Pusseløjerligheder [S]

[Renata P. Earnshaw]

Med en fornøjet nynnen krydsede Renata Diagonalstrædet med retning Skrivenskafts Fjerpennebutik. Egentlig havde hun tænkt sig for en gangs skyld at tage tidligt hjem og lave middag til Noah, men da en mulighed for networking bød sig i form af et par glas vin med en portugisisk journalist, måtte hun gribe den.

Hun var derfor svævende på nyttige informationer og et par glas god vin, da hun nåede døren samtidig med en anden. "Oh." Renata slap en let latter og gjorde plads, så han kunne komme til. Først der fik hun kigget ordentligt på manden.

"Cornelius? Cornelius Cameron?" Heldigvis havde hun altid været god med navne, selvom hun vist kun havde mødt manden én gang.

Cornelius Cameron

[Cornelius Cameron]

Det var den tredje dag Cornelius kom hjem fra arbejde og den første dag han benyttede hoveddøren siden han var flyttet ind. Normalt gav det bedre mening med susenetværket, men lige i dag havde han købt ind i Diagonalstræde og havde hænderne fuld af papirsposer. Da han var ved at tørne sammen med en af sine naboer, gik han høfligt bagud for at give plads, kun for at blive mødt af sit fulde navn og se op i ansigtet på en kvinde han ikke havde troet han skulle se igen efter hendes bryllup. Han glippede med de store øjne og ledte efter en grimasse, der kunne passe. Et høfligt smil fandt endelig vejen frem til ham. Hendes navn ville han ikke glemme.

"Renata Earnshaw," hilste han med en underlig følelse over at kalde hende Noahs navn. "Sikke pudsigt at støde ind i dig her. Kender du nogen i bygningen?"

[Renata P. Earnshaw]

Selv havde Renata kun en pose fra kroen med et forberedt måltid og efter en lille dans med Cornelius, trådte hun frem og åbnede døren. Da først hun var inde, holdt hun den åben for ham også.

"Vi bor her faktisk. Noah og jeg. Vi flyttede hertil ikke så længe efter brylluppet," kvidrede hun, positivt overrasket over at møde ind i en af Noahs venner. "Hvad med dig?"

[Cornelius Cameron]

Noah. Cornelius spærrede begge øjne lidt op over informationen. Hvorfor vidste han ikke det?

Svaret var åbenlyst. Han havde ikke fulgt med i vennens liv siden efter brylluppet. Noget arme det mest akavede han havde været med til. Han følte straks mindre gode ting om sin nye lejlighed, men klarede halsen lidt og trådte indenfor med en mumlet tak for hendes venlighed.

"Jeg bor i kvistlejligheden. Jeg er lige flyttet ind. Så. Hej, underbo."

Smilet var lidt akavet. Hele situationen var mærkelig. Ville Noah tro, at det var med vilje? Skulle han flytte væk igen?

[Renata P. Earnshaw]

Normalt var Renata egentlig ganske opmærksom, men vinen havde gjort hende mere snaksalig end observant. "Nej, hvor er skæbnen en pusseløjerlig ting," konstaterede hun fornøjet, mens han fik bakset sig ind i opgangen.

Hun begyndte at trave op af trapperne. "Du bør komme forbi til middag, så. Noah er altid så lykkelig, når han taler om jeres tid sammen på Hogwarts." Selvom det selvfølgelig ikke var ofte, hun fik lokket så meget ud af ham.

[Cornelius Cameron]

Pusseløjerlig var en måde at beskrive skæbnen. Lige i det øjeblik var der andre superlativer i Cornelius' tanker. Han klarede halsen og blev helt varm i ørerne under krøllerne over hendes lystige pludren.

"Åh. Øhm. Nej, det kunne jeg ikke. Jeg vil ikke trænge mig på," forsikrede han, imens hans hjerte hamrede ungdommeligt. Han huskede alt for godt hvordan Noah havde set ud, da han pludselig stod der til brylluppet. Det ansigtsudtryk skulle han ikke fremkalde hos ham igen.

[Renata P. Earnshaw]

"Pjat med dig!" afbrød Renata det, hun forventede, var malplaceret høflighed. Hun svingede rundt med trappen og fortsatte en etage op.

"Noah ville elske det, ingen tvivl om det." Genialitet ramte hende. "Ved du hvad, vi har en flaske vin liggende til et godt formål og Noah burde være hjemme om ikke så længe. Hvis ikke du har planer for aftenen, burde du da bare komme ind forbi?" foreslog hun.

