Skadedyrskontrol [TW]

[Antoinette Millefeuille]

Antoinette så ikke besværgelsen komme eller hørte manden, opslugt som hun også var af tortureringen af mudderblodskvinden. Den ramte hende hårdt i mellemgulvet og med en lyd af chok, fandt hun sig slynget gennem luften det korte stykke, der var over til væggen.

Hun kolliderede med den og da hun sank sammen mod gulvet, var det med et udbrud af smerte.

[Mercy Maverick]

At se troldmanden foran dem, kom bag på hende. Hvordan var han kommet så lydløst ind?
Antoinette var ramt af en lammer og reb var sendt mod Max.

Under manden lå et tæppe, så hendes første indskydelse var at trække tryllestaven og råbe: “accio!” I håb om at tæppet ville flyve væk under ham, og at han ville vælte, så det ville købe Antoinette noget tid, til at komme sig over lammelsen. Hendes næste valg var at transferere væk - hun var ligeglad om det fik hende til at ligne en kylling...

// out

[Maximilian Yaxley]

Maximilian så ikke manden før Antoinette kolliderede med væggen og reb var på vej gennem luften for at ramme ham selv. Han sprang til siden, landede hårdt på gulvet og hvæsede af angriberen.

"Incendio!"

[Phyllis Murtaugh]

Skriget var højt, da han brækkede hendes ben og det sortnede for hendes øjne et sekund. Da hun så klart igen, var hele scenariet ændret. Den ene af kvinderne var igang med at transferere sig væk og den anden, var på vej ind i væggen. Hun drejede sin krop, så meget smerterne tillod hende og fik derefter øje på Madoc. Det bragte et lille skær af håb ind i hendes øjne, selvom det druknede lidt i den smerte hun følte fra benet og det brandsår der nu var holdt op med at brænde.

[Madoc Baines]

Med to ud af tre sat nogenlunde ud af spillet, havde Madoc kun et enkelt mål tilbage. Han forventede et modangreb og et klart "protego," undslap ham, som ilden prellede af på et usynligt skjold.

Det gav ham et sekund til at se på Phyllis og han avanacerede med det formål at bringe sig selv mellem hende og manden. Der gik ikke mere end et sekund mere, før et skarpt "expelliarmus," lød fra ham.

[Maximilian Yaxley]

Maximilians sanser var højspændte nu og da manden forsøgte at afvæbne ham, havde han et skjold klar. Han bakkede langsomt bag det med et vågent blik, til han var helt henne ved Antoinette.

Med et fast greb i hende faldt skjoldet på samme tidspunkt som han selv transfererede dem væk fra huset med et højt smæld.

Forlader tråd

[Phyllis Murtaugh]

Det øjeblik de to sidste forsvandt, skyllede en lettelse igennem Phyllis, der dog kun resulterede i at hun pludselig kunne mærke hvor ilde tilredt hun var. Hun trak vejret hurtigt mens smerten dunkede gennem hendes krop. Blikket hvilede på Madoc, men det svømmede, fordi hun følte sig svimmel. Hun forsøgte at sige noget, men ordene blev ødelagt af rebet hun stadig havde i munden.

[Madoc Baines]

Der var ikke mere at gøre, nu hvor de var væk, før det resterende aurorkorps ville dukke op. Madocs fokus flyttede sig fuldt til Phyllis og i løbet af sekunder var der sendt endnu en patronus, denne gang til Skt. Mungos. Hun ville tydeligvis ikke kunne klare en transferering.

“Phyllis,” lød hans stemme, dyb, men blid, som han med sin tryllestav løsnede rebet om hendes mund og lirkede det frit. “Helbrederne er på vej.”

[Phyllis Murtaugh]

Ingen ord kunne beskrive hvor lettet hun var over at han havde stoppet dem. Hun så på ham med et taknemmeligt blik og smilede en anelse.
"Madoc. Tak." Sagde hun, selvom han nok ville mene hun ikke behøvede at sige tak.
"Jeg troede jeg skulle dø." Tårerne trillede ned ad hendes kinder, men på trods af alt gjorde ondt, kunne hun ikke lade være med at være lykkelig over at han var kommet.

