Grænser for Healing

[Noah Earnshaw]

Receptionen, Skt. Mungos

Senga Darrow

En stille dag på afdelingen havde medført at Noah Earnshaw havde en mængde tid at benytte på noget administration. Derfor havde han sat kursen mod receptionen i stueetagen, for at få et overblik over nogle gamle behandlingsjournaler fra den nye sekretær. Da han trådte ind i receptionen, med en kop kaffe i den ene hånd, blev han dog mødt af lidt af et syn. Sekretæren sad i total vildrede og snakkede med en velkendt patient der tydeligvis ønskede at snakke med en healer. Den sidste ansatte havde været ganske rutineret når det galt at håndtere denne kvinde ganske forsigtigt og høfligt, men den nyansatte var åbenbart ikke blevet briefet godt nok, og kunne åbenbart ikke finde hoved og hale i situationen. 
"Jeg tager mig af det her," Sagde han venligt til sekretæren, før han vendte blikket mod Senga Fudge. "Fru. Fudge," Hilste han med et høfligt nik, "Jeg har lidt tid tilovers, hvis du har behov for en konsultation?" Trods det ikke var hans specialeområde, havde Noah arbejdet i årevis på Skt. Mungos, og var måske én af dem der havde et større kendskab til Senga's 'situation'. 

[Senga Darrow]

"Men kan De da ikke forstå, at jeg er dødelig syg?" Sagde hun til den nye sekretær, som var helt håbløs. Sengas blik hvilede på hende en smule desperat. Hun ville snart dø, det var hun helt sikker på. Og hvem skulle så tage sig af hendes familie? De ville blive efterladt, uden hende, rædselsfuldt. Det ville blive hårdt for dem, når de elskede hende så højt.

Da et velkendt ansigt endelig dukkede op, så hun taknemmeligt på Earnshaw og med et antydningsvist smil, der brudte hendes ellers kølige udtryk.
"Åh, endeligt et fornuftigt menneske. Du er den eneste der kan hjælpe mig Earnshaw." Sagde hun med en smule blanke øjne.
"Jeg ved godt jeg bruger så meget af din tid, men jeg forsikrer dig at det er alvorligt denne gang." Hviskede hun og strøg langsomt en lok af sit hår bag øret.

[Noah Earnshaw]

Første gang Noah havde mødt Senga Fudge, havde han følt sig i komplet vildrede. Han havde været ganske ung, og forstod ikke hvordan kvinden stadig kunne gå, tale og se, havde hun virkelig alle de symptomer som stod skrevet i hendes endeløse journal. Alligevel havde han fundet en gylden vej i sin oplærte høflighed. Han havde lyttet til alle hendes ord, lagt tvivlen til side, og forsøgt at navigere rundt i hendes diagnose. Måske havde hans uvidenhed dengang i feltet virkelig været en fordel, eftersom han ikke bare havde været kold, kynisk og kontant overfor hende med det samme. Mønsteret havde formet sig senere hen.

"Jeg regner selvfølgelig ikke med, at De ville være her, var det ikke alvorligt." Forsikrede han hende om, med en dygtiggjort høflighed. Han sippede en enkelt gang til sin lunkne kaffe, før han placerede koppen på receptions-skranken.
"Følg mig med Fru. Fudge. Jeg er sikker på at vi kan låne min afdelingsleders kontor. Han er optaget andetsteds, ser De nok." Han ledte hende op mod etagen mod sin afdeling, og førte hende ind i et lille, men voldsomt sterilt lokale.

"Kan jeg byde på en kop kaffe?"

[Senga Darrow]

Senga gik bekymret med helbrederen, mens hendes hjerte bankede uroligt for om hun måske snart skulle dø. Hun forestillede sig sin krop, liggende på en masse hvidt stof, med roser rundt omkring det. Hun lignede en død dronning. Det gik hun og tænkte på, da hun fulgte efter Earnshaw op til et kontor.
"Tror De kaffe er godt for mig nu?" Spurgte hun og så på ham med store, undrende øjne.
Hun trak sin kappe af og lagde den ovenpå en stol og vendte sig mod ham.
"Idag vågnede jeg og kunne ikke trække vejret, jeg troede jeg var ved at få et hjertestop." Hviskede hun med en dramatisk undertone i sin stemme.

