Træning med afbræk

[Clementine Moreau]

Clementine fnøs muntert over hans svar, som hun helt klart hørte noget tvetydigt i. Muligvis havde det nået at gøre med, at det ikke var mange år siden (hvis overhovedet det) at hun havde diskuteret netop manden foran sig sammen med sine kvindelige veninder og hun måtte bide sig i tungen for ikke at komme med en upassende kommentar om hans fleksibilitet.

"Kevin McCormack, SMQ?" foreslog hun med et glimt i øjet, før hun tog et billede eller tre mere. "Du kan altid tilføje undertitlen: Fleksibel og villig til at tage imod en udfordring."

[Kevin McCormack]

Han hævede et øjenbryn over det muntre fnys, der, om ikke andet, gjorde ham ret sikker på, at hun havde valgt at læse mere i hans ord. Ikke fordi det ikke havde været hans mening og et lettere smørret smil fandt ind på hans læber "Det lyder da fantastisk.. intet mindre, men mon både fleksibel og villig i samme sætning er at stramme den lidt?" han så påtaget tænktsom ud "Ikke fordi det er usandt, men.."

[Clementine Moreau]

Clementine kom til at le igen, som hun knipsede et par billeder mere. “Det er ellers to gode salgsargumenter,” svarede hun og sænkede kameraet helt.

“Det skulle vist kunne gøre det.”

[Kevin McCormack]

Et drenget smil spillede på hans læber "Mhmm.. men måske ikke til et særlig bredt publikum." han nikkede let og så igen afventende på hende "Så det var det hele? Eller var der mere du havde brug for?" han havde kastet et kort blik opefter hvor træningen var fortsat, men havde ingen skrubler ved at lade holde fortsætte alene lidt endnu.

[Clementine Moreau]

Clementine satte dækslet for linsen igen og lod ellers det magiske kamera blive hængende fra en snor om halsen. "Jeg kunne være fristet til at sige en autograf, men det falder vist ikke helt i tråd med et være en meget vigtig ministerieheks," bemærkede hun, lige dele tørt og muntert. Det var ingen løgn, dog. Fristelsen var der.

I stedet klarede hun halsen. "Men så vidt jeg ved sørger din træner for udtalelsen. Jeg vil ikke holde dig fra at vende tilbage til dit hold."

[Kevin McCormack]

Hans læber skiltes i et lydløst grin og han betragtede hende uudgrundeligt et øjeblik før han trak på skuldrene "Selv ministerie-hekse har vel brug for at smide skoene og slå sig løs engang i mellem?" halvt spurgte han og nikkede til hendessidste konstatering, mens han stak hånden i den ene bukselomme, men trak blankt "Har du noget at skrive med? Og på?"

[Clementine Moreau]

Clementine havde ikke for alvor regnet med at han tog hende på ordet og kom til at slippe en munter lyd. Med det lange hår samlet i en knold i nakken og fødderne i pæne sko, der alt sammen var meget langt fra hendes normale, afslappede stil, kunne hun ikke meget andet end at være helt enig med ham.

Blikket var underfundigt, før hun med et skævt smil på læberne undersøgte sine egne lommer - men kom kun frem med en fjerpen. "Det kan der være noget om. Spørgsmålet er bare hvor grænsen går," konstaterede hun og vippede fjerpennen lidt. Blikket spillede lidt, utvivlsomt langt over grænsen i forhold til hvad hun egentlig kunne tillade sig som praktikant.

"Ikke så meget at skrive på, dog..."

[Kevin McCormack]

Han betragtede hende nysgerrigt mens hun ledte i sine lommer "Nogle grænser er ganske.. elastiske." pointerede han, stadig med et drilsk glimt i blikket. Han rynkede brynene lidt, skiftede kosten over i den anden hånd og prøvede den anden lomme, denne gang med bedre held, da han trak en krøllet lap papir frem "Jeg vil ikke byde dig mine kragetæer på det her, men.." han rakte ud efterfjerpennen og sank i hug, mens han glattede papiret nogenlunde ud mod sit knæ. På den ene side var skriblet nogle næsten ulæselige noter til en angrebstaktik og på den modsatte skrev han nu selv nogle få linier "..hvis du skulle få brug for at smide skoene, så holder jeg en lille fest på lørdag." han rejste sig op og rakte hende fjerpennen og lappen med adressen "Kig forbi hvis du får tid, så lover jeg dig nogle ordentlige kragetæer." han sendte hende et afslappet, charmerende smil.

[Clementine Moreau]

Clementine havde ikke ment det for alvor, da hun kom med kommentaren om autografen. I hvert fald ikke sådan... Rigtigt. Alligevel så hun ham nå gå på knæ og skrible et eller andet ned. Overraskelsen blev ikke mindre, da han rakte hende både fjerpen og papirslap - sans autograf.

Mellemgulvet slog uforvarende en lille kolbøtte og hvis hun havde været mere piget anlagt, ville hun måske have haft en impuls til at hvine lidt. Måske ville hun stadig komme til det, når hun helt klart fortalte til Leah Bennett senere, at Kevin McCormack havde inviteret hende til fest.

For nu besindede hun sig, klarede halsen og så op på ham. Smilet var skævt. Hun havde halvt åbnet munden for at svare, men før hun kunne, dukkede både quidditchtræneren og ministerietroldmanden op igen. Clementine krøllede hurtigt fingrene sammen om papirslappen, som hun trådte et skridt tilbage og gav plads til de to andre - med et enkelt, nysgerrigt blik på quidditchspilleren, før hånden forsvandt ned i lommen og placerede papirslappen sikkert der.

[Kevin McCormack]

Det var ikke første gang han havde smidt en invitation på den måde, men hvad var der måske galt med at møde nye mennesker? Hun havde tydeligvis en glimrende humor og gjorde ham nysgerrig efter mere end bare ti minutters overfladisk snak.

Han blev først opmærksom på både hendes overordnede og sin egen træner, da de kom tæt nok på til at nå ind i hans synsfelt og han rømmede sig let, før han diskret og drilsk blinkede til heksen, da hun stoppede papirlappen i lommen. Han udvekslede nogle få ord med ministerietroldmanden, gav ham hånden og vendte sig så mod hende igen, med den frie hånd rakt frem til afsked "Hav en fortsat god dag, frøken Moreau. Måske vi krydser veje en anden gang."

[Clementine Moreau]

Clementine blev i baggrunden indtil det var tid til at tage afsked. Hun rakte en hånd frem og tog imod Kevins, ikke helt sikker på at han ikke kunne mærke hvordan det sitrede i hendes egen over kontakten. Blikket mødte hans og et smil strejfede kort hendes læber.

"Det må tiden vise, Mr. McCormack," svarede hun, på trods af at han havde bedt hende om at kalde hende for sit fornavn. Det kunne hun dårligt gøre foran de to andre. Til gengæld blinkede hun med det ene øje, før hun fulgte med sin overordnede væk og kun kastede et enkelt blik tilbage.