Tredje gang, Lykkens Gang

[William Knight]

13. september
Gillian C. Fudge

"Forbandet, forpulet, dragemøg!" Bandede han, som han tog sig en smule til hovedet og modstod den grundige, og temmelig ufornuftige, lyst til at banke storetåen ind i den nærmeste bogreol. Efter en accio-besværgelse, hvor han da kom til at fejlplacere en bogs placering, havde det lykkedes ham at få et temmelig støvet eksemplar lige i nakken: En vigtig lektion i måske at lære bibliotekets system, frem for at gætte sig frem til det rigtige svar med sit løveinstinkt. 

Snart gav han sig til at samle bogen op fra gulvet. Det gnavne udtryk over hans ansigt var vist tydeligt, som han igen måtte bande, med læberne foldet som en lille støjdæmper over sine ord. Ingen galleon havde vist ham vej til biblioteket i dag. Eller rettere; den var ikke lyst op da han for en sjælden gangs skyld, havde følt et behov for at slippe ud ad opholdstuen. - Dette var åbenbart straffen. 

[Gillian C. Fudge]

Med stadig rystende hænder kom Gillian op at stå igen. Der havde ellers været et par gode dage. Dage, hvor hun ikke havde siddet på knæ ude på toilettet. Men så havde et giftigt rygte indhentet hende og nu var hun tilbage igen.

Munden blev skyllet, kinderne knebet lidt farve i, læberne malet over med rød farve igen og spejlbilledet nøje studeret, før hun endelig forlod toilettet igen. Det var ikke, at hun undgik Liam, men alene muligheden for, at det kunne være sandt, havde holdt hende fra biblioteket. Men nu var der ingen vej udenom længere. I hvert fald ikke, hvis hun ville have et F på sin opgave om nisserettigheder.

Gillian kom ikke meget længere end til afdelingen om forskellige planter og eliksirer, før den alt for velkendte stemme lød og selvom hun prøvede at stoppe sig selv, søgte hun den automatisk. Hun drejede rundt om hjørnet og kunne ikke lade være at smile ganske let, da hendes blik faldt på ham.

"Hvad laver du?" spurgte hun og tiltede hovedet let til den ene side.

[William Knight]

Eftersom bogen var røget lidt under bordet, måtte den mørkhårede knægt bukke sig gevaldigt ned for at nå den med de forsøgende fingre. Optaget af jagten, registrerede han ikke lyden af fodtrin, men måtte først indsé at han ikke var alene da en velkendt stemme flygtigt gled mellem bogreolerne - rettet mod ham. Overraskelsen resulterede i at han fik dunket hovedet op i bordet, med en lidt hul lyd. En lyd der altså blev efterfulgt af et enkelt gnavent "Merlin!", og nogle bevidst-kvalte bandeord.

"Jeg..." Løven rømmede sig, greb fat om bogen og fik stablet sig på benene, "Jeg studerer..." Et fjoget udtryk gled over ham, før han forsøgte at stryge lidt af støvet væk fra skjorten. "Er det ikke tydeligt?" Smilet blev skævere, som han kortvarig lod fingrende berøre den ømme nakke.

[Gillian C. Fudge]

Hendes ankomst blev fulgt af en høj lyd, da Liam knaldede ind i bordet og Gillian tænkte, at han måtte have et virkelig tykt hoved, hvis det kunne lave sådan en lyd. "Undskyld," skyndte hun sig at indskyde, mens han møvede sig ud fra under bordet.

En underholdt lyd, der bedst kunne beskrives som et dæmpet fnis, strøg fra hende. "Det må være nogle interessante timer, I har på syvende årgang, så." Det var tydeligt uvant for hende at lave jokes og hendes blik flakkede en smule. Da hun talte igen, var spøgen forsvundet fra hendes ord.

"Forstyrrer jeg dig?"

[William Knight]

Trods hovedet værkede i en stund endnu, kunne et smil ikke undgås. Det strøg derimod ganske let og naturligt over hans læber, ved Gillian's underholdende syn på situationen - galant havde han bestemt ikke været. "Ja, det bliver noget at se frem til hva'?" Jokede han en smule sarkastisk, før han rystede på hovedet.

Bogen blev lagt lidt demonstrativt på bordet, som mente han at den var forbandet efter at have givet ham lidt 'tæv'. "Nej, overhovedet ikke," Svarede han dernæst, som blikket fangede hendes igen, "Faktisk tror jeg at du redder mig ved at troppe op, når jeg er så grundigt på udebane, og åbenbart ikke kan hente en enkelt bog uden at komme til skade." Grinede han. "Straffen for alle de forsømte biblioteksmuligheder, I guess." 

[Gillian C. Fudge]

"Det kommer vel an på beskueren," pointerede Gillian kvikt og fnes lavmælt over Liams næsten martyriske omgang med bogen. Hun trak en mørk krølle bag øret og foldede igen hænderne foran sig, altid rank og sart som så meget af det procelænsnips, hun havde på sit værelse.

"Det er aldrig for sent at gøre op for tabt tid og tabte muligheder," bemærkede hun i oprigtighed konstraterende til hans spøgefulde tilgang. "Hvis man er villig til at gøre en indsats, i hvert fald."

[William Knight]

Meget ved Gillian gav Liam en fornemmelse af at han var en af få personer, der havde fået et sjældent glimt af skårene i hendes facade. Alt fra måden hun rettede på sit hår på, til de velovervejede ord, og de perfektmalede læber, gav ham i hvert fald et indtryk af at hun havde en gevaldig kontrol. At der ikke var en usikker knogle i hendes krop, trods han havde fået et lille kig på sandheden gennem et pergament, og gennem deres sidste samtale.