[Noah Earnshaw]

"Nej, selvfølgelig ikke." Vedkendte Noah, som han stillede kaffekanden fra sig, ligeså hurtigt som han havde løftet den. Hans eget overforbrug af kaffe var vel nødigt sundt, men ligeså usundt var det vel at tilbyde det til en kvinde med dårlige nerver og en tydelig teori om et kommende dødsfald.

Som healer havde han lært at udvise empati i blikket, selv under de mindst alvorlige og mere humoristiske situationer. Han så dog intet humoristisk eller ualvorligt i Senga Fudge's situation. Nok fejlede hendes krop ikke meget, så man bort fra en mulig søvnløshed og de højtpirrede nerver, men hendes sind var så opsat på at noget var galt, at det var en lidelse i sig selv.
"Tag endelig plads på stolen. Vi bør vist hellere lytte til dine lunger, ikke?" Han satte sig på en lille rullende skammel, overfor hende, og fiskede sin tryllestav op ad lommen, "Oplever De stadig åndenød nu, eller har det foretaget sig siden imorges?"

[Senga Darrow]

Senga satte sig ned med en alvorlig mine og var parat til at modtage hans dødsdom. Idag ville hun blive nødt til at fortælle sine mand om hvad der snart ville ske. Han ville blive så ked af det, ligesom hun var lige nu, over at forlade ham. Dette var dog alt sammen noget hun bildte sig ind, i virkeligheden ville hendes død nok bringe stor lykke til husholdningen.
"Ja. Jeg har svært ved at trække vejret. Det er som om der er noget der presser på mit bryst. Det gør ondt og jeg bliver svimmel." Hviskede hun hæst og var tæt på at levere en overbevisende skuespilspræstation.
"Earnshaw, jeg er ikke så gammel, jeg kan ikke dø nu." Sagde hun og så ulykkeligt på ham.

[Noah Earnshaw]

En simpel besværgelse gjorde det muligt for ham at lytte til hendes lunger. Hver gang hun trak vejret ind, kunne han bestemt høre at det var som om hun undertrykte en smule af kontrollen i dem, men der var ingen hæshed, ingen boblen, ingen knitren, som man så i tilfælde hvor forhindringer i lungerne ikke tillod nok oxygen. Hendes diagnose var langt mindre alvorlig fysisk, men også langt mere kompliceret måske. Som altid, måtte han vurdere at hendes tilstand var så god som man kunne forvente af en kvinde på hendes alder. Han sendte hende et beroligende smil, som han afsluttede den første diagnostiske besværgelse.

"De dør ikke på min vagt, Fru Earnshaw," Der var noget utrolig fattet og professionelt i hans røst. "Hvad fik De udskrevet sidst? De må huske at tage medikamenterne på regulært basis, så De ikke får flere tilbagefald." Efter hvad han huskede fra hendes journal, var mange harmløse urter blevet udskrevet til hende over tid, samt eliksirer der nok mest var ment for placebo'ens effekt. Førhen havde han set hvordan det kunne gå, hvis man bad Renata Fudge om at søge psykisk hjælp. Den samme fejl ville han ikke begå.

[Senga Darrow]

Senga kunne ikke huske hvad hun havde fået sidst, hun var ikke engang sikker på at hun havde taget det. I stedet havde hun lagt sig i sin seng i flere uger og ventet på at døden ville komme. Det gjorde den aldrig og hun endte altid med at stå ud, når hun begyndte at kede sig for meget, eller folk holdt op med at reagere på hendes passiv aggressive opførsel.
"Måske fik jeg jernurt og mynte?" Sagde hun og så spørgende på Earnshaw. Det var jo ham, som var helbreder. Hun gik ud fra han måtte have en journal et sted. Sikkert en der var meget lang, med hendes sygdomshistorik.

[Noah Earnshaw]

Noah nikkede en smule, og lod et tænksomt udtryk glide over ansigtet, som Senga nævnte sine udskrevne urter. Han nikkede snart en smule. Urterne var sandsynligvis ment til at berolige Senga Fudge, men det lod bestemt til at hendes dosis ikke just gjorde underværker. Det var dog heller ikke kraftfulde eliksirer, men blot små-urter man kunne proppe i aftenteen. Hendes problem burde trods alt ikke løses gennem drastiske medikamenter.
"Og får De sovet om natten? Når man ser bort fra åndedrætsbesværet i morgenstunderne." Spurgte han dernæst. Der var noget velovervejet i hans træk.

