Summer of heartbreak

[Kala Patil-Fawley]

Siden lughnasadh havde Kala Patil-Fawley's liv ikke været noget at berette om. Efter tre dage uden appetit, havde hun spist sin vægt i chokolade for igen at spærre sig inde på sit værelse. Hun havde aldrig været den pige, der bare gik i stykker uden en fyr. Måske fordi hun aldrig havde haft én. Men nu var hun verdens dårligste kliché.

Femtedagen og dagene derefter var derfor gået med et oprydnings-, trænings- og forberedelse til quidditchsæsonens start-vanvid. Familien havde selvfølgelig været støttende i starten, da først Vanya Patil-Fawley havde forklaret, hvad der foregik, men efter tre dage med Kala, der flyttede rundt på møblerne, mens hun knævrede om træningsplaner for quidditchturneringen på Hogwarts eller hvordan de forskellige hold ville klare sig i den britiske liga, var tålmodigheden ved at være opbrugt.

Hele familien åndede derfor lettet op, da hun trådte ind i pejsen for få øjeblikke senere at træde ud i Liams stue i Edinburgh. Det var ikke første gang, hun var i familien Knights rækkehus, men hun kastede alligevel et nysgerrigt blik rundt for at se, om noget skulle have forandret sig.

"Liam?" kaldte hun, da hun konstaterede, at alt var pænt meget, som det plejede.

William Knight
24. august

[William Knight]

De mange skår han havde efterladt bag sig, havde langsomt samlet sig selv over august måned, som havde en reparo-besværgelse endelig besluttet at gøre sit arbejde. Den frivillige isolation havde nok hjulpet en del for den unge løve der, normalt, aldrig ønskede at være alene. Tiden havde dog, for første gang i hans liv, givet ham plads til faktisk at indrømme sine fejl, frem for at rette bebrejdelsen og opmærksomheden andetsteds hen. Det var snart to måneder siden han fik sit hjerte knust, og efterhånden mærkede han intet til det længere. Forelskelsen var dulmet, og det samme var en markant del af hævngerrigheden. 

Efter at have taget sig et langt bad og hevet nogle sorte joggingbukser på, samt sokker og en støvgrøn T-shirt, hørte løven et kald fra stuen. Håndklædet blev kastet lidt henslængt over den ene skulder, før han satte kurs mod rummet. Trods størrelsen på hjemmet ikke virkede markant, havde det altid været proppet med mennesker. Liam var, trods alt, den yngste søn af en større bunke. Stuen bar derfor præg af mange bevægelige børnebilleder på væggen, samt billeder af hans forældre før deres øjne blev tynget af morens kroniske sygdom. Der var en livstid i hjemmet, og det kunne ses. 

"Kala." Han strøg det våde hår væk fra ansigtet, da han bemærkede den mørkhårede, unge kvinde foran sin kamin. "Du kom fandme." Han havde ikke set hende siden poolfesten, og det fårede udtryk over hans ansigt, kunne måske tyde på at dén begivenhed stadig havde sat sig sine spor.

[Kala Patil-Fawley]

Det var længe siden, Kala og Liam havde tilbragt tid sammen, og hun havde måske været mere påvirket af det og hans ukarakteristiske, fårede ansigtsudtryk, hvis ikke det havde været for det knuste hjerte, der raslede hver gang hun tog et skridt.

"Selvfølgelig," svarede hun og krydsede gulvet, før hun søgte ind i hans favn. Hun ville så gerne være nonchalant omkring det hele, men hun havde følt sig ved siden af sig selv i over en uge nu og savnede en eller anden form for tryghed.

[William Knight]

En del af ham var stadig påpasselig med at tage initiativet til den fysiske kontakt med Kala, selv når den var så uskyldig som det her. Da hun dog satte kurs direkte mod ham, var der ingen tøven i måden hans arme omfavnede hende på.

Han holdt hende tæt mod sig; ganske overbevist om at han kunne mærke smerten og behovet for stabilitet i omfavnelsen. "Hvis nogen skal have tæv, så siger du til..." Jokede han mumlende , og måske ikke voldsomt taktfuld, mod hendes hår.

