Hjemad

[Melanie Burton]

Talbot Bletchley

Endelig fandt hun ham. Efter at have ledt i hvad der virkede som timer, selvom det nok nærmere havde været en halv time. Han stod lige der. Højst sandsynlig var hun gået lige forbi ham lige før. Hun gled forsigtig sin arm under hans og lænede sig ind mod ham.
"Jeg tror snart jeg skal hjem." Sagde hun stilfærdigt og smilede en anelse.
"Jeg kom til at hælde en drink ud over Liam." Bemærkede hun og rødmede en anelse.
"Okay, jeg gjorde det med vilje faktisk." Tilføjede hun derefter og smilede svagt, mens hun gemte sit ansigt ind mod hans arm.

[Talbot Bletchley]

Talbot var ikke særlig velbevandret ud i det kulinariske køkken, når det kom til, hvad mugglere spiste. Og det var først her til aften, at havde opdaget fænomenet dip. Noget man simpelthen spiste til sine chips. Hvor havde det været hele hans liv?

Da han havde tømt en skål med chips, lød Melanies stemme ved siden af ham, og han så væk fra bordet med spiselige sager. "A hvad gjorde du?" Spurgte han forundret. "Hvorfor?" Tilføjede han, mens det trak lidt i hans mundvige. Tanken om, at Liam havde fået en drink i hovedet morede ham ret meget.

[Melanie Burton]

Melanie så ned på skålen med chips og op til Talbot. Hun overvejede om han havde brug for noget mere substantielt at spise end de små kaloriefyldte sprøde sager.
Da han spurgte hende om hvorfor hun havde smidt med drinks, pustede hun sig en smule op. Derefter lavede hun en sammenbidt, vred mine, den bedste karikatur af Liam hun kunne præstere.
"Dine følelser virker som om de er mere fucked up end dit forhold ser ud til at være." Sagde hun med en dyb stemme og skar derefter en grimasse.
"Det var hvad han sagde, derfor smed jeg min drink ud over ham."

[Talbot Bletchley]

Talbot skubbede den tomme skål væk, da han så Melanies blik. Han rømmede sig, i et forsøg på at fjerne hendes fokus fra skålen. Heldigvis skiftede hun selv fokus, og fortalte om sit sammenstød med Liam.

"Nar," lød det fra Talbot. "Hvor ville jeg ved Merlins skæg havde givet flere galleoner for at se det." Han rystede på hovedet, og smilede skævt. "Ved alle trolde i verden Mel..."

[Melanie Burton]

Melanie fortrød lidt at hun havde kigget sådan på skålen med chips, bare fordi hun ikke kunne spise noget, betød det jo ikke at det samme gjaldt alle andre.
Hun grinede lidt over hans svar og nikkede derefter en anelse. Der var vel ikke så meget andet at sige.
"Er du overrasket?" Sagde hun og smilede skævt til ham. "Det er da altid noget, at jeg stadig kan forbløffe dig." Bemærkede hun så og strøg sit hår bag ørene. Derefter lagde hun sine arme om ham og lagde hovedet på hans brystkasse.

[Talbot Bletchley]

Talbot trak på skuldrene. "En lille smule," svarede han. Han vidste jo godt, at Melanie havde temperament. Han var bare ret overbevist om, at hun var godt til at tøjle det. Undtagen i aften, tydeligvis.

Han lagde en arm omkring hende, og gav hendes krop et blidt klem. "Var der publikum på?" Spurgte han så. Han ønskede det næsten. Bare så alle kunne se, hvor stor en nar Liam var.

[Melanie Burton]

"Åh ja, vi stod lige ved drinksbordet. Jeg var ved at lave en til mig selv og så stod han pludselig ved siden af mig." Sagde hun og sukkede opgivende.
"Og så fyldte han en kop til mig og begyndte at tale, jeg forsøgte at være sød, men han var bare så led." Hun skævede lidt op mod hans øjne. Egentlig gad hun ikke tale mere om Liam, hun ville meget hellere gemme sig i Talbots favn og glemme alt om den dumme løve.

