Spøgelse fra fortiden

[Deleted]

Han rystede på hovedet. Det handlede ikke om at møde den rette. Det handlede om at hun havde været hans første kæreste, og at han var sikker på, at hvis hun ikke var flyttet, så ville de være blevet sammen i længere tid. Om de ville have slået op efter et par år kunne han jo ikke vide, men det hele havde endt så pludseligt. Han havde vidst at hun skulle flytte, endda i lang tid havde han været opmærksom på det, men alligevel var det gået så hurtigt.

"For mig var du den rette. Jeg har ikke mødt nogen siden da, men det har du tydeligvis. Du er kommet videre."

[Renata P. Earnshaw]

Intet kunne have forberedt hende på de ord, der forlod Miguels læber og hun sad længe blot og så på ham. "Det er jeg, ja," svarede hun roligt, mens hendes pegefinger fulgte glassets stilk.

"Men jeg tror ikke, der kun er en rette til hver. Der er de rette på forskellige tidspunkter af vores liv, Miguel."

[Deleted]

Svaret hun kom med var ærlig talt ikke særlig overraskende. Han havde forventet et ja, men at høre hende sige ordene gjorde stadigvæk ondt. Han bundede sin øl, hvor der alligevel ikke var ret meget tilbage.

"Det ændrer ikke på noget. Jeg tror stadigvæk ikke at det er en god ide."

[Renata P. Earnshaw]

Pludselig følte Renata sig overvældet af dårlig samvittighed over, at hun ikke blot havde fundet lykke med sin mand, men også blot et par dage forinden havde inviteret en anden ind i deres seng.

Hun tømte selv sit glas med et lille nik. "Jeg forstår," svarede hun og prøvede at lyde rolig.

[Deleted]

Der var vidst ikke meget mere at snakke om. Han havde gjort det klart at han ikke ønskede mere interaktion imellem dem, og selvom han på sin vis gerne ville, vidste han også at det ikke var en god ide. Han følte sig som en nar, for han burde være okay med det, siden det jo var ti år siden de slog op.

"Beklager. Jeg vil gerne snakke mere med dig, men som sagt, så er det ikke en god ide. I hvert fald ikke for mig."

[Renata P. Earnshaw]

Renata ville gerne være forståelsen selv, der kunne sætte sig i hans sted og i stedet værdsætte hans beslutning. Men afvisningen sved og hun nikkede, ukarakteristisk tavs.

"Det var godt at se dig igen, Miguel. Au revoir." Uden yderligere omsvøb rejste hun sig og forlod de tre koste uden intentioner om at stoppe eller se sig tilbage.

afsluttet