dig at forlade os for et job," lød det ophidset, som den første tåre krængede sig vej ud gennem øjenkrogen og trillede ned over hendes kind. Følelserne væltede ud, mod hendes vilje.

"Ja. Jeg smed dig ud. Men hvad gjorde du for at kæmpe for ham? For os? Du skred uden at se dig tilbage og forventede at blive mødt med åbne arme, når det lige var belejligt for dig?"

[Ignatius Dawlish]

Der var et spejl op mellem dengang og nu og Ignatius overså ikke ligheden, selvom han var grebet i følelsernes vold begge gange. Da tårerne begyndte at trille, blev han dog helt hæs og blød og skrumpede nærmest to størrelser foran hende. Når hun råbte var det lettere.

"Jeg havde ikke noget valg," protesterede han dog alligevel. "Min karriere var blevet sat på et sidespor og det hele var ved at falde fra hinanden. Jeg prøvede på at forklare dig det, men du ville ikke lytte, Lavinia. For dig var det altid alt eller intet. Enten var man der og så var det hele tiden, alt skulle ofres, eller også kunne man skride sin vej."

[Lavinia Robins]

Meget mod hendes vilje blev tårerne ved med at komme, men under dem var raseriet stadig ganske levende. Behovet for at kyle noget efter ham var endnu levende og blussede kun op igen over hans ord. "Alt eller intet? Din egoistiske... Du var ikke den eneste, der havde en karriere, Ignatius! Du var så optaget af dine egne behov, at det var fuldkommen umuligt for dig at se, hvorfor jeg ikke ville have, at du rejste."

Tonefaldet var grådkvalt, men dirrede samtidig af vrede, som hun slog ud med den ene arm. "Du vidste godt, at jeg ikke havde noget ønske om, at være nogen husmor. At jeg havde min egen karriere. Men tillykke med, at du forfulgte din uden at lade dig hæmme af, at du havde et barn at tage dig af. Pyt med hvad konsekvenserne blev for alle andre af at du skred."

[Ignatius Dawlish]

Ignatius fik selv tårer i øjnene. Han var flygtet fra skylden så meget som noget andet og han havde satset mere eller mindre på at Lavinia bare ville være kold ved deres møde. Nu var hun i stedet flammende af raseri og sympatisk, som hun græd. Det stak i ham og han endte nærmest kollapset mod bagvæggen, snøftende ind en enkelt gang, før han blinkede tårerne væk.

"Jeg vidste sgu da godt hvor pisse dygtig du var. Du har stadig haft en strålende karriere. Hvordan ville det ikke være endt, hvis jeg var blevet? Jeg kunne have fået arbejde som din støvlepudser indtil du alligevel sparkede mig ud som en byrde."

[Lavinia Robins]

Smerten i hendes bryst tog til ved synet af ham, som han nærmest smuldrede for øjnene af hende. Samtidig formildede det hende ikke for alvor, som følelser hun havde holdt tilbage i årevis, pludselig blev tunget frem i lyset nu. Hun slap en lyd af vantro og tog sig til håret i ren desperation.

"Du har aldrig fattet det," røg det ud af hende, som armene faldt igen. Tårerne stribede hendes kinder. "Hvordan kunne du ikke se, at alt jeg ville have var dig? Du var mit livs kærlighed. Og du gik."

[Ignatius Dawlish]

Det var et spark, men mere i maven end i ryggen. Ignatius kunne ikke træde længere tilbage end han var og i stedet skrumpede han bare lidt mere.

"Lavinia," sagde han håbløst. Hun kunne ikke forvente at han brugte hendes efternavn. Han kunne heller ikke finde ud af hvad han skulle sige. Skylden hvilede tungt over ham.

[Lavinia Robins]

Lavinia vidste ikke, hvad hun havde forventet. Om hun havde forventet noget i det hele taget. Hun følte sig hul efter den ubehagelige sandhed var sluppet ud og til sidst sank hun sammen ned i sin stol, overvundet. En hånd forsøgte, uden alvor at have held med det, at fjerne sporene fra tårerne og hun tog en dyb indånding.

"Vær sød at gå," lød det endnu engang, hult. Ødelagt.

[Ignatius Dawlish]

Et øjeblik tøvede han. En gammel impuls til at trøste hende havde meldt sig, men han var ikke den hun havde brug for. Han havde været hendes livs kærlighed, havde hun sagt. Datidsformen var vist fuldt ud fortjent.

Så han samlede sig selv sammen, kørte en hånd over ansigtet og rankede sig. "Undskyld," var det simple og eneste ord, der forlod ham, før han åbnede døren og gik sin vej. Det var, som hun sagde, noget han kunne finde ud af.

Lukket