At støde på hinanden.

[Rose Alvarez Fawn]

Tråd til Emmerson Mclaggen

Der var ikke længe til at Rose skulle tilbage til Hogwarts og i den anledning var hun taget afsted til Diagonalstrædet for at få købt nye fjerpenne og andre småting. Hun vidste ikke lige hvordan hun skulle få styr på det hele, men mon ikke der kom en løsning. 

Efter at havde fået købt sine nye bøger, ikke i bedste stand dog, gik hun igen ud i gaden, for at finde ud af hvad næste skridt skulle være. Desværre endte hun med at blive fanget af en quidditchbog omkring plejning af koste og glemte at se sig for. Derfor bragede hun også direkte ud i en dreng omkring hendes egen alder. Forvirret så hun op på ham. “Undskyld! Jeg så dig ikke. Det var virkelig ikke med vilje. Undskyld “

[Emmerson Mclaggen]

Emmerson var taget til Diagonalstræde, blot for at komme væk hjemmefra for en stund. De fleste af hans søskende var flyttet ud, hvilket havde efterladt hjemmet mere... Han ville nok have sagt stille, men det ville ikke være sandt. Hans forældre fyldte huset ganske flot.

Med hænderne i lommerne og et fladt, køligt blik betragtede han nogle genstande gennem en butiksrude. Pludselig stødte en eller anden ind i siden på ham så, han var nødt til at træde nogle skridt til siden for at holde balancen. Da han genvandt den, stirrede han på pigebarnet der tydeligvis var synderen. "Se dig for!" Hans ansigt var udtryksløst og stemmelejet var holdt på et lavere niveau, men skønt manglen på umiddelbar emotion, så var det nok ikke svært at regne ud, at han ikke just var tilfreds.

[Rose Alvarez Fawn]

Rose blev meget forskrækket om drengens reaktion. Det havde ikke været hendes mening at støde ind i nogen, og hun havde virkelig ikke set ham, fordi hun havde haft for travlt med at kigge på bogen. Nu rettede hun dog blikket mod drengen, han var en af slangerne. 
Allerede der fik hub ondt i maven! “De..et var ikke med vilje, undskyld. Jeg ville bare.. jeg så en bog.” Forsøgte hun så at forklare.
Ret dumt arragument, eftersom hun var på vej ud af en boghandel. Men det var nu alligevel sandheden i sin tætteste kerne. Rose kiggede meget nervøst på drengen og så op og ned af gaden for at sikre sig, der var nok vidner til, at han ikke ville kunne gøre hende noget.

[Emmerson Mclaggen]

Emmerson lagde armene over kors og stirrede på hende med køligt blik. "En bog? Han hævede vagt et bryn. Emmerson forstod ikke rigtigt hvordan en bog kunne forårsage hendes sammenstød med ham. Så uopmærksomhed kunne man da umuligt være? "Du er uopmærksom." konkluderede han.. hvis hun nu ikke selv var klar over det?

[Rose Alvarez Fawn]

Det havde vitterligt været et uheld, men selvfølgelig betød det også hun var uopmærksom, det kunne hun vel godt give ham ret i. “ beklager, det var virkelig ikke min mening. Kom du noget til?” Spurgte hun bekymret, måske var det det, problemet var? Måske havde han slået sig og det havde været hendes skyld. Det fik hun alligevel dårlig samvittighed over. “Kan jeg gøre noget for at gøre det godt igen?” Hun ville helst ikke skabe skabe nye fjendskabet allerede inden skolen.

[Emmerson Mclaggen]

Emmerson stirrede totalt uforstående på hende med hovedet lidt på sned. "Øh.." mumlede han lidt forvirret. Han forstod ikke rigtigt den der dårlige samvittighed, som for andre sikkert ville være åbenlyst, men som for Emmerson var totalt ikke eksisterende. Han lod blikket glide væk fra hende i et eftertænktsomt øjeblik, inden det landede på hende igen. "Ja." svarede han så kontant, inden han drejede om på hælen og viftede hånden i den retning som han var ved at gå. "kom." kommanderede han.

[Rose Alvarez Fawn]

Rose kiggede på ham, der skulle ikke mange sekunder at beslutte, at hun faktisk ikke havde noget andet valg end at følge med. Derfor gik hun roligt efter ham, de første par skridt var i stilhed, men allerede efter tre skridt tog nysgerrigheden over. “Hvor skal vi hen?” Spurgte hun og lød egentlig meget ivrig.
Hun var nu oppe på siden af ham og så ham lidt an. Gad vide hvad dette ville munde ud i.

