Påtvunget

[Ottoline Blishwick]

John "Satyr" McCrory
Når han er skrevet færdig

Det var lørdag og hendes kollegaer havde slæbt hende med ud for at drikke en øl. Det var egentlig ikke rigtig noget hun brød sig om, egentlig ville hun bare gerne hjem til sin kæreste, men hun havde ikke fået lov til at slippe denne gang. Derfor stod hun nu i baren og forsøgte at få fat i bartenderen, der dog havde ret travlt lige pt. Hun fnøs irriteret over hvor distræt han var og hvor lidt service hun fik.
"Undskyld mig." Bemærkede hun med en stemme, som hun selv syntes var højlydt. Hun endte dog med at drukne i larmen fra de andre i baren. Et frustreret suk slap hen over hendes læber, måske skulle hun bare gå hjem igen?
"Kan man få et glas øl?" Spurgte hun, stadig uden held. Derefter lænede hun sig bestemt ind over bardisken, så hun nærmest lå ovenpå den.
"En øl tak." Sagde hun og fik endelig bartenderens opmærksomhed, nok fordi han havde fået øje på hendes kavalergang.

[John "Satyr" McCrory]

Som så mange andre rejsende, der kom denne vej, så var et billigt værelse på Den Utætte Kedel nærmest forudsigeligt. John havde efterhånden mange gange overnattet der for en nat eller to inden sin videre færd, og dette var ikke en undtagelse. Denne gang havde han sovet utrolig længe efter at have drukket sig i hegnet aftenen tidligere. Det var som om, at det nærmest var planlagt, for det passede ofte med, at når John stod op sidst på eftermiddagen efter sådan en tur, ja, så var han klar til at pakke sine ting og rejse videre efter et måltid.

Trægulvet knirkede under støvlerne da han trådte ned fra vindeltrappen, der havde ført ham fra værelserne ned i kroen. Håret faldt tungt ned, en anelse fedtet, og tøjet var tydelig plettet af vejrets rusk efter at have rejst rundt.

John gik roligt hen til baren, hen på siden af en ung kvinde, som netop prøvede at få bartenderens opmærksomhed. Han skimtede på hende og fik, ligesom bartenderen, øje på trøjens fald ved hendes bryst, hvorefter at hun få sekunder havde en øl foran sig.

"Gør det engang til og så har du en bartender, der giver husets dyreste flaske," lød det fra John, der rakte en hånd op til bartenderen for at få hans opmærksomhed. "Ikke fordi at det sprøjt her er så meget værd -- Dagens ret, tak! Ingen forbandede pickles, Thomas, du ved jeg hader det lort!" råbte han kort efter. Bartenderen nikkede, og John kunne forberede sig på at det hundeæde, som de nu serverede i dag.

[Ottoline Blishwick]

Ottoline havde ikke været helt bevidst om det hun havde gjort og da manden ved siden af hende italesatte det, vendte hun blikket mod ham. Hun kneb øjnene let sammen og betragtede ham granskende. Han virkede som en hun burde holde sig fra, selvom der var noget frygteligt tiltrækkende ved hans ansigt på trods af det fedtede hår.

"Hvad snakker du om?" Sagde hun skeptisk og skar en lettere fornærmet grimasse, mens hun strøg håret om bag sin skulder.
"Jeg gjorde da intet." Hun lænede sig tilbage, væk fra baren og lagde derefter fingrene om sin øl, som hun drak en tår af. Det smagte ikke særlig godt nej, men det var det eneste der var at drikke. Hun sukkede dybt. Det ville blive en lang aften hvis det her var selskabet.

[John "Satyr" McCrory]

John så på hende med hævede bryn; hendes skeptiske stemmeføring i sit modsvar var svær helt at tolke. På den ene side kunne det have været ganske oprigtigt ment, på de anden side i dryppende sarkasme. Så den slidte herre med det blonde hår smågrinede for sig selv idet at han kiggede om bag disken for at se efter, om han kunne være så heldig at hans frokost snart kom.

"Et kønt ansigt og en nedringet trøje? Jo, du gjorde rigeligt, doll" sagde han blot med en dyb stemme og et let smil på de smalle læber. Så lænede han sig frem og fiskede en øl op fra disken. Bartenderen lagde straks mærke til dette, så ud til at ville hæve stemmen men John afbrød ham inden, at han kunne nå at sige noget, "Hvad, Thomas? Skal jeg tørste?" udbrød han idet at han slog ud med den ene arm.

