Bittersød høst

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya lod en let perlende latter slå op og hun rystede igen voldsomt på hovedet. I et kort øjeblik var hun stille da hun med et spillende blik så op på ham. "Vel vil jeg ej. Den første er altid den grimmeste. Kom du tilbage når du har flettet hundrede kranse" sagde hun og løftede let hovedet en smule.

"Men jo. Du har ret. Det skal holdes ved lige, så du må hellere komme i gang med at øve dig, så hurtigt som muligt" Den silkebløde stemme indikerede at hun ikke nødvendigvis hentydet til blomsterbindingen.

"Halvt. Jeg ville ikke turde danse i den om det vilde bål, hvis den havde været ægte" forklarede Vanya som hun trak stolen hen og overlod den fugtige skjorte på dens ryg. Hun satte sig i stedet i den bløde stol og betragtede ham.

[Benjamin Mael]

Ben tog plads i en blød stol overfor hendes. Han var lidt fascineret af hendes dristige blik og skråsikre kommentar om at den første krans ikke ville være god nok til hende. Men hun skulle ikke score billige point på at bemærkningen slap for påtale. "Bare fordi at du selv var nødt til at flette ethundrede kranse, behøver det ikke at tage mig hundrede forsøg at lave dig pænt blomsterpynt," drillede han. 

Hendes dvælende stemmeføring gjorde, at Ben ret hurtigt glemte alt om blomsterpynt. "Har du nogle forslag til hvordan jeg bedst kommer i træning?" forhørte han sig ligeså æggende. 

At kjolen kun var halvvejs uvurderlig for hende, var en glædelig nyhed. Så var det ikke udelukket, at de kunne danse om bålet senere. Lidt efter lo Ben og rystede svagt på hovedet. "Du har set mig topløs. Men du har ikke fået mit navn endnu. Det er lidt af et hængeparti," Han præsenterede sig over et spændt smil. "Benjamin, men Ben fungerer fint." 

[Vanya Patil-Fawley]

Elegant svang Vanya det ene ben over det andet så man tydeligt kunne se den lille sølvkæde om hendes ankel. Sandalerne var simple, men hintede at inspirationen kom fra det gamle rom. Armene lå hvilende på stolen, og hun lod fingrene prikke til det polstrede stof. "Åh jeg behøver nu aldrig at flette nogen selv" bemærkede Vanya med et hævet bryn.

"Men hvis du virkelig gerne vil vide det, så lærte jeg at flette kranse da jeg var fire år." hagen blev igen løftet, og smilet var lettere uskyldigt. Hun havde desuden slet ikke haft behov for at flette over hundrede kranse. "Når din skjorte er tør vil jeg med glæde gå det igennem med dig" Han virkede som en der ville blive et interessant bekendtskab og hun havde derfor ikke noget imod at bruge tid sammen med ham.

"Jeg nød ellers mystikken i at vi kunne forblive fremmede for hinanden" lp Vanya og lagde hovedet lidt på skrå. Hun spidsede læberne og overvejede om hun overhovedet skulle røbe sit.

"Jeg vil lade dig forblive i uvidenhed lidt endnu, Benjamin"

[Benjamin Mael]

Ben kom til at kigge ned et øjeblik, hvordan det ene pæne dameben røg over det andet. En ankelkæde og en middelhavslignende sandal kom til syne, og da han kiggede hende i øjnene var det med et koket grin. Hun var nok bevidst om, at ensemblet fik hende til at minde om en gudinde. 

"Du startede søreme tidligt. Havde du da mange legeaftaler, som krævede at du så sød ud?" Han kunne nemt forestille sig, at hendes fire-årige jeg havde siddet i en mindre kjole, men stadig haft det samme charmesmil som hun sendte ham nu. "Det er en deal." accepterede han smilende tilbuddet om at hun lærte fra sig.

Han måbede og måtte le, primært af ham selv, da hun efter lidt betænkningstid besluttede sig for at røbe hvem hun var. Han nikkede og smilede tappert. "Så slår jeg mig til tåls med dit hemmelighedsfulde antræk lidt endnu," Det blev ikke noget svært kompromis. 

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya holdte sig altid godt. Hun gik op i sin krop, og forsøgte altid at virke så elegant som overhovedet muligt. Hun sad lænet tilbage og nu med armene over kors. Hendes blik var overvejene og øjnene små som hun betragtede ham. Han så godt ud, det kunne han vist ikke løbe fra. Et smil sitrede i den ene mundvig men hun forblev stille lidt endnu.

"Krævede?" Et bryn rejste sig og læberne krummede sig sammen til en lille trutmund. Hun fnøs muntert. "Jeg er født sød." påpegede hun som smilte nu bredte sig og fik hendes ansigt til at lyse helt op. "Jeg er meget lærernem, og stædig" lo hun og rystede på hovedet. Hun havde ikke haft behov for at forsøge sig med mange kranse før færdigheden havde sat sig fast.

"Du har heller ikke noget andet valg" kom det selvsikkert fra Vanya der nu havde rejst sig op for at føle lidt på skjorten. "den ser også ud til at være så tør at du godt kan have den på" sagde hun og trak den af stolens ryg.

