Sidste udkald

[Owen Blishwick]

Owen trak på skuldrene, ligeså dvask som hende, selvom han virkelig burde følge hendes eksempel og få pakket det sidste "Ud over at drukne i lektier?" han skar en lille grimasse "Bandet.. helt klart. Det kunne være fedt hvis vi fik lov at spille til Yuleballet." det ville måske også eliminere behovet for at skulle nosse sig sammen til at spørge nogen af pigerne om at gå med.

[Piper Blishwick]

Piper nikkede og studerede sine ben uden helt at vide, hvad hun forventede at finde.

"Helt sikkert. Det kan sikkert skaffe dig nogle pigehjerter på spyd," bemærkede hun med et skævt smil og så hen på broren igen.

[Owen Blishwick]

Han fnøs igen og smilede skævt, men måske ikke helt så overbevisende som normalt "Måske.." han trak på skuldrene og kløede sig lidt på armen "Men det er altså ikke derfor jeg gør det." han var ikke reelt defensiv, men skiftede emne for ikke at tale om pigehjerter "Har far også haft den store snak med dig? Om hvad du vil næste år, eller var det en ære der kun tilfaldt mig?" han havde en mistanke om det sidste.

[Piper Blishwick]

Piper trak på skuldrene og var egentlig ligeglad med, hvad Owens intentioner bag bandet havde været. Pigerne skulle nok komme.

"Nah, mor tog den i stedet," svarede hun med et skævt smil. Ikke at hun havde fået meget ud af det.

[Owen Blishwick]

Han hævede et øjenbryn "Virkelig? Hmm.." han så reelt overrasket ud "Jeg var sikker på det kun var mig, fordi far åbenbart er nervøs for jeg beslutter jeg vil leve af musik." han rystede på hovedet med et skævt smil "Jeg troede du allerede var sikker?"

[Piper Blishwick]

Musik var en tåbelig levevej, men Piper vidste bedre end at komme med lige dén bemærkning og nikkede bare.

"Jeg er sikker... Sådan da. Vores gik mere på, om jeg var interesseret i at stifte familie eller hvordan." Hun himlede med øjnene. "Du ved, hvordan mor er."

[Owen Blishwick]

Owens bryn trak sig sammen i tydelig misbilligelse "C'mon.. så meget haster det sgu da ikke." han var alt for klar over det skete, ægteskaber og forlovelser mellem deres jævnaldrende, men det betød ikke han syntes om det. At han ikke brød sig om det, var faktisk lidt af en underdrivelse, selvom han var ret sikker på, lige deres forældre aldrig ville tvinge nogen af dem til at gifte sig "Hvis hun har travlt med at få børnebørn skulle hun sætte tommelskruer på Henry i stedet."

[Piper Blishwick]

Piper trak på den ene skulder, før hun fejede en mørk lok bag øret.

"Det var mere en..." Hun rømmede sig og imitterede morens stemme med skræmmende lighed, da hun fortsatte: "Du skal vide, at du kan tage andet end bare venner med hjem, ikke skat? Det kunne være rart, hvis det nu var en ung mand." Hun himlede med øjnene.

[Owen Blishwick]

Han rynkede brynene lidt og betragtede hende afventende før hun punkterede hans begyndende harme og i stedet fik ham til at knække i latter over imitationen af deres mor "Merlins skæg, Pipes.." klukkede han og rystede på hovedet "Jeg havde glemt hvor god du er til det der." han var lige ved at begynde at grine igen "Så snakken om at slæbe en kæreste med hjem får du, og jeg får den med ikke at spilde min fremtid, tjek." han skar en grimasse med der var stadig et muntert glimt i hans blik "Skal vi bytte?"

[Piper Blishwick]

Selvom det var tydeligt, at begge tvillinger altid havde nydt opmærksomhed, havde Piper altid været den, der gjorde mest for at få spotlyset og imitationerne var et af mange talenter udviklet derfra. “Det ser sådan ud,” klukkede hun sorgløst og gled et par centimeter yderligere ned i stolen.

“Har du da en ung mand, du gerne vil tage med hjem?” drillede hun med et grin.

[Owen Blishwick]

Han slog en ny latter op, for en gangs skyld afslappet i hendes selskab, sådan som det burde være "Hold nu kæft, Pipes." han rystede på hovedet, stadig med latteren spillende i blikket "Måske.. for mig at vide og mor at finde ud af." han svingede dog ikke rigtigt i den retning og tvivlede på han kom til det.

[Piper Blishwick]

Det var længe siden, Piper havde haft det så godt i Owens selskab og selvom hun havde en nagende fornemmelse af, at det ville forsvinde igen, når først de nåede tilbage til skolen, tillod hun sig selv at nyde det for nu.

Hun fnøs muntert af ham, før hun fik hevet sig op fra sin efterhånden helt sammensunkne stilling i stolen. "Nå, udskyd det nu ikke for længe, vel?" bemærkede hun med et blink til sin bror, før hun forlod stuen igen, mens stemningen var god.

out