Se, hvor sjovt vi har det

[Archie McCormack]

Altså lughnasadh var da sikkert en meget hyggelig aften, hvis det var den slags man var til, og Archie ville sikkert også nyde hele festligheden lidt mere, hvis han var der sammen med Valerie. De var dog blevet enige om at tage dertil hver for sig i år, så i stedet for at have en arm om hendes skuldre og rette på en blomsterkrans over smukke, lyse lokker, rendte han rundt sammen med Gilbert og Jon, der begge havde været forbandelsesbrydere længe nok til at skrive en udredning over fagets udvikling baseret på personlig erfaring. 

Lidt rodløst travede han derfor rundt ved bålet. Måske han kunne finde Val der alligevel. En 'tilfældig' renden ind i hinanden, der kunne blive den perfekte ramme til, at de kunne tage hjem sammen. Det var dog et lidt andet velkendt ansigt, hans blik endte med at falde på. 

Et øjeblik overvejede Archie bare at vende om på hælen og gå, men han vidste, at Claudia havde set ham og ligeså havde set, at han havde set inden. Så uden en vej tilbage skridtede han over til pigen, der havde været den første til at flå hans indre i tusind stykker og træde på det på vejen ud.

"Claudia, længe siden," hilste han og formåede at lyde positivt overrasket over gensynet.

Claudia Birthwistle

[Claudia Birthwistle]

Aftenen havde været en smule kaotisk for Claudia allerede. Efter en ældre herre havde lagt hårdt an på hende, var hun blevet reddet af en mystisk fremmed som viste sig at gå under navnet Dominic. Hun var dog blevet adskilt fra helten i skysovs igen og stod nu blot og drak af den øl han havde købt til hende.

Da hun instinktivt bemærkede nogen se på hende, vendte hun ansigtet lidt og fik øje på ingen anden end Archie, hendes ekskæreste. Hun havde været forberedt på at det kunne ske, men nu havde hun mere lyst til at løbe sin vej. Det virkede som om det tog ham ti år at gå hen til hende. Hun var ved at gå langsomt i stykker imens.

"Archie." Hilste hun med et påtaget smil og lod blikket glide ned over ham, uden at forsøge at skjule det.
"Har du mistet din anden halvdel? Fru McCormack?" Spurgte hun og løftede sine øjenbryn.

[Archie McCormack]

Claudia Birthwistle lignede overraskende meget sig selv og Archie var glad for, at det samme ikke kunne siges for ham. Selvom hans fødder stadig virkede lidt for store til hans krop, var der kommet lidt mere bredde om hans skuldre.

Han stak hænderne i lommerne og prøvede at lyde oprigtig, da han grinede lidt af det, der ikke var en særlig sjov bemærkning. "Hun har faktisk beholdt Maynard," svarede han uden at vide hvorfor og håbede ikke, hans bitterhed over det skinnede igennem.

"Men nej, vi er mere del og hersk-typerne." Humoren var tørere end normalt og han pillede nervøst ved en flosset neglerod i skjul af lommen. "Jeg er her bare med nogle kolleger. Hvad med dig?"

[Claudia Birthwistle]

Claudia var ikke typen der var særlig god til at skjule sine tanker og da han sagde hun ikke havde taget hans efternavn, gled Claudias øjenbryn en del op.
"Hvor moderne." Udbrød hun, stadig med forbløffelse i øjnene. Hun kunne selv ikke forestille sig at gifte sig med en mand uden at tage hans navn.

"Nogle venner. Min familie er her også et sted. Det ser dog ud til jeg er blevet væk fra dem alle." Sagde hun og trak på skuldrene mens hun tog en tår af sin øl.

[Archie McCormack]

Archie havde ikke særlig meget lyst til at tale om Valeries moderne valg eller hvordan han langt hellere ville have, at hun på det punkt bare kunne have erklæret sig fuldt og helt hans. Især ikke med sin ekskæreste. Derfor trak han blot på den ene skulder.

"Sikke en moderne tragedie," bemærkede han og kastede et blik overfladisk blik rundt for at se, om han kunne få øje på nogen, han genkendte.

[Claudia Birthwistle]

Det var temmelig akavet, men Claudia havde ikke tænkt sig at lade ham gå endnu, selvom hun kunne se at hans blik gled rundt. Et eller andet sted, dybt i hende, gnavede den dårlige samvittighed. Hun havde ikke behandlet ham særlig godt i sin tid.
"Så er du glad?" Spurgte hun og overraskede sig selv over det direkte spørgsmål. Hun smilede en anelse, mens hun forsøgte at fange hans vandrende blik.

