Lange aftener

[Senga Darrow]

Gillian C. Fudge
23. august

Til tider befandt Senga sig i sin seng og dette var en af de dage. Ferien gik ikke som hun havde ønsket og i en stilfærdig protest, havde hun lagt sig op i sin seng. Her sad hun nu og læste Alt for heksene og blev chokeret over de annoncer folk skrev i dem.
Det var som om alle kvinder i verden ingen skam havde længere. De passede ikke på sig selv eller sørgede for deres mænd. Det var en skandale, tænkte hun og sukkede dybt. Forsigtig trådte hun ud af sengen og trak sin silkekåbe om sig. Hun så grim ud i den nu, ikke som dengang hun havde været ung. Den talje hun havde haft havde fået alle til at vende sig. Nu stod hun og betragtede sig selv i spejlet og havde lyst til at udslette sit spejlbillede.

[Gillian C. Fudge]

Som altid på sin fødselsdag var Gillian vågnet første gang, allerede før solen var stået op. Det var alt for tidligt og hun havde tvunget sig selv til at blive i seng et par timer mere, men omkring klokken otte kunne hun ikke blive liggende stille længere.

Dagen havde kun budt på ensomhed som så ofte i det store hus og Gillian var vandret rastløst rundt. Indtil hun knækkede. Med hjertet i maven vandrede hun til døren, der ledte ind til soveværelset. Hun rankede ryggen, tog en dyb indånding og bankede på.

[Senga Darrow]

Senga satte sig ned foran sit toiletbord og gav sig til at rede sit hår. Hvis nogen bankede på døren, så hørte hun det ikke. Hun vidste skam godt at det var nogens fødselsdag, men hun så ingen grund til at fejre at hendes datter blev ældre og med tiden ville blive rynket og fed som hun selv.

[Gillian C. Fudge]

Gillian kunne ikke være helt sikker, men hun syntes at kunne høre bevægelse inde fra den anden side af døren. På hendes banken blev hun dog kun mødt af den stilhed, der ventede hende fra alle sider i hjemmet. Øjnene blev blanke og hun tog en dyb indånding.

Lidt hårdere bankede hun denne gang, før hun forsigtigt lagde hånden på dørhåndtaget og åbnede den en smule på klem. "Mor?"

[Senga Darrow]

Senga forsatte med sin meningsløse beskæftigelse. 100 gange og ikke mindre. Hun så hen mod døren da den blev åbnet.
"Hej min egen." Sagde hun og vendte blikket mod sit spejlbillede.

[Gillian C. Fudge]

Den milde hilsen gav Gillian styrke nok til at træde ind i soveværelse, hvor hun lukkede døren efter sig. I afmålte skridt gik hun hen til sminkebordet og tog plads på en lille skammel.

"Hvordan har du det?" spurgte hun blidt. Hendes mor havde det ofte for skidt til at blive belemret med hendes problemer, det havde årene lært hende.

[Senga Darrow]

"Fint, fint." Hun brød sig ikke om at tale om hvordan hun havde det, så hun undgik med vilje datterens spørgsmål.
"Ser du frem til fødselsdagsarrangementet i morgen? Alle kommer selvfølgelig. Som om foreningens mødre ville lade deres døtre gøre andet." Sagde hun. Teselskabet var kun for unge kvinder. Der var ingen grund til at invitere mænd før hun var myndig.
Det var kun for netværkets skyld, at datteren blev ældre, var kun problematisk. De havde ikke engang fundet en passende mand til hende endnu.
Senga pudrede sin næse og smilede til datteren. "Min perfekte datter fortjener jo det bedste."

[Gillian C. Fudge]

Gillian nikkede, mest af høflighed. "Ja." Teselskaberne var ofte timelange prøvelser i at sidde stille og være yndig blandt fremmede mennesker, der kaldte sig hendes veninder. Ikke, at det var en udfordring for hende. Hun havde gjort det, siden hun var fire.

"Det er meget sødt af dig, mor," svarede hun og sendte hende et blegt smil i spejlet. "Tak."

