Hænderne fulde

[Thomasina McTavish]

Fearghas Fletcher

Der var ikke længe til det nye skoleår startede og Sina var taget tilbage til Hogwarts nogle uger i forvejen, mens datteren stadig var hos sine bedsteforældre. Hun skulle undes nogle ugers ferie endnu, men for Sina selv, var der forberedelser at tage fat på.

Da hun trådte ud fra "Det Høje C", var det da også med favnen fuld af pakker. Det var mestendels ting til undervisning; nodepapir, strenge og alverdens andre småting. Måske havde hun overvurderet sin egen kapacitet til at bære en smule, men nu hun allerede havde favnen fuld, var hun alligevel for stolt til at finde et sted at sætte det hele fra sig, for at finde sin tryllestav frem fra den skjulte lomme i skørtet.

Så hun fortsatte videre ned ad gaden, med delvist spærret udsyn, men kun et et stop tilbage, på det lille postkontor.

[Fearghas Fletcher]

Fearghas Fletcher havde aldrig fri. Sådan var det når man havde en kro, der ikke altid bugnede af kunder. Han var på ærinder efter forsyninger i Hogsmeade nu og havde netop bestilt en ny kedel, som han gik og grublede over prisen på og hvad det ville gøre for resten af månedens midler.

Med en rynke i panden, så han ikke den lavstammede kvinde med alle pakkerne, før hun uundgåeligt tabte noget af sin last - tilsyneladende uden at bemærke det. Han stoppede med det samme og samlede den op.

"Oi," kaldte han dæmpet efter hendes ryg og tog et par skridt i hendes retning. "Du tabte en pakke, lassie."

[Thomasina McTavish]

Thomasina trådte udenom et hul i vejen og vaklede momentær da hun trådte på en sten. En lav ed undslap hende før hun stædigt fortsatte, kun for at stoppe op, da en stemme lød bag hende. Med et halvt opgivende suk vendte hun sig og strakte hals for at se rundt om bunken af pakker "Frick!" hvislede hun lavmælt ud mellem fortænderne og så ubeslutsomt fra pakken til manden der holdt den "Kunne du..?" halvt spurgte hun og gjorde et lille kast med hovedet, der skulle være mod toppen af stablen. Hendes arme var måske begyndt at mærke vægten en smule og jo længere hun stod stille, jo længere gik der inden hun kunne få det hele sat fra sig og tage magien til hjælp på gåturen tilbage til slottet.

[Fearghas Fletcher]

Det var først da han fik et glimt af kvinden bag pakkerne at han indså at hun var netop det. Hendes ringe højde havde narret ham til at tro at hun var en Hogwartselev på indkøb og han så lidt overrasket ud i omkring et halvt sekund, før han smilede skævt.

“Hjælpe dig med at bære? Aye, det kan jeg,” afsluttede han hendes sætning, selvom det tydeligvis ikke var det hun havde ment. “Hvis du vil give mig lov, Madam...?”

[Thomasina McTavish]

Det var hverken første eller sidste gang nogen havde blandet højde sammen med alder i hendes tilfælde og hun tænkte ikke noget særligt over det, langt mere fokuseret på at komme videre, mens et skeptisk blik betragtede ham "McTavish." svarede hun, med tyk accent mens hun hankede lidt op i bunken "Ta. Jeg klarer mig hvis jeg bare får mine strenge igen." hun var vant til at klare sig selv og skulle også nok gøre det nu.

[Fearghas Fletcher]

Fearghas hævede øjenbrynene lidt over den tykke, skotske accent der mødte ham. Den betød også at han ikke var vanvittigt overrasket, da hun afslog.

“Och, aye, det kan jeg se,” bemærkede han med et muntert glimt i øjnene og et svagt underholdt smil. Han lagde pakken tilbage på stablen, uden at forvente at hun kunne gå tre skridt uden at tabe noget igen. Af samme grund blev han stående, afventende.