[Kala Patil-Fawley]

Al vrede og frustration rettet mod Liam og hans elendige livsbeslutninger gled i baggrunden, da hans arme lukkede sig om hende. Kala lænede ansigtet ind mod hans brystkasse og skælvede let af indestængt gråd. Hvordan hun stadig havde tårer tilbage var hende en gåde.

"Hvis nogen skal have tæv er det mig," mumlede hun modløst ind mod hans brystkasse og lukkede armene tættere om ham.

[William Knight]

Hans egen smerte havde han kanaliseret gennem ødelæggende handlinger og benægtelse, mens Kala's virkede langt mere sårbar. Med armene lukket om hende, kunne han mærke hvordan hendes krop skælvede en smule, og derfor responderede han instinktivt ved at holde hende tættere.

"Det tror jeg ikke på." Den ene hånd strøg blidt over det bløde hår. "Den fyr ved ikke hvad han går glip af."

[Kala Patil-Fawley]

Hvor det for blot få sekunder siden havde været Kalas altoverskyggende behov at søge ind i en tryg favn, følte hun sig nu alt for sårbar og blotlagt. Især de blide ord gav hende en sur smag i munden. For Linh havde set præcis, hvem hun var, og som enhver fornuftig person havde han takket nej.

Hun klarede halsen og trak sig ud af hans greb igen. "Sikkert ikke," svarede hun og prøvede at finde et smil frem til ham, men det lignede mere en skæv grimasse, så hun droppede det og stak hænderne i lommerne.

"Men... Det betyder jo, at min kalender har åbnet sig, Knight. Hvad skal vi lave?"

[William Knight]

De mørkebrune øjne dvælede ved Kala's da hun trak sig ud af hans omfavnelse. Det var tydeligt at hun ledte efter en form for distraktion for at jage smerten lidt på afveje - for han kendte trods alt 'escape' mekanismen fra sig selv.

Snart fik han derved fejet medlidenheden væk fra sit blik, så den ikke lastede hende for meget. Dernæst kastede han et insirationssøgende blik rundt i stuen, "Ransage min fars barskab?" Jokede han, mod vitrineskabet. "Glo på billeder af mig som femårig med brun sovs og kartoffelmos i ansigtet?" Babybillederne i rummet var utallige.

"Frie rammer, Kala."

[Kala Patil-Fawley]

Det var kun eftermiddag, men Kalas døgnrytme var allerede blev smadret fuldkommen af at ligge søvnløs om natten, så hun trak på skuldrene. Hun formåede endda et trække let på smilebåndet over ham.

"Først barskab, så babybilleder," konstaterede hun med et beslutsomt nik. "Så vil jeg låne noget tøj, jeg kan slacke rundt i," og som ikke lugtede af eller mindede hende om Linh, "og så finder vi den blødeste seng i huset at hoppe i."

[William Knight]

At have huset for sig selv var en sjældenhed for Liam, og derfor virkede det på sin plads at distrahere sig selv, såvel som Kala, fra alt det der hændte på den anden side af den rødmalede hoveddør. Han sendte hende et bekræftende smil, og nikkede mod gangen.

"Tøj, it is. Kom." Han kastede håndklædet, der stadig hvilede mod skulderen, fra sig på en tilfældig sofa, før han satte kurs mod gangen, og trappen mod den første etage af rækkehuset. Selv hér hang billeder af de mange sønner i familien. Dette var bestemt ikke et hjem med mange nøgne vægge.

Han ledte hende ind på sit værelse. Et sted der bestemt var langt mere rodet end fællesrummene i huset. Skolebøger og pergamenter lå lidt i uordentlige bunker, og der hang et par plakater over diverse magiske bands på væggene. Sengen var heller ikke just redt, men han så heller ikke pointen i det.
"Tag for dig." Han åbnede et gamle klædeskab, og satte sig afventende på kanten af sengen. Hans tøjudvalg var en god blanding mellem magiske rober, men mest af alt, var nok temmelig muggler-inspireret.

[Kala Patil-Fawley]

Kala fulgte med ham gennem huset og betragtede som altid de mange billeder af Liam og hans brødre på vejen. Hendes eget hjem var langt mere afdæmpet, i hvert fald på den måde, men hun havde altid elsket at kigge på billeder.