[Cornelius Cameron]

Det blev bare værre og værre. Cornelius fortsatte op af trappen efter Renata, men grunden til det hamrende hjerte havde meget lidt at gøre med den mindre bjergbestigning. Han tænkte så det knagede på høflige måder at afslå tilbuddet fra den meget insisterende og smukke unge kvinde, som Noahs forældre havde fundet til ham.

"Nej, jeg... Jeg mener jeg har allerede købt ind og I har sikkert ikke nok og jeg vil ikke... Noah plejer at spise godt. Såeh. Uhm."

[Renata P. Earnshaw]

De var nået den røde hoveddør. Blødt svingede bogstaver fortalte, at Mr. og Mrs. Earnshaw boede inde bagved den, og Renata stoppede op med et varmt, imødekommende smil.

"Det er virkelig intet problem, Cornelius," forsikrede hun ham og greb ud efter hans hånd. Hun gav den et blidt klem. "Både Noah og jeg ville nyde dit selskab."

[Cornelius Cameron]

Det skar helt i Cornelius, da hun tog den ene af de hænder, der havde om hver sin indkøbspose. Han så tøvende på hende, før han endelig overgav sig, velvidende at det var noget frygteligt at gøre. Hun var dog umulig at undgå og han kunne ikke leve med at sige sandheden.

Til sidst faldt hans skuldre lidt og han smilede svagt og lettere opgivende. "Jeg tror du overvurderer hvor godt mit selskab er," pointerede han mildt, men slagent. "Hvornår skal jeg være her?"

[Renata P. Earnshaw]

Det var som om hele Cornelius krop overgav sig, og Renata var allerede klar med et varmt smil til ham, da han endelig satte ord på. "Ikke sådan som Noah taler om dig," konstaterede hun blot og gav hans hånd et klem, før hun slap den igen.

"Du kan eventuelt bare sætte varerne ind og så komme ned forbi, så lader jeg bare døren stå åben."

[Cornelius Cameron]

En lille tvivlsom, halvmunter og halvnervøs forlod Cornelius, som fik lidt koldsved over at blive bedt om at komme direkte ned. "Det tager nok lige et øjeblik," fik han frem, købende sig selv tiden til at panikke.

"Tror du ikke også hellere, at du må spørge Noah...?"

[Renata P. Earnshaw]

Renata var lykkelig over, at Cornelius havde givet sig og nikkede derfor. "Ja, selvfølgelig," svarede hun med et smil og var allerede på vej ind af døren.

"Noah vil elske det," forsikrede hun ham uden skyggen af tvivl. "Vi ses om lidt." Så lukkede hun døren efter sig.

[Cornelius Cameron]

Cornelius var ret sikker på, at Noah ikke ville elske, at finde ham ved sit spisebord. Han sank en klump, som han forsatte op til kvistlejligheden med en synkende følelse i maven. Han kunne lige se blikket fra brylluppet for sig. Forvirring, fortvivlelse, modvilje.

Som det bløddyr han var overfor den slags insisterende kvinder, gjorde han dog som han havde lovet. Han stillede sine varer på plads og stoppede kun kort foran spejlet på badeværelset for at betragte sit spejlbillede. "Bare skynd dig at finde en grund til at gå lige efter maden," mindede han sig selv om. "Du skal tidligt op i morgen. Du har en vigtig sag."

Han tog en dyb indånding, rettede lidt på det utæmmelige hår og greb to flasker hvidvin i en samlet pakke på vejen ned. Hvem kom uden en værtindegave? Aldrig ham. Han havde den i hånden, da han få minutter senere bankede forsigtigt på døren.

[Renata P. Earnshaw]

Renata var ikke sen til at smide det tøj, hun havde svedt i på Profettidenes kontor. Et hurtigt bad var der vel tid til. Ikke at det blev et hurtigt bad, og da det lidt senere bankede på døren, var hun stadig i gang med at tage tøj på.

"Bare kom ind," kaldte hun gennem lejligheden og skyndte sig at binde en sløjfe på livet på den røde slåomkjole, hun havde fundet frem. Det fugtige hår blev samlet lidt sjusket i en klemme, før hun trådte ud og fandt Cornelius seende lidt perpleks ud.

"Nej, det behøvede du da ikke!" udbrød hun varmt, da hun så værtegaven i hans hånd.