[Benjamin Mael]

Han var velvidende om, at hun også betragtede ham fra sin lænestols-piedestal. Med det forbehold, at den gådefulde pige vist med vilje ikke røbede om Ben var ved at fortabe sig i narcissistisk selvbedrag. 

Hendes udsagn om at hun var født sød, kombineret med en lille trutmund, fik effektivt afledt Ben over i munter latter. "Det kan nok ikke være helt rigtigt at du var født sød, men jeg tror gerne at alle omkring dig har været så forblændede, at det ligeså godt kunne have været tilfældet." Han kløede sig i nakken med et smørret smil. Han kunne sagtens forestille sig, at hun var stædigere end en Mandrake i jord. 

Ben kunne ikke dy sig for en lille næsvis grimasse, da hun selvsikkert gnubbede det helt ind, at han ikke ville få hendes navn forærende. Han hev den fremstrakte trøje over hovedet og tæmmede håret med et lille smil. "Så ligner jeg ikke en kentaur mere. Hvad så nu?" 

[Vanya Patil-Fawley]

Vanyas øjne blev store som havde han lige svinet hele hendes person til. Hun løftede dog ikke tonelejet da hun åbnede munden for at svare ham. I stedet sendte hun ham blot et blændende smil og blinkede igen med de lange vipper. "Du tror måske jeg lyver?" Hendes stemme var som en hvisken i vinden. Hun havde så tit fået at vide at hun var en smuk pige, også som barn. Med et par par lange elegante sorte lokker til at omkranse hendes ansigt og et par søgende store øjne. - Det var ikke bare noget hun fandt på. Det kunne godt være at hun så ikke altid levede op til den sødhed, men hun så altid sådan ud.

Hun var hurtigt på benene og glattede hænderne over det hvide stof. Hun bøjede langsomt hovedet og skubbede stolen tilbage på plads. "Ingen har sagt du ikke må ligne en kentaur" smålo Vanya og slog let til fletningen så den gled over hendes skulder. "Men jeg ved ikke med dig, men jeg har tænkt mig at gå ud og købe noget at drikke"

[Benjamin Mael]

Hun var så målløs over at han havde sine tvivl om at hun til hver en tid havde været sød, at Ben ligeså godt kunne have sagt, at månen var lavet af ost som kunne købes i en af boderne udenfor. Hendes stemmeføring krøb ned på listetæer, da hun ville vide om han påstod at hun løj.

"Nej da. Jeg synes bare det lyder ufatteligt, at du har orket konsekvent at se sød ud. Det sidste jeg gad være som barn var at være sød." Det ville have været synd at sige, at Ben i sine yngre dage havde kunnet sidde med en æske farvekridt og få alle til at smelte. Det nuttede havde haft hård konkurrence af mudder, hudafskrabninger og biller mærkelige steder i tøjet. 

Han smilede ad hendes halvlatter. "Du ville jo ikke have noget at drikke tidligere, så jeg troede det havde noget at gøre med at jeg ikke var påklædt over bæltestedet." Han nikkede indforstået til hendes forslag om at de tog ud og fandt drikkevarerne. "Det er også åndssvagt at sidde indenfor, når vejret er godt."

[Vanya Patil-Fawley]

"Man får mere ud af sin barndom ved at være sød overfor de rigtige mennesker" bemærkede Vanya og måtte le. Hun havde ikke været sød hele tiden, men havde altid haft en sød udstrålig og fremtoning, hvilket gjorde at man automatisk mente at Vanya Patil-Fawley ikke kunne gøre noget forkert. Det havde naturligvis styrket hende på godt og ondt.

"Jeg ville ikke have noget at drikke tidligere fordi du havde en stor orange plet på ryggen!" sprællede Vanya pludseligt og måtte tørre sine øjne for ikke at ligne en der græd. Hun rystede så på hovedet. "Jeg foretrækker dig afklædt dog." kunne hun ikke lade være med at indskyde som de forlod De tre koste.

"Nemlig. Man går hurtigt glip af alt det sjove" Vanya greb ud efter hans hånd og trak ham vant ind imellem menneskeflokken så de kom helskindet ud på den anden side. Engen stod åbent og der var plads nok til at finde et godt sted at sidde efter de havde hentet deres drikkevare.

[Benjamin Mael]

"Og man får gjort nogle voksne bløde i knæene og får lettere ved at få sin vilje, kan jeg tænke mig." I den alder manipulerede børn næppe andre i et ondt lune, forestillede Ben sig. Den søde piges verdensbillede havde nok mest handlet at forsøde tilværelsen for hende selv.  

Ben grinede lidt at hun straks udbedrede hans antagelse om hvorfor de var ventet med drikkevarerne. Det blev ikke mindre skægt af, at hun duppede sine øjne bagefter. "Jeg ville såmænd også hellere ses med dig, når jeg ikke længere håner dit ulastelige ydre ved at se sløset ud." 

Hendes lille kompliment gik slet ikke Ben forbi, kunne man se på hans smørrede smil. Han klemte til om hendes hånd og sørgede for at holde tempoet, så de ikke blev vristet fra hinanden i vrimlen. 