[Senga Darrow]

Senga smilede mildt og pudrede sin næse, mens hun løftede sin hage.
"Ja." Sagde hun og så derefter på datteren. "Du kommer til at være yndig i din nye kjole. Nyd det mens det varer. Snart er du gammel som mig og så er der ingen der ser på dig længere." Bemærkede hun med et suk.
"Det er hårdt at være kvinde. Det vil mænd aldrig forstå. De tager bare og lader en tage slæbet. Alene." Hun tog fat om en læbestift og gav sig til at male sine læber mørkerøde.

[Gillian C. Fudge]

Med et vågent blik i de grønblå øjne fulgte hun hver af moderens bevægelser. "Jeg ser på dig," indvendte hun forsigtigt. Moderen havde altid været smuk i Gillians optik, selv sengelagt med de tunge gardiner trukket for.

Det var ikke første gang, hun fik talen om den fremtid, der ventede hende og hun nikkede afmålt til ordene. "Selvfølgelig. Man kan ikke regne med dem." Selvom Gillian sådan håbede, sådan drømte om, at der måske fandtes én, der en dag måske ville kunne elske hende alligevel? Én, der ville værdsætte hende, selvom hun ikke altid ville være ung og yndig.

[Senga Darrow]

"Du er min datter. Det er noget andet." Sagde hun og forsatte med at lægge sin læbestift der snart var så tyk at den ville smitte af på alting.
"Nej. Det kan man ikke." Hun sukkede. "Det er vores ansvar som kvinder, at opretholde en form for orden. Derfor, er det også os skammen falder på hvis det går galt. Et forkert skridt og vores liv er ødelagt for evigt." Hun rystede på hovedet.
"Det er vores byrde." Hun havde aldrig snakket om dette med datteren før, men det var på tide, at hun blev involveret i kvindens situation i samfundet.

[Gillian C. Fudge]

Gillian slog blikket ned, kortvarigt overvældet af sin utilstrækkelighed. Hverken faderen eller Alastair havde nogensinde været interesserede i et forhold med hende og selv moderen kunne hun ikke gøre glad. Det tog en kraftanstengelse at synke og først der så hun ind i spejlet igen.

Det var altid farligt at spørge. Alligevel fugtede hun læberne. "Hvorfor er det sådan?" Stemmen var spinkel.

[Senga Darrow]

"Fordi vi lever i et samfund, hvor kvinden har skylden for mandens drifter og derfor, er det op til os at sørge for at de ikke gør noget upassende." Sagde hun med et suk.
"Forhåbentlig kommer du ikke til at bringe skam over vores familie, men der skal nok være en af dine veninder der gør. Det er der altid." Hun tog en lille serviet og pressede sine læber mod den.
"Livet er uretfærdigt, min engel." Hun rejste sig op og gik over til sit skab for at finde noget tøj. Det ville hun nok bruge en del tid på.

[Gillian C. Fudge]

"Mandens... drifter?" gentog hun langsomt og havde en ubehagelig fornemmelse med, hvor samtalen var på vej hen. Men hun vidste samtidig også, at moderen aldrig ville fortælle hende det, hvis ikke det var vigtigt.

Gillian følte sig tør i munden og fulgte Senga med blikket. "Jeg ville aldrig kaste skam over vores familie," lovede hun alvorsfuldt. Tværtimod skulle hun nok bringe dem ære. En dag.

[Senga Darrow]

Senga vidste at hendes datter havde gode intentioner. Hun var mere bekymret for drengene, for hun vidste at deres var beskidte.
"Drenge vil fortælle dig alle mulige søde ting, så at du vil kysse dem. Du må aldrig gøre noget i den stil, før du har fået et ægte løfte. Og med det mener jeg ikke tomme ord." Hun fnøs og åbnede sit tøjskab og gik igang med at overveje hvilken kjole hun skulle have på.
"Den eneste måde at fastholde en mands interesse på, er ved ikke at give ham det han ønsker. Indtil i er gift. Så er det din pligt." Hun tog en midnatsblå kjole ud og hang den tilbage igen.