Påtrængende

[Phyllis Murtaugh]

Phyllis kunne ikke lade være med at smile skævt af Osbert som kom slæbende på den store mængde tøj.
"Som du kan se, skal jeg give jeres skoletøj et tjek. Desuden, er det lidt tid siden jeg har set dig." Sagde hun og smilede bredt til ham, mens hun rakte en hånd ud og nussede det øverste af hans arm.
"Jeg indrømmer det er lidt uventet." Hun smilede undskyldende til både Alfred og Osbert. Hun dukkede sjældent op sådan ud af det blå, fordi de skulle have lov til at have deres eget.

[Osbert Ollivander]

Hvis ikke det var fordi han glimrende forstod sønnens overrumplede udtryk, ville det hele næsten have været en smule komisk. Han nøjedes dog med at nikke sin enighed til Phyllis's forklaring "Vi kan ikke sende jer afsted med huller i roberne, vel?" hvad de ellers havde talt om var ikke noget der behøvede komme videre. Hans blik faldt til tryllestaven i Alfreds hånd og interessen var tydelig i hans blik, selvom han blev stående afventende. Det kunne de altid tale om senere.

[Alfred Ollivander]

Alfred så akavet ud over hele opsætningen. Han klarede halsen lidt og trak på skuldrene. "Okay," medgav han. "Fedt nok. Tak mor."

Han var pinligt bevidst om hvor lidt tid han havde tilbragt med hende den sommer og han vidste ikke helt hvad han skulle sige ellers.

[Phyllis Murtaugh]

"Det er det man har en mor til." Sagde hun fornøjet og smilede skævt til sin søn. Derefter så hun hen på Osbert og løftede sine øjenbryn.
"Nå, jeg må hellere se at komme hjem med de der kapper." Bemærkede hun med et afdæmpet suk og lagde hovedet let på skrå.

[Osbert Ollivander]

Osbert så til i tavshed og måtte endnu en gang forundres over, hvor hurtigt Phyllis's sindsstemning kunne skifte. Han smilede dog blot med et lille nik og holdt sine tanker for sig selv "Tak for snakken.. Phyllis." hans blik gled til Alfred i stedet "Hvorfor følger du ikke din mor hjem, så hun har en til en hjælpe med at bære. Det lyder til I kunne trænge til en snak. Og så vil jeg høre om din dag, og se den stav ordentligt når du kommer tilbage." han nikkede mod tryllestaven i Alfreds hånd.

[Alfred Ollivander]

Alfred så fra sin far til sin mor og endte med at trække på skuldrene. Han lagde den nydrejede tryllestav forsigtigt fra sig på køkkenbordet og tog imod en solid del af bunken af tøj.

Klar som pakæsel, så han afventende på sin mor.

[Phyllis Murtaugh]

Phyllis smilede en anelse over Osberts forslag og tog derefter den resterende bunke af tøj i favnen. Derefter gik hun ud mod butikken og hen til døren, som Osbert åbnede for dem. Hun nåede lige at se sig over skulderen og smile til sin eksmand.
"Tak." Sagde hun, primært rettet imod den beskyttelse han havde lovet at sørge for.

Udenfor smilede hun dog bredt til sin søn, som så meget pligtopfyldende ud.
"Du kender vejen." Bemærkede hun og gik med ham mod den billige ende af Hogsmeade, som ikke var så fin som der hvor hans far boede.

[Alfred Ollivander]

Alfred var ret akavet omkring det hele, men han forstod at gøre som han fik besked på og fulgte efter sin mor ud af huset og imod hendes hjem.

"Jeg tror altså ikke mine uniformer har brug for det store," konstaterede han, imens de gik der. "Jeg vokser ikke så meget mere."

Det føltes i hvert fald ikke sådan. I realiteten skød han stadig en god del i vejret.

[Phyllis Murtaugh]

Phyllis fandt det ikke spor akavet, men hun formåede også ofte at skubbe sine negative følelser til side til fordel for Alfred.
"Jeg synes da ellers du ser lidt højere ud." Sagde hun med et smil og lagde hovedet let på skrå.
"Jeg måler dig når vi kommer hjem." Tilføjede hun med et muntert fnys. Det havde altid bragt hende stor glæde at lave tøjet til sine børn.
"Hvad har du lavet her i ferien?" Spurgte hun og vendte blikket mod ham.

[Alfred Ollivander]

Alfred undlod at protestere. Han var blevet målt op til tøj af sin mor siden han kunne huske. Nu var han snart voksen og han havde mere lyst til at nogen andre lavede hans tøj. Han havde dog ikke så meget at have det i, så længe han ikke tjente nogen penge.

"Været hos bedstefar, mest," svarede han, pinligt opmærksom på at hans mor ikke rigtig havde set noget til ham.

[Phyllis Murtaugh]

Phyllis hankede lidt op i tøjet og sukkede lidt over hvor tungt det var. Heldigvis var der ikke langt endnu.
"Mest?" Spurgte hun og så nysgerrigt på ham.
"Hvor har du ellers været?" Hun vidste hun nok var en smule irriterende, men hun kunne ikke lade være. Hun ville så gerne høre om hvordan han havde det.

[Alfred Ollivander]

Alfred så over på sin mor og fik en snigende mistanke om, at hun vidste et eller andet. Han lod sig dog ikke mærke med noget, men slap blot en tung udånding over tøjbunken i sine arme.

"Hos far," var det ret simple svar.

[Phyllis Murtaugh]

"Din far sagde ellers noget om en fest?" Sagde hun og sendte ham et sigende blik. Hun tvivlede dog på, at hun ville få meget mere ud af ham. Alligevel kunne hun ikke lade være med at smile en anelse, mens hun tog fat om tøjet med den ene arm og rakte ud og rodede ham kærligt i håret.
"Lille Alfie." Bemærkede hun og så på ham med et kærligt blik, inden hun vendte ansigtet ligeud og gik i retning af døren til sit hus.

[Alfred Ollivander]

Alfred blev lidt rød i nakken over morens kommentar. Hvorfor skulle hans forældre også til at snakke sammen? Da hans mor rodede ham i håret forsøgte han at undvige med en klagende lyd.

"Jeg er ikke lille," protesterede han. "Og vi er i offentligt rum!"

[Phyllis Murtaugh]

Phyllis grinede mildt over hans beklagende lyd og rystede lidt på hovedet over ham.
"Nej, du er faktisk ret høj." Bemærkede hun med et drillende blik i sine øjne.
"Jeg tror folk har andet at lave, end at holde øje med hvordan dit hår sidder." Påpegede hun og smilede varmt til ham.