Han skimtede tilbage på den unge kvinde ved sin side.
"Du ligner en, der keder sig," sagde han blot kort for hovedet, inden at han skimtede væk igen, "Har dagen været hård?"

[Ottoline Blishwick]

Ottoline så på ham med et forurettet blik i sine øjne. Hun havde aldrig hørt nogen tale så vulgært om hende før. "Min trøje er ikke nedringet." Sagde hun og rødmede kraftigt, mens hun så ned i sin øl. Hun sendte ham et sigende blik, da han uden videre tog en øl og hun bed ned i sin læbe, mens hun rystede på hovedet.
"Den er altid hård når man er helbreder." Pointerede hun og fnøs.
"Og du ligner en der kunne bruge en omgang smæk." Ottoline var sjældent så direkte, men der var noget ved den snuskede mand der fik hende til at være mere åbenmundet.

[John "Satyr" McCrory]

Det var typisk John at tale direkte fra leveren, ganske hæmningsløst. Hans liv og erfaring i den fattige ende af hierarkiet havde også en indflydelse på den karismatiske, flabede natur, der som oftest var ligeglad med hvad andre tænkte om ham. Denne kvinde var ikke anderledes, til trods for, at hendes kønne ydre selvfølgelig havde fanget hans opmærksomhed.

"Mit værelse er ovenpå, miss, for et par timer vil jeg glædeligt være din," sagde han blot kort for hovedet og blinkede flabet til hende, "- med den fart kan du helbrede mig for min ensomhed inden jeg rejser videre." Han tog en slurk af sin øl.

Kort tid efter kom der en skål suppe med noget tørt brød. Bartenderen lagde det foran ham, og straks gik John i gang med at bryde brødet ud i stykker.
"Er du altid så hård i munden når du taler med fremmede eller er jeg bare heldig?" spurgte han inden at han tog et bid af brødet.

[Ottoline Blishwick]

Ottoline stirrede chokeret på ham. Hun havde aldrig hørt noget lignende og et øjeblik var hun tæt på at give ham en syngende lussing.
"Ved Merlin, hvor du taler grimt." Sagde hun og tog en stor tår af sin øl. Det var godt Barth ikke var her, ellers ville han nok have slået ham ned.
"Du får skam det værste frem i mig." Bemærkede hun og rystede på hovedet, hun var stadig chokeret over det han havde sagt til hende.
"Normalt taler jeg ikke så grimt." Tilføjede hun og drak lidt mere øl, for at dæmpe chokket.

[John "Satyr" McCrory]

John trak på skulderen af hendes konstatering af hans sprogbrug. Hun havde jo ganske enkelt ret.

"Er det så slemt?" lød det kort for hovedet fra ham imens at han skimtede på hende med det blå blik, den ene mundvige trukket op i et vagt smil. Han forventede ikke et svar, for han kendte det allerede. Så tog han en slurk af sin suppe; det var ikke ligefrem en femstjernet middag.

Og imens at han sluprede sin suppe i sig fortsatte hun sin talestrøm. Han lyttede med et halvt øre indtil at hun stoppede.

"Så jeg er bare utrolig heldig. Hvor herligt," konstaterede han og så på hende, det blå blik i hendes dådyrøjne.

Så lænede han sig en anelse frem på disken for at finde hvile, og brynene i panden blev løftet en anelse flabet. "Dit navn, prinsesse.. Jeg er nød til at vide hvem mit tilbud gik til og hvem jeg blev afvist af," sagde han ligeså hæmningsløst som før, som om, at hendes hårde tone ikke havde nogen påvirkning på ham.  

[Ottoline Blishwick]

Ottoline stirrede på ham mens han sluprede sin suppe i sig, hun havde lige været ved at drikke en tår af sin øl, men synet fik hende til at stoppe op midt i sin handling.
Hun rynkede på næsen af ham og fnøs derefter over hans ord. Han var ikke heldig, hun kunne jo tale meget pænere end hun gjorde nu. Han måtte være dum hvis han syntes det var en god ting når man talte grimt.
"Prinsesse?" Udbrød hun forarget og lagde armene over kors. "Mit navn er Ottoline, men jeg har en kæreste, så du kan godt droppe det." Bemærkede hun og tog endnu en tår af sin øl.
"Der er sikkert en eller billig tøs du kan købe en drink til her i aften."

[John "Satyr" McCrory]

John smilede bredt og måtte holde en latter tilbage. Hendes forargelse var ganske-- nuttet? Det var vidst tydeligt, at hun kom fra højerestående, respekteret arv. I forhold til John kom de to fra vidt forskellige baggrund.