"Snakker vi stadig om... Biblioteket?" Spurgte han, som hovedet tiltede en smule på skrå over den fremragende formuleringsevne og temmelig dybsindige konstatering, der flød fra Gillian's læber. Der var nærmest noget uskyldigt over ham, som han forsøgte at forstå sig på hvorfor fanden hendes ord kunne sættes over alle dumme og distræte handlinger han havde gjort i sit liv.

[Gillian C. Fudge]

Det var ganske underholdende for en gangs skyld at se Liam i den spørgende og forsøgende position, hun havde indtaget ved så mange af deres møder og Gillian smilede for en gangs skyld overskudsagtigt. Der blev endda trukket på den ene skulder.

"Det ved jeg ikke. Hvis du stadig har lyst til at tale om biblioteket," svarede hun med et tilnærmelsesvist drilsk smil, lært gennem hans mange smil og spøgefulde blikke, men mere underspillet end det nok nogensinde ville kunne siges om Liam.

[William Knight]

De mørkebrune øjne klemtes lidt i, som forsøgte Liam ihærdigt at læse om Gillian's vaghed var en af de der 'kvindetricks' hvori man blev mere forvirret end forstående for hvert ord der ramte luften. Drilskheden i hendes blik var klædelig, men der var intet ved hende der signalerede en åben bog. Tværtimod var hun nok så lænket sammen som bøgerne i Den Forbudte Afdeling: Endnu en grund til at han var så fandens nysgerrig på hende.

Alligevel måtte han, slutteligt, ryste på hovedet, med en lille uklar mumlen, som han fik placeret sig på bordet og samlet bogen op i hænderne. "De ville være meget sjovere med billeder på forsiden." Kommenterede han som et mærkværdigt emneskift, som han først betragtede sin læderindbundne bog, og dernæst de mange andre på hylderne.

[Gillian C. Fudge]

Gillian var ikke vant til at høste mange blikke, i hvert fald ikke hvad hun vidste af og det gjorde hende lige dele veltilpas og en smule usikker at blive betragtet som Liam gjorde det.

Hun sank ned ved på den frie stol ved løvens side. "Men så ville du ikke have muligheden for at forestille dig det selv og hvad sjov ville der så være i det?"

[William Knight]

Bogen blev åbnet en smule. Den var så grundigt støvet, at man næsten kunne se partiklerne folde sig lidt omkring luften, da siderne blev afsløret. Han viftede derfor lidt med den ene hånd for at få det på afveje.

"Men man skal jo tænke nok i forvejen, når folk for hvad..-" Han kiggede på dateringen på bogens første side, "1876, formulerer sig så forbandet snørklet, at man nærmest har brug for en oversættelse af sit eget modersmål."

[Gillian C. Fudge]

Det dirrede af morskab i hendes mundvige, da Liam måtte sidde og børste støv væk, og Gillian rystede ophøjet af ham. "Det lyder for mig som dårlige undskyldninger," svarede hun simpelt.

"Men hvis du ikke gider det, kunne jeg godt bruge noget assistance til at finde Nissers immaterielle rettigheder." Det var ikke bare sjældent, at Gillian spurgte om hjælp, det var en enkelt gradbøjning under aldrig, men når det nu handlede om assistance og hun havde hjulpet ham med læsning så mange gange, kunne hun måske godt tillade sig det.

[William Knight]

De mørke øjne gled væk fra bogen og søgte dernæst Gillians. Den eneste mundvige blev trukket en smule selvironisk opad, "Jeg er fyldt med den slags." Bemærkede han, men fandt måske en tand for tyngende sandhed i det.

Øjnene klemtes dernæst en smule i for at tyde om hun jokede med bogtitlen eller ej. Det lød bestemt som et niché-område, men fangede sig selv i snart at nikke bekræftende til hendes invitation, "Bogopdagelse lyder som det tætteste på et eventyr man kan opleve på et bibliotek," Proklamerede han dernæst, som han fik bakset sig op at stå, "Tror du ikke den er under magisk lovgivning? Eller..." Han kløede sig lidt tænksomt i nakken, "Eller klassificerer man stadig nisser under 'væsen' sektionerne?"

[Gillian C. Fudge]

"Er du alvorlig?" spurgte hun forundret og rejste sig. "Der er da massere eventyr på siderne af de bøger, der er fyldt med og hvis du..." De stod pludselig meget tæt og hendes stemme døde ud, mens hun glemte alt om sine indvendinger.

Nisserettigheder. Det var det, hun havde været i gang med. "Tror du ikke, der er en underafdeling for love vedrørende magiske væsener?" spurgte hun og prøvede at lyde upåvirket, da hun skridtede forbi ham og ud op en af de bredere gange for at danne sig at overblik.

[William Knight]

Strømmen af ord syntes at stoppe så snart den havde sat et mildt smil over løvens læber. Gillian havde lydt så passioneret omkring sit kærlighedsforhold til bøger, at han næsten havde ladet sig overbevise, havde hun ikke stoppet sig selv. Han funderede dog ikke just over hvorfor. Sikkert fordi det hele forekom ham så uskyldigt, i forhold til andre scenarier han havde stået i. Ja, eller fordi han var for distræt til at forstå det.

"Ved du godt hvem du spørger?" Grinede han blidt ved hendes spørgsmål. Nej, bibliotekssektionerne var ikke hans forté. Alligevel måtte han trække lidt på skuldrene, "Måske. Jeg skrev en opgave engang om husalfesanktioner, mener at det var..." Han kiggede prøvende rundt, "Dernede?" Han nikkede mod en fjernere del af biblioteket.