[Vanya Patil-Fawley]

"Det er langt bedre end at smide sig ned på maven og skrige i hvilens sky, skal jeg hilse og sige dig" sagde Vanya der naturligvis havde forsøgt det sidste uden særlig meget held. Nej hun havde ret hurtigt fundet ud af hvad der fungerede, og hvad der ikke gjorde, og at skabe sig var virkelig det sidste der ville bære frugt hos Sullivan og Parvarti.

"I det mindste forstår du hvor jeg vil hen, nogen mænd kan virkelig få en dame til at føle sig ulækker" sagde hun og skar en mindre grimasse ved tanken. Det handlede ikke så meget om deres lugt men af deres valg af tøj, når man selv altid så så stilet ud som Vanya gjorde, så var det bare så træls at stå ved siden af en der bare ikke havde gjort noget ud af sig selv. Benjamin var en positiv overraskelse.

Hun slap først hans hånd da de var nået sikkert frem til en af boderne der solgte cider. Hun stak ham et par knut og et enkelt sølvsegl før hun rakte det kølige glas til Ben og fandt derefter en fri plet på græsset.

[Benjamin Mael]

Ben klukkede ad den situation hun beskrev. "Jeg havde godt nok aldrig selv forestillet mig dig midt i et hysterisk anfald. Tak for det," grinede han. "Dine forældre føjede dig ikke bare i alting, selvom du var ualmindeligt sød?"

Hendes kortvarige afsky for sjuskede mænd fik Ben til at sende en kærlig tanke til sin beslutning om at gå til høstfesten i et pænere outfit. Mugglernes sommerlige t-shirt og shorts var blevet fravalgt til fordel for polotrøje og trekvartlange bukser, da han ikke ønskede at blive opfattet som en turist. Han skulle trods alt ikke herfra foreløbig.

"Det er jo ikke ligefrem nogen videnskab at kæmme håret og tage en trøje på, som ikke er krøllet." Han takkede og tog imod det kølige glas cider. "Hvordan ser en utiltalende mand ud inde i dit hoved?" smilede han, samtidig med at han tog plads i græsset. 

[Vanya Patil-Fawley]

"Åh tro mig -" lo Vanya og sendte ham et bredt smil inden hun fortsatte. "Jeg har haft mine hysteriske anfald" Det var ingen hemmelighed at hun havde været mindst lige så sød som hun havde været slem som barn. "Åh nej. Min barndom var meget streng og struktureret" forklarede hun med et let suk. Hun kendte ikke til andet så hun havde aldrig haft særlig store grunde til at brokke sig, hun syntes selv at hendes forældre havde givet hende det bedste fra begge verdener.

"Nej vel? Det er i virkeligheden virkelig simpelt" lød det frustreret fra Vanya der ikke kunne lade være med at himle med sine øjne og skære en grimasse. Hun sukkede henført da hun tog de første par sip af cideren. Brusen og den kølige væske var lige det hun kunne trænge til.

Hun lænede sig en smule tilbage og strakte de bare brune ben. "Mugglerne har den her forfærdelige mode med sokker i sandaler. Det er forfærdeligt!" lo Vanya og rystede på hovedet. "Jeg er heller ikke vild med den old gamle magiker mode" erkendte hun og smilte lettere uskyldigt.

[Benjamin Mael]

Ben besvarede hendes brede smil med en kendermine. Så hun havde både været en sød og salt håndfuld. Det gjorde hendes perfekte fernis lidt mere fordøjelig at vide, at hun også lejlighedsvist havde været en utilfreds pode. "Var der nogen særlig grund til at dine forældre var så strenge?" 

Hendes antipati mod beskedent soignerede fyre var så udtalt, at Ben implicit morede sig over det. Han smilede allerede, da han tog sin første slurk af cideren. Og den velsmagende drik fik smilet til at strække sig endnu længere. "Jeg troede slet ikke at fænomenet sokker i sandaler kvalificerede som en trend. Er det en slags ikke anti-mode?" indvendte han skælmsk. "Men hvad end man er No-Maj eller magiker er det bare et skråplan. Ens fødder kommer til at blive radioaktive," grinede han. 

Han smilede snedigt. "Jeg tør vædde på at du ændrer mening, hvis du ser Ilvermornys rober."

[Vanya Patil-Fawley]

"De har begge to vældig gode stillinger inden for ministeriet." lagde Vanya ud, selvom at forældrenes arbejde ikke havde så meget at sine om deres valg af opdragelse. "Det ligger vel bare til deres natur?" sagde hun og trak på sine skuldre. Selvom hun vidste at de vist også var strikse hjemme hos hendes fætre og kusine.

"Jeg ved virkelig ikke hvad det er og jeg syntes næsten ikke man kan kalde det mode. Det måtte virkelig være for folk der blev tabt som barn." sagde Vanya og skar en grimasse. Folderne viste sig på hendes næse og øjnene spillede humoristisk.

"No-Maj. Det er jeres ord for mugglere, ikke?" kom det fra Vanya der tydeligvis vidste lidt om Benjamins skole. "Der er vist intet der slår Beauxbatons flotte blå"