Grå tanker gennem strålende solskin

[Noah Earnshaw]

"Hør... Jeg vil ikke pakke det her ind, frøken Paredes," Lød det fra ham, da han endelig kunne tvinge ord over læberne, der ellers var så fristet til blot at lukke sig trodsigt sammen for at beskytte sig selv. Blikket var dog stadig vendt en smule væk fra hende. Slaget havde tydeligvis gjort ham nervøs.

"Men, vi står i en situation, som jeg ikke tror vi kan slippe ud af, og jeg vil ikke tale uden om det, eftersom du tydeligvis er ligeså klar over hvad der er forventet af os, som jeg er." Hendes snøft og aggressive adfærd vidnede i hvert fald derom.

[Renata P. Earnshaw]

Frøken Paredes? Tog han pis på hende? Fremmetheden havde aldrig virket større og Renata stod et langt øjeblik bare og stirrede op på ham. Hun havde virkelig behov for at sidde ned, men jorden var ikke tiltalende, så hun skiftede i stedet vægten fra den ene fod til den anden.

"Ja," svarede hun tamt og følte sig som et lille barn, der blev belært. Hun rankede sig lidt.

[Noah Earnshaw]

Kinden brændte stadig hidsigt, og han vidste at det hårde slag ville have fået en rødme op i huden. En rødme der nok ville bemærkes, hvis han trådte tilbage i huset nu. Desuden... Han havde ikke fundet ringen op af baglommen endnu. Det var jo så tåbeligt, at denne fremmede kvinde skulle have hans oldemors ring.

"Har de tilbudt dig en udvej fra det her?" Spurgte han snart, henvisende til hendes forældre. Blikket havde stadig svært ved at fange hendes.

[Renata P. Earnshaw]

Renata havde aldrig været typen, der stod og skrabede med en fod i jorden og havde svært ved at møde folks blikke, men det var ikke desto mindre det, hun var blevet efter blot en halv time med Noah. Hun klarede halsen og tvang endelig sit blik op til hans ansigt.

"Nej." Hun tog en dyb indånding. "Hvad med dig?"

[Noah Earnshaw]

"Nej." Svarede han ligeledes. Nok kunne han have valgt at vende sine forældres ønsker ryggen, men så ville han måske miste dem i processen. Det var ikke en risiko han ønskede at løbe. Og som regel havde de altid vidst hvad der var bedst for ham. Det skar ham dog i hjertet... Et hjerte der tilhørte hans bedste ven Cornelius, ikke en fremmet pige med et hidsigt temperament.

"Så må jeg hellere..." Han begyndte at fumle med baglommen. Stemningen var så pressende, at han følte at hjertet kæmpede for at slå. Snart fik han dog hevet en mere antik, simpel, men historiefyldt ring op ad lommen. Han vejede den lidt mellem sine fingre - som stod han og var rastløs med hænderne. "Den her bør være din." Det var ikke romantisk. Langt fra. Selvom hans far havde rådet ham til at gå ned på knæ, ønskede han ikke at bøje sig for denne kvinde nu.

[Renata P. Earnshaw]

Renata antog, at Noahs nej indeholdt den samme frygt for, at familierne skulle trække tæppet væk under fødderne på dem og efterlade dem helt uden fodfæste. Blikket faldt ned på de fumlende hænder og brynene trak sig lidt sammen, før det gik op for hende, hvad han lavede.

Det vendte sig i hendes mave, da Noah trak en ring frem. Den var fin, ringen, men alene det, at det var denne fremmede brite, der holdt den frem og ikke @miguel var helt forkert. Hun fugtede læberne med tungen og hævede igen blikket til hans ansigt.

Langsomt og med modviljen klart emmende ud af hver bevægelse rakte Renata hånden frem. Kun synet af den stadig glødende røde hånd på hans kind gav hende en simpel tilfredsstillelse i øjeblikket.

[Noah Earnshaw]

Det knugede sig sammen i hans bryst, som blikket hvilede mod ryggen, afventende mod hendes respons. Af frygt for at få endnu et slag, forsøgte han ikke at tage hendes hånd, men blot vente på at hun agerede. Så snart hun gjorde, ønskede han at stikke af, frem for at forsegle deres fremtidige ægteskabelige bånd.

Han sank en klump i halsen som han fik ringen om hendes finger. Trods han gjorde det med en hvis kontrol, var dette nok nærmere et tegn på hans indre sørgmodighed, frem for på at han virkelig slappede af i hendes selskab. Endelig pressede han sig selv til at forsøge at møde hendes øjne. "Skal vi fortælle dem nyheden?" Der var noget lidt frakoblet i hans blik. 

[Renata P. Earnshaw]

Renata så frakoblet ned på sin hånd, mens Noah pressede ringen over hendes finger. Der var intet glædeligt over øjeblikket, intet mindeværdigt. Kun en erindring, der ville hjemsøge hende resten af tilværelsen. Det vendte sig i hende igen og hun sank hårdt.

Blikket gled vurderende over hans ansigt og et øjeblik overvejede hun at tillade ham at gå ind igen med hendes klør fem tegnet skarpt på hans ansigt. Så kvalte hun et suk.

"Lån mig din stav."

[Noah Earnshaw]

Der var med en hvis påpasselighed at han fulgte hendes råd, og rakte hende tryllestaven fra lommen. Han antog at det måtte være i relation til slaget; at Renata forsøgte at indlede den første ægteskabelige hemmelighed mellem dem, ved at dække over hvad der var sket. For han antog at der måtte være en betydelig rødmen, eftersom fornemmelsen bestemt vidnede dertil.

Han håbede dog, i et sekund, på at staven ville slå igen, på en eller anden måde. For trods Noah var et fredeligt væsen, følte han en stærk uro i sig selv netop nu. Alting var forkert, og føltes forkert.

[Renata P. Earnshaw]

Det var ikke svært at spotte Noahs forbeholdenhed, men Renata havde nok også stemplet ham end tåbe, havde han reageret på en anden måde. Hun væbnede sig derfor med tålmodighed og prøvede at udvise handlingen nogenlunde respekt, da hun lagde fingrene om hans stav. Selv ville hun aldrig have, han rørte hendes.

"Stå stille," bad hun og stillede sig på tæer, før hun blidt strejfede hans kind med kanten af staven, lavmælt mumlende. Efter et par forsigtige strøg dumpede hun atter ned på flad fod.

Renata klarede halsen, før hun rakte ham staven igen. Intimiteten i situationen overvældede hende en anelse, så uden ekstra omsvøb drejede hun om på hælen og begyndte lige så langsomt at gå tilbage til huset.

[Noah Earnshaw]

Blikket veg væk fra hendes, da hun fik stablet sig op på tæerne. Tryllestaven var, som hos mange andre magikere, hans kæreste ejendel, men nu hvor ringen var på hendes finger, følte han allerede at slaget var tabt. Det var... Sårbart, at låne den ud til et andet menneske, men hvis deres skæbner skulle bindes sammen, hvad havde han så mere at miste?

Som staven fandt sin sikre vej tilbage i lommen, havde Renata allerede sat kurs mod huset. Det krævede en del ihærdighed for ham endelig at rykke på fødderne igen. Da han gjorde, forestillede han sig dog at der var en tyk, tung kæde mellem dem, som han måtte trækkes afsted efter...

Afsluttet.