[Emmerson Mclaggen]

Emmerson forventede blot at hun troligt fulgte med ham. Han kiggede ikke engang tilbage. Ihvertfald ikke til at starte med. Det var lidt som om han gik og tænkte over noget, og hvor det pludseligt gik op for ham at hun stillede ham et spørgsmål. Da drejede han hovedet mod hende og så på hende med et hævet bryn. "Hjem?" sagde han nonchalent. "Jeg har vildt meget vasketøj."

[Rose Alvarez Fawn]

Rose stoppede op med rynket bryn. Skulle hun vasketøj for ham? Det forstod hun ikke helt. Det var jo ikke helt rigtigt det hun havde ment, men kunne hun vende op nu og værre, kunne hun bare tage med ham hjem sådan uden videre?

Der gik et lille øjeblik før hun igen begyndte at gå. “Skal jeg vaske dit tøj?” Spurgte hun så undrende, men fulgte alligevel med. Hvordan kunne hun gøre andet? Hun vidste det ikke.

[Emmerson Mclaggen]

Emmerson stoppede op få skridt efter at hun gjorde. Han så lidt undrende mod hende, som om han ikke rigtigt forstod hvorfor de stod stille. "Ja? Du sagde at du ville gøre det godt igen? sagde han med et skuldertræk. Han tog tingene meget bogstaveligt, og det han umiddelbart kunne komme i tanke om hvad hun kunne gøre for at rode bod på det, var at ordne hans vasketøj? Måske kunne hun også rydde op på hans værelse.. eller... måske kunne han bare beholde hende?

[Rose Alvarez Fawn]

Hvad skulle hun gøre? Hun turde ikke sig nej. “Jo det sagde jeg, men jeg kan da ikke bare tage med dig hjem sådan uden videre.” Forsøgte hun så at forklare ham. Hendes forældre ville blive... Cole ville hvert fald blive nervøs. Det var hun sikker på. Og dog hvis nu hun tog med ham hjem kunne der måske være en lille chance for, at hun fik et glimt at Benedict McLaggen, den tidligere anfører for slytherins quidditchhold. Det kunne være lidt fedt at møde ham. Selvom han vidst ikke havde det bedste ry. “Okay jeg kommer med.” Lød det så fra hende og forsatte.

[Emmerson Mclaggen]

Emmerson hævede et bryn ved hendes første kommentar og skulle til at spørge hvorfor hun pludseligt ikke kunne det? Men sådan uden videre så ændrede hun mening og mente at hun så alligevel godt kunne. Emmerson vendte øjnene mod himmelen og rystede så på hovedet. Kvinder. Han drejede om på hælen og fortsatte i den retning han var på vej før han blev afbrudt. "Hvad venter du så på?" sagde han og forventede atter igen at hun blot troligt fulgte ham. "Hvad er dit navn?"

[Rose Alvarez Fawn]

Rose tog et par hurtige skridt, for igen at være oppe på siden af Emmerson. Hun havde stadig alle sine ting at bære på også, men hun kunne ikke godt bare lade dem ligge. Det var egentlig lidt et problem, for Rose skulle jo hjem på gården igen og hjælpe videre, men hun havde omvendt hellere ikke meget lyst til at være hjemme uden Cole var der. “Rose. Du er Emmerson ikke? Jeg tror nok vi har nogle timer sammen” kommenterede hun så og sendte ham alligevel et lille smil.

[Emmerson Mclaggen]

Emmerson drejede hovedet mod hende. Han tænkte sig lidt om, da han ikke umiddelbart kunne huske at have set hende. "Har vi? Hvilke?" spurgte han lidt undrende. Hun måtte have ret, eftersom hun kendte hans navn. Emmerson betragtede hendes smil lidt. Udover at det så pænt ud, så reagerede han ikke synderligt på det. Jeg synes ikke har set set dig før? tilføjede han så til sin tidligere kommentar.

[Rose Alvarez Fawn]

Rose sukkede lidt og så på ham. “Ja vi har. Har du ikke lagt mærke til det i eliksir fx?” Spurgte hun så næsten undrende. Det var så tit at nogen spændte ben for hende, eller på anden vis sørgede for at hun tabte sin eliksir ud over sig selv. Men det var sikkert bare positivt, at han ikke Genkendte hende så, det vidste hun faktisk ikke. “Så... hvor bor du?” Spurgte hun så, for at finde ud af lidt om hvor langt de skulle.