Kommentaren om, at hun havde en kæreste og at han godt kunne droppe det fik ham til at smile flabet. "Og alligevel giver du mig dit navn, prinsesse," sagde han blot kort for hovedet og tog en tår af sin øl, ganske bevidst med valget om at kalde hende prinsesse. Det klædte hende; med hendes udseende og sin personlighed.

Hendes efterfølgende sætning fik ham blot til at smile ganske roligt. 

"Du har enhver mulighed for at vende dig om og efterlade mig helt alene her til mig selv, smukkeste Ottoline," sagde han roligt og skimtede på hende, "men et eller andet i dig må finde mig bare en anelse spændende siden du ikke har gjort det endnu." Han så afventende på hende.

[Ottoline Blishwick]

Ottoline var efterhånden ildrød i sit ansigt over at han blev ved med at være så flabet. Hendes øjne lynede. Det var sjældent hun var så vred.
"Der er ikke nogle pladser tilbage i den her lille, dumme kro." Sagde hun frustreret og sukkede højlydt.
"Må jeg ikke bare få lov til at drikke min øl i fred? Hvorfor skal det være så svært at være kvinde på en bar?" Sagde hun og kneb øjnene vredt sammen, hvorefter hun vendte siden til ham og tog en tår af sin øl. Hun havde besluttet sig for, at hun ville ignorere ham fra nu af.

[John "Satyr" McCrory]

Han kunne ikke lade være med at smile svagt for sig over hendes irritation, fornærmelse og måde at håndtere situationen på. Det var nu ganske sødt at se hende vende siden til og tage en trøsteslurk af sin øl; som en lille struds - det man ikke så var der ganske enkelt ikke.

John vinkede bartenderen til sig. Så lænede han frem og hviskede noget i hans øre inden at han lavede et enkelt nik i Ottolines retning. Bartenderen, Thomas, kiggede en enkelt sigende på John der blot smilede bredt, inden at han gik hen til Ottoline.

"Mr. McCrory beklager, og vil gerne gøre prinsessen bemærket, at hun ikke er en struds" lød bartenderens stemme.

[Ottoline Blishwick]

Ottoline forsøgte at fokusere på sin øl, som hun stadig ikke havde drukket færdigt. Det var dog svært, for hun kunne næsten fornemme at der foregik noget ved siden af hende. Da bartenderen talte til hende, kiggede hun ikke op, men forsøgte forsat at ignorere dem. Det virkede dog kun et sekund, før hun ikke kunne holde til det.
"Selvfølgelig er jeg ikke nogen struds!" Udbrød hun frustreret.
Derefter trådte hun ned fra barstolen og tog sin øl med sig.
"Nu må du have mig undskyldt." Bemærkede hun. Hun ville ud og have noget frisk luft. Det var det eneste der ville virke. Derfor vendte hun sig om og gik mod døren med næsen i sky.

[John "Satyr" McCrory]

John skimtede efter hende da hun gjorde tegn til at gå, og kort tid efter var hun hoppet ned fra barstolen og vandret mod Den Utætte Kedels dør. Bartenderen så noget forvirret ud, og John kunne ikke lade være med at småklukke mens at han hvilede panden mod en hånd. Det hele havde været ganske underholdende.

Så rettede han sig roligt op, skubbede suppen fra sig og gjorde en kort håndbevægelse til at få to nye øl op på disken.

Døren blev åbnet og John trådte ud i den kølige luft. Han stillede sig forsigtigt ved siden af Ottoline og lænede sig en anelse afslappende og nonchalant op mod murstensvæggen.
"Din øl må da næsten være tom.." sagde han ganske roligt. Han rakte hende den ene af de to nye øl, som han havde haft med indefra, "Her."

[Ottoline Blishwick]

Ottoline stod udenfor og lænede sig op ad muren, mens hun betragtede bilerne køre forbi. Det var sjældent hun var herude, i mugglerverden, men nu havde manden altså fået hende til at flygte ud til trafikstøjen.
Da han så dukkede op med to øl i hænderne sukkede hun irriteret og rullede med øjnene.
"Selvfølgelig." Bemærkede hun tørt og satte sin tomme øl fra sig på jorden og tog imod den anden. Hun var alt for pænt opdraget til at sige nej.
"Hvorfor følger du ikke mit råd og taler med en af de andre tøser?" Spurgte hun og sendte ham et sigende blik. Ville han gerne afvises resten af aftenen?