Motion er sundt

[Roxanne Weasley]

Roxanne havde mest lyst til at gå sin vej. Hun havde sagt hvordan hun havde det og det eneste der ventede nu, var hans afvisning. Hun havde egentlig ikke lyst til at høre den. Hun havde lyst til at rende op til Lysander og fortælle ham hvad der var sket og hvor ked af det hun var.

Det gjorde hun dog ikke, fordi hun følte hun skyldte ham at falde lidt ned og lade ham tale. Derfor fulgte hun med hen til det sted han ønskede, mens hendes hjerte bankede så hårdt at hun troede hun havde løbet et marathon.

[Deleted]

De kom i ly for undersøgende blikke og Lachlan havde stadig ikke fundet ud af, hvordan han skulle reagere. Det kom fuldstændig bag på ham, at hun havde reelle følelser for ham. Hun havde tværtimod gjort, hvad hun kunne, for at lade ham vide, at han ikke var værd at samle på i dén henseende.

Han var dog også klar over, at han var nødt til at gøre noget, så de da stod stille igen, trådte han helt hen til hende og lagde armene om hende og trak hende ind til et knus. "Det vidste jeg ikke," sagde han lavmælt, mens han stadig kæmpede med, hvad han dog skulle sige. Hvad han kunne sige.

[Roxanne Weasley]

Roxanne vidste ikke hvad hun skulle gøre, da han trak hende ind i et knus. Normalt var hun ikke så tøvende hvad angik fysisk kontakt, men hun havde svært ved at læse hvad dette betød. Alligevel gengældte hun hans kram og smilede en anelse over hans ord.
"Det gjorde jeg heller ikke." Sagde hun afdæmpet og forsøgte ikke at lade sig påvirke af at være så tæt på ham. Hun opdagede nu hvor meget hun havde længtes efter det og det var svært at give slip på ham nu. Desværre, havde hun stadig på fornemmelsen, at han ville komme med en god undskyldning lige om lidt.

[Deleted]

Han holdt hende tæt, men uendeligt forsigtigt - som om han var bange for at få hende til at gå helt i stykker. "Jeg er ikke god til at være nogens kæreste," mumlede han så lavmælt ind mod hendes hår. Det var en komplet utilstrækkelig sætning og han følte sig en smule tom indeni. Han havde lyst til at sige mere, men alle de undskyldninger, der hobede sig op, kunne han ikke få sig selv til at fremture med. "Undskyld," endte han med at sige.

[Roxanne Weasley]

Roxannes hjerte sank i hendes bryst da hun hørte hans hvisken. Derefter trak hun sig lidt tilbage så hun kunne se ham i øjnene.
"Det er løgn. Du vil ikke være nogens kæreste." Sagde hun. "Har vi ikke løbet sammen hver dag? Snakket sammen? Det du siger er i virkeligheden, at du vil have lov til at forsvinde hvis du får lyst til det. Og det kan jeg ikke acceptere, heller ikke hos en ven." Sagde hun, mens hun trak sig lidt væk. Der var ikke mere at tale om, de ville ikke komme længere nu og selvom det gjorde ondt, vidste hun at hun ville komme sig. Det var hans valg, hvis han ville leve resten af sit liv i ensomhed.

[Deleted]

Hendes ord fik hans bryn til at trække sig lidt sammen og da hun trak sig væk, stod han tilbage og overvejede, om hun måske kunne have ret. Han havde ikke et eneste ord at sige til sit forsvar. Hun havde sagt, at hun ikke ville have, at han flirtede med hende og han havde ignoreret hende og var endt med at såre hende. Noget kunne tyde på, at han om ikke andet skulle til at være lidt mere påpasselig med, hvem han flirtede med. "Jeg ved ikke, om du har ret," svarede han og slog hænderne ud til siderne. "Det er i det mindste ikke sådan, jeg ser mig selv." Han havde flere venner, som han ikke bare lod i stikken, hvis tingene blev lidt hårde. Men med flirter var det trods alt en anden snak.

[Roxanne Weasley]

Roxanne løftede øjenbrynene lidt over hans ord og trak på skuldrene. Hun var ved at kravle tilbage i sine sædvanlige mønstre.
"Godt så. Jeg har ikke mere at sige." Sagde hun, hun var ikke ked af det længere. I stedet skubbede hun alle sine følelser ned i en lille kasse og tog to skridt tilbage.
"Vi ses på quidditchbanen." Sagde hun inden hun vendte sig om og gik hen mod porten for at gå indenfor.

[Deleted]

Som han så hende gå, undrede han sig over, hvor meget der rent faktisk kunne nå at ske på halvanden uge. Før da havde de knapt nok talt sammen og nu var de mere eller mindre tilbage på samme termer. I det mindste lod det til, at hun var knapt så ked af det. Han selv havde et lille skår i hjertet over, at han havde mistet en potentiel ven, men han måtte også indrømme over for sig selv, at han var blevet en erfaring rigere. Én han hellere hurtigt måtte lære at have sig for øje.

/Afsluttet/