[Thomasina McTavish]

Den lette sarkasme gik hende ikke over hovedet og de mørke øjne betragtede ham uimponeret rundt om pakkerne. Det var et blik der oftest fik en oversmart elev til at klappe i "Ta." gav hun igen da hun fik sin pakke. Hun løftede hagen lidt og vendte sig for at gå igen.

Hun nåede nøjagtigt fire skridt, før den genstridige pakke gled ned igen og denne gang tog den næste med sig. Hun stoppede brat og en indædt, skotsk ed forlod hende.

[Fearghas Fletcher]

Fearghas var ikke nemt at skræmme og havde endnu et muntert glimt i de lyse øjne, som det stædige, lille kvindemenneske blot vandrede videre med en lyd, som var hun dronningen af verden. Han foldede armene over kors og så hende tage fire skridt, før flere pakker faldt til jorden igen.

Han fnøs muntert og gik roligt over for at samle de nedfaldne pakker op igen. "Vi kan også fortsætte sådan her hele vejen, Madam McTavish, men jeg kunne komme på bedre løsninger..."

[Thomasina McTavish]

Hun behøvede ikke vende sig for at vide han morede sig. Hun kunne høre det muntre fnys og derefter skridtene der kom nærmere. Hun stivede sig lidt af, med arme der nu dirrede ganske lidt over de mange stop der forlængede hendes tur “Jeg er sikker på du har bedre ting at lave, en at skulle hele vejen op til slottet.” Konstaterede hun, uden hverken at have taget imod eller afslået hans underliggende tilbud “Mr..?”

[Fearghas Fletcher]

Fearghas trak på skuldrene med et temmelig ubekymret ansigtsudtryk. "Och, aye, uden tvivl," svarede han, uden at have givet hende pakkerne tilbage endnu. "Men jeg har hørt, at det skulle være så sundt at holde fri fra tid til anden."

Han blinkede med det ene øje, før han endelig præsenterede sig. Og ikke med det efternavn, som han intet forhold havde til. "Fearghas."

[Thomasina McTavish]

Hun rynkede brynene og betragtede ham et langt øjeblik uden et ord. Så nikkede hun en enkelt gang og kapitulerede "A'richt.. Fearghas." hun så stadig ikke helt tilfreds ud med situationen "Jeg går ud fra du kender vejen?" hvem i Hogsmeade gjorde næsten ikke.

[Fearghas Fletcher]

Fearghas havde altid affærer at tage sig af, men ikke mere end at det ikke godt kunne vente. Rabbie passede værtshuset og han slap en munter lyd over den lidt barske kvinde.

“Jeg skulle mene, at jeg stadig kunne huske den,” brummede han og tog et par pakker mere fra hende, uden at tage sig af eventuelle protester. “Så du er professor?”

[Thomasina McTavish]

Så snart hun havde givet sig, faldt den defensive facade en smule og selvom hun sendte ham et stadig uimponeret blik, trak det ganske let i hendes mundvige før hun besvarede hans spørgsmål "Ay.. Snart fire år." med en smule af læsset taget, gik hun mindre anstrengt. Det var trods alt en klar fordel at kunne se hvor man gik "Men kun de ældste elever."

[Fearghas Fletcher]

Fearghas tog sig ikke meget af blikket. Han var vant til så meget værre på svinet, trods alt. I stedet slap han en lavmælt, meget skotsk, men også imponeret lyd over hendes svar. Ud fra det og den butik, hun var kommet ud fra, var det ikke svært at komme frem til den næste konklusion.

"Sikke en uventet fornøjelse at være i musikprofessorens selskab."

[Thomasina McTavish]

Hun rynkede brynene lidt igen og skævede op til ham, mens det tog et sekund eller to før hun selv drog samme konklusion, som han tydeligvis lige havde gjort "Ay." bekræftede hun og fortsatte med antydningen af et smil"Nyd det så længe du kan. Næste gang tager jeg en trækvogn med herned i stedet for at trække et spor af nodepapir og violinstrenge."