[Madoc Baines]

Madoc trak båndet væk fra hendes læber, en dyb, bekymret fure mejslet ind mellem hans øjenbryn. "Jeg er her. Der sker dig ikke mere, det lover jeg," svarede han lavmælt, men med en klar kant af smerte i stemmen. Han forstod knap, hvad der var sket og hvordan det var sket igen, men han vidste i det øjeblik, at han hellere ville dø end at lade andre skade hende.

Han påkaldte et tæppe og foldede det om hende, forsigtig med brandsårene på hendes ryg. Hans hånd kærtegnede hendes kind, strøg håret væk og han talte sekunderne i forhåbning om at helbrederne ville være der snart. "Du skal nok blive okay."

[Phyllis Murtaugh]

Hvis det ikke havde været for smerterne og hendes brækkede ben, ville hun have trukket ham ind i en tæt omfavnelse. Gulvet føltes ubehageligt og koldt, men det hjalp at han lagde et tætte om hende.
Et kærligt blik dukkede op i hendes øjne da han strøg håret væk fra hendes ansigt.
"Jeg er så glad for at se dig." Sagde hun. Ikke kun fordi han havde reddet hende fra døden, hun havde reelt været bange for, at høstfesten havde været det sidste gang de havde set hinanden.
"Madoc, jeg kan ikke klare det uden dig. Ikke en gang til." Hendes øjne blev fyldt med tårer. Hun følte sig ynkelig, men tanken om at være alene nu, mens hendes angrebsmænd var derude gjorde hende rædselsslagen.

[Madoc Baines]

Madoc smøg tæppet om hende med en omsorg, der ikke kun kom sig af at have været auror i tyve år. Han holdt hende nænsomt, så hendes ryg ikke kom i kontakt med gulvet og instinktivt bøjede han sig frem og kyssede hendes pande. Han havde ikke ret til det, men han dvælede der alligevel i et øjeblik, før han tyssede beroligende på hende.

"Jeg forlader dig ikke," lovede han og mente det.

[Phyllis Murtaugh]

Madocs nænsomhed fik langsomt en følelse af tryghed til at spire i hende. Hendes vejrtrækning var rolig nu og selv smerten, virkede lettere at håndtere. En varme spredte sig i hende, da han kyssede hendes pande og hun lukkede flygtigt sine øjne. Hun længedes efter at være tættere på ham, men havde ikke kræfterne til det. Derfor smilede hun blot en anelse og nikkede. Hendes blik gled op mod hans øjne, det var underligt at hun kunne være så glad, samtidig med hun havde så ondt.

Da helbrederne kom, blev hun forsigtig lagt op på en båre og transporteret til Mungos. Efter behandling og en lang nat, hvor hun nærmest ikke havde sovet, vågnede hun næste dag da solen skinnede ind på hendes ansigt.

[Madoc Baines]

Madoc havde lovet hende at hun ikke ville være alene og af samme grund havde han troligt siddet på en stol ved siden af Phyllis seng, så snart helbrederne havde givet ham lov.

Mange timer senere sad han der endnu og småblundede, uden tvivl øm i kroppen når han engang vågnede. Ubevidst om, at kvinden i sengen ved siden af var ved at komme til bevidsthed.

[Phyllis Murtaugh]

Det første hun umiddelbart gjorde var at forsøge at huske, hvad der var sket. Hun var en smule forvirret, men da minderne kom tilbage, ville hun ønske at hun kunne glemme dem. Hendes blik gled hen over stuens vægge og endte på Madoc, som sov. Hun smilede en anelse, men rakte ikke ud for at vække ham. Han havde sikkert brug for det.

Et stykke tid efter dukkede en helbreder op for at tjekke hendes tilstand. Morgenmad blev placeret på bordet ved siden af, hvorefter helbrederen forlod dem igen. Phyllis forsøgte at sætte sig op. Hun havde egentlig ikke lyst til at spise, men det ville nok være en god ide.