[Talbot Bletchley]

Talbot lo lidt. En lille smule. Især over det faktum, at næsten alle ville have set det. Prisværdigt. "Glem ham," lød det trøstende fra Talbot. "Glem ham, og lad os tage hjem." Altså, at han ville følge hende hjem, og så bagefter tage hjem til sig selv, naturligvis.

"Skal vi følges?"

[Melanie Burton]

"Det er sket." Sagde hun derefter. Hun havde reelt troet at Liam var okay nedenunder alle hans facader, men åbenbart ikke. Hun smilede en anelse da han foreslog de skulle tage hjem og hun nikkede.
"Ja, det må vi hellere." Bemærkede hun. "Jeg ved ikke helt hvordan jeg kommer hjem egentlig. Mine forældre har ingen pejs." Sagde hun derefter og trak sine øjenbryn sammen.

[Talbot Bletchley]

Talbot åndede nærmest lettet op ved Melanies svar. Han havde haft det på fornemmelsen omkring Liam hele tiden. Men tidspunktet var nok ikke lige for den belærende lektie om, at han havde sagt det hele tiden.

"Så er det godt, at vi kan bruge susepulver til De Tre Koste," svarede han med et smil. "Og så må du vise mig vejen derfra." Han anede ikke, hvor i London hun boede.

[Melanie Burton]

Melanie rynkede sine øjenbryn lettere tænksomt. Det ville være upraktisk at tage til De Tre Koste, siden det var i Skotland og hun jo boede i England.
"Umiddelbart, så tænker jeg at det er bedre at tage til Den Utætte Kedel." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe.
"Jeg ringer lige til min chauffør." Tilføjede hun og stak hånden ned i sin taske og fik fat i sin telefon. Derefter ringede hun op til ham og aftalte at han skulle hente hende ved Charing Cross. Hun ville nok kunne liste forholdsvist uset ind i bilen.

[Talbot Bletchley]

Talbot lod en velplaceret håndflade finde vej til sin pande. "Dip og øl er en farlig blanding..." Mumlede han undskyldende. De Tre Koste. Han kunne have gravet sig ned lige der.

"Når skoleåret begynder, kan jeg tage timer i spektral transferens. Og så er vi ikke nødt til at bruge susepulver. Eller koste." Det sidste var især ikke praktisk, når man skulle til London.

[Melanie Burton]

Melanie var også ved at være lidt træt af de upraktiske transportmåder. Samtidig havde hun dog ikke så meget at klage over, ikke i forhold til de fleste mugglere.
"Så længe du ikke mister en arm, så vil jeg glæde mig til det." Sagde hun og sendte ham et drillende blik, mens hun smilede en anelse. Derefter strakte hun sig en anelse og kyssede ham flygtigt på læberne.
"Skal vi?" Spurgte hun så og løftede øjenbrynene en anelse spørgende, mens hun tog hans hånd.

[Talbot Bletchley]

Talbot brummede lavmælt, at det var han da alt for dygtig til. Han stolede i hvert fald på sine egne fuldkommen uovertrufne evner udi det magiske aspekt omkring spektral transferens.

"Lad os," mumlede han lavmælt, og lagde en arm omkring hendes skuldre, da de gik afsted. Et drenget smil hvilede på hans læber. Jo, han forlod festen med Melanie. Den samme pige, som han var ankommet med.

[Melanie Burton]

Melanie var ikke overrasket over hans selvsikkerhed, men hun syntes alligevel at der var grund til bekymring. Selv den dygtigste troldmand kunne komme galt afsted.
Da de gik kunne hun ikke lade være med at smile for sig selv, da han lagde armen om hendes skulder. Hun lænede sig en anelse ind mod ham, det føltes som om hun var ved at tage en tur i rutsjebane. Hun kunne næsten ikke tro, at de gik sådan, ved siden hinanden, uden at gemme sig for folks blikke.
"Vil du først?" Spurgte hun og så spørgende på ham da de nåede pejsen.