[Archie McCormack]

I forbandelsesbryderens tanker var der allerede ved at dannes den perfekte afskedsreplik, så han kunne lægge Claudia Birthwistle og det knæk, han havde lidt dengang langt bag sig igen. Men han burde have vidst, at hun ikke ville lade ham slippe så let.

Forbløffet så Archie på hende. Det virkede som en fælde og det gik op for ham, at han ikke kunne svare hverken ja eller nej uden at føle, at han løj.

"Hvorfor skulle jeg ikke være det?"

[Claudia Birthwistle]

Archies svar var ikke overraskende, egentlig havde hun ikke haft nogle onde bagtanker ved spørgsmålet, men det var ikke underligt han gik ud fra hun havde.
"Glem jeg spurgte." Sagde hun bare og trak på skuldrene.
"Hvis du ikke vil tale med mig, kan du bare gå." Tilføjede hun derefter og sendte ham et smil. Hun ville ikke holde på ham, hvis han ville ud og finde sin moderne hustru.

[Archie McCormack]

Brynene rynkede sig sammen og han erkendte, at han nok bare aldrig ville komme til at forstå hende, uanset hvor meget han prøvede.

"Jeg har ikke noget imod at tale med dig," svarede han, ikke helt sandfærdigt, men heller ikke direkte en løgn. "Men jeg kan ikke se, hvad du skulle have at ville tale med mig om."

[Claudia Birthwistle]

Claudia så på ham og løftede øjenbrynene lettere overrasket. Det var en smule hårdt sagt af ham.
"Øhm okay, er det nu forkert at jeg er nysgerrig efter at høre hvordan du har det?" Spurgte hun og skar en spørgende grimasse.
"Fint nok, så er jeg bare iskold og wc agtig." Bemærkede hun og drak en tår af sin øl. Ikke flere spørgsmål til ham. Så kunne de stå her i stilhed sammen. Fantastisk.

[Archie McCormack]

Nu var det Archies tur til at lufte brynene i en overrasket mine. "Hvor kom det nu fra?" spurgte han uforstående og fandt omgående sig selv trukket ind i alt det pis, der havde været mellem dem i sin tid.

"Det er en evighed siden, vi har snakket sammen, Claudia. Jeg forstår ikke, hvorfor du ter dig sådan." Det var immervæk hende, der havde slået op med ham. "Måske du har nogle ting at få styr på." Mundvigene gik meget lidt opad i et stift smil.

"God fest. Jeg mindes, du plejede at elske Lughnasadh." Så gav han hende et lille nik og trådte forbi hende tilbage til det tørre selskab, han var kommet med.

[Claudia Birthwistle]

Archie blev selvfølgelig sur på hende som han plejede at gøre. Hun sukkede højlydt og himlede med øjnene.
"Okay, men hvorfor kom du så hen til mig?" Spurgte hun og slog ud med sin ene hånd. Hun gik dog ind foran ham, nu var hun nemlig blevet sur nok til at starte en diskussion med ham.
"Er du stadig vred på mig fordi jeg slog op? Undskyld Archie." Sagde hun og ignorerede hans bemærkning om Lughnasadh. Hun havde ikke haft en speciel god aften og hun regnede ikke med at det ville ændre sig foreløbigt.

[Archie McCormack]

Archie havde absolut ingen intentioner om at tage en skræppende Claudia med sig ned til bordet, så i stedet gjorde han om igen og stoppede op for at sende hende et skeptisk blik.

"Jeg kom hen til dig, fordi det er det, man gør," forklarede han utålmodigt, men blikkede flakkede, da han fortsatte. "Og jeg er ikke vred på dig over noget som helst. Jeg prøvede bare at være høflig."

[Claudia Birthwistle]

Claudia var forvirret. Mest over sig selv. Hun forstod ikke hvorfor hun blev så ulykkelig over hans ligegyldighed, hun havde jo selv slået op med ham i sin tid og nu stod hun her og lignede en idiot.
"Okay." Svarede hun.
"Så håber jeg du får et godt liv med din moderne hustru." Sagde hun bittert med blanke øjne og trådte derefter til siden, så han kunne komme forbi.

[Archie McCormack]

Denne gang kunne Archie ikke holde sig tilbage. Han himlede åbenlyst med øjnene og greb fat i Claudias arm. Ikke hårdt, men nok til at han kunne trække hende med sig ud til siden.

"Spar mig for dit drama og din martyriske, barnlige adfærd," sagde han lavmælt og så ned på hende. "Du fik det, som du gerne ville have det." Som altid.