[Senga Darrow]

Sengas nattesøvn var ofte præget af uro. Hun havde svært ved at sove ved siden af sin mand, når deres forhold var dårligt og de var uvenner, sov hun roligere.
"Ikke så meget. Min mand er jo.. Han gør det svært for mig." Sagde hun og så på Earnshaw.
"Nogle gange er det bedre når jeg sover alene. Selvom jeg føler mig så ensom." Sagde hun bedrøvet men smilede alligevel en anelse halvhjertet. Hun var ofte alene i det store hus. Gangene var mørke. Hun gik af og til bare rundt og flyttede på møblerne.

[Noah Earnshaw]

Der var en ærlighed i Senga's ord, og Noah mærkede en velkendt empati for den ældre kvinde. Ægteskabet lod bestemt ikke til at gøre underværker for fru Fudge's diagnose, og utrygheden i at have et ubalanceret forhold kunne sikkert forværre hendes symptomer.

"Man har observeret at partnere ofte sover en mere afbrudt søvn, når de deler seng." Bemærkede han blidt, "Nattesøvnen er vigtig for os, og kan forværres af selv de mest ubemærkelige faktorer. Måske burde De overveje en ferie fru Fudge. De vil selvfølgelig få udskrevet nye urter med på vejen. Det vil måske gøre godt for Dem, at lade Deres krop få en smule ro."

[Senga Darrow]

Senga spærrede øjnene op over hans forslag. Hun anede ikke hvad hun skulle sige.
"En ferie? Men jeg har jo intet arbejde at tage ferie fra?" Sagde hun og var tydeligvis forvirret over hans ord.
"Og jeg kan umuligt tage væk fra hjemmet." Mumlede hun. Hendes mand ville ikke tillade det. Hvem skulle så sørge for maden til ham? Husalfen kunne jo ikke tænke en selvstændig tanke. Det var håbløst hvis hun bare forsvandt.

[Noah Earnshaw]

"En ferie kan blot være et afbræk fra hverdagen. Måske er der faktorer omkring husgerninger og at efterleve andres krav, såvel som Deres egne, som kan forværre symptomerne." Bemærkede han roligt.
Snart måtte han dog ryste en smule på hovedet. Senga ønskede tydeligvis ikke at lade sin mand 'i stikken'. Hendes husholdning var måske mere konservativ. "Skal vi prøve med nye urter, for at se om de kan hjælpe Dem med at minimere stres faktorerne en smule? Eller, måske bør De få mere hjælp i hjemmet, så De kan slappe en smule af. Blot i en periode, selvfølgelig, hvis De ønsker at stå med ansvaret."

[Senga Darrow]

Senga havde aldrig nogensinde overvejet, at hun kunne tillade sig at tage ferie. Det var et stort chok for hende, så stort at hun slet ikke svarede på hans spørgsmål, før der var gået et stykke tid.
"Min mand ville aldrig acceptere det. Det tror jeg ikke. Men måske hvis jeg siger De har sagt det." Hun rynkede øjenbrynene og opfattede først nu, at han egentlig havde stillet hende et spørgsmål vedrørende noget helt andet.
"Mere hjælp? Nej det går ikke. Der er ingen der kan finde ud af at gøre det rigtigt." Sagde hun og fnøs.

[Noah Earnshaw]

Der var ingen tvivl om at Senga lagde et stort pres på sig selv. Da han derfor tog en notesblok og pen, og begyndte at ordinere hende nogle nye urter, var kombinationen af dem bestemt i stand til at berolige kroppen en smule. Så længe hendes hoved kunne følge med. Søvn og ro var ikke nemt at tilskrive én, der tilsyneladende mærkede et større pres.

"Her. Dét og en healer's råd om ro og hvile." Han rakte hende papiret, med et venligt og velovervejet smil. Forhåbentlig kunne anvisningen måske også give hende sin mands accept. "Deres sag er ikke tabt Fru Fudge. De må bare hjælpe din krop på vej mod bedring, ikke sandt? Og så må De selvfølgelig komme igen, hvis De mærker symptomerne forværres. Så tager vi et større check."