"Hold da op, der er vist én med rengøringsvanvid," drillede hun og blinkede til ham, før hun trådte hen foran klædeskabet. Hun rodede lidt målløst rundt, før hun hev en af hans band t-shirts frem.

"Hvaeee, har du købt den i en forkert størrelse eller hvad?" grinede hun og holdt den foran sig. Den gik hende til lidt over knæene, men det var jo egentlig perfekt. Uden at tage sig af, at Liam var i lokalet, lagde hun den over en stoleryg, før hun trak først sin trøje af og derfor hoppede ud af bukserne.

Den var ikke lige så lang på, som den havde været, da hun holdt den frem, men Liams t-shirt gik alligevel Kala til midt på låret. Hun trak fingrene igennem håret. "Tøj it was. Nu barskab og babybilleder."

[William Knight]

"Åhr, hold da op." Kommenterede han med et smil brydende over sine læber, som hun nævnte rengøringsvanvidet. Det ville nok ikke komme bag på mange at værelset henlå i dette 'spektakel' eftersom han var uorganiseret i mange andre aspekter. Desuden, havde han tilbragt så meget tid herinde over sommeren, at man bestemt kunne se det på omgivelserne.

Da hun holdt T-shirten frem og kommenterede på dets størrelse, grinede han en smule. "Du er sgu lidt flabet, ved du godt det?" Han placerede hænderne bag sig i madrassen, så han kunne læne sig en smule tilbage, "Der skal jo lidt af en mand til at udfylde den." Selvtilfredst, lod han en hånd glide gennem det stadig lidt-halvåde hår. Han fangede sig selv i ikke just at lade blikket vige meget fra hende først da hun smed tøjet. Det var jo en gammel normal. Alligevel følte han at det var på sin plads lige at lade blikket glide væk, som hun stod i sit undertøj. 


"Kan jeg nå at trække det med babybillederne tilbage?" Han forsøgte vist at trække lidt i land. For blot et par uger siden var han blevet myndig, men han var nok stadig lidt forlegen over at vise sådanne ting. "Så kan vi gå direkte til en drink." Klokken var ikke meget, men forslaget havde ikke kun været spøgfuldt. Han rejste sig op fra sengen. 

[Kala Patil-Fawley]

"Du kan lide det," svarede Kala af vane. Det var deres tradition; Liam brokkede sig halvhjertet, hun pointerede at han kunne lide det og han gav hende ret. Det virkede måske fjollet, men lige nu var selv sådan en udveksling guld værd for hende.

Det sitrede sigende i hendes mundvige. "Aldrig. Desuden var baren også før babybillederne, så du kan nå at få drukket dig mod til." Hun slentrede hen mod døren igen og smuttede ud fra hans værelse.

[William Knight]

Der blev trukket en smule på skuldrene, mens et skævt smil strejfede læberne. Kala havde jo ret. Flabetheden havde altid tiltalt ham. Den gjorde venskabet mellem dem mere drilagtigt og interessant. Modspillet betød en del.

Han fnøs, som han satte kurs mod trappen "Som om jeg har brug for at drikke mig modig." Han sendte hende et godmodigt smil, før han fulgte hende med ned i stuen. Her satte han da straks kurs mod hans fars, næsten hellige, vitrineskab. "Whiskey, cognac, og jamen dog...-" Han tog en flaske ud og viste den til Kala, med et drilsk glimt i øjnene, "Er det minsandten vores gamle ven fra fornødenheds-festen?" Navnet Liam havde givet begivenheden.

[Kala Patil-Fawley]

Kala smilede ikke helt endnu, men begyndte at varme op til det ved endnu en sitren ved mundvigen. "Nå ja, en løves mod og alt det bævl," halvt afbrød hun ham med en viftende hånd. Gryffindor ville aldrig blive huset for hende i hvert fald.

Hun fulgte nysgerrigt med over Liams skulder og da først han hev en flaske med syregrøn væske ud derfra, overvandt smilet endelig. "Det tror jeg er det, jeg har brug for."