Ny i trafikken

[Alice Longbottom]

Det var ingen dans på roser at være helbrederlærling, og Alice følte, hun brugte det meste af sin tid på enten at løbe rundt eller stå og nikke af udmattelse et eller andet sted. Det var sidstnævnte stadie, hun var nået til, da hun stod i cafeteriakøen og næsten helt beløjet så på sit ur. 

Uden at se op, greb hun ud efter en vandflaske. Noget blødt og varmt ramte hendes hånd, og hun så forbløffet op og mødte en alt for veludseende læges blik. "Åh, undskyld," udbrød hun genert og trak hånden til sig igen, så han kunne komme til.

Barnabas Birthwistle

[Barnabas Birthwistle]

Barnabas havde holdt udkig efter Damaris Birthwistle' veninde Alice de sidste to uger, men ikke lagt mærke til hende. Nu, hvor hun så lige op på ham, genkendte han hende på et splitsekund og hans mundvige trak op i et venligt smil. Han nappede en af glasflaskerne og rakte hende den.

"Damaris sagde, at du skulle starte her," konstaterede han. "Velkommen til, Alice. Du er godt nok vokset op til at ligne din mor."

[Alice Longbottom]

Alice så fra vandflasken og op til lægen igen, mens et varmt smil foldede sig ud på hendes læber. "Tak."

Brynene rynkede sig lidt. Det var ikke første gang, hun hørte det, men Aly vænnede sig nok aldrig helt til fremmede mennesker, der talte til hende som kendte de hinanden. Selvom hun i sit søvnige sind kom i tanke om, at Damaris vist nok havde nævnt sin bror. Helbrederen.

"Um, tak," svarede hun befippet og burde nok snart finde et nyt ord. "Det er meget venligt af dig...?" Brynene blev afventende hævet.

[Barnabas Birthwistle]

Barnabas blinkede en enkelt gang, før han indså hvad hun ventede på. Han selv havde komplet klæbehukommelse og huskede en elleveårig rod, der løb omkring med hans søster, men det var absolut ikke alle, der var som ham. Han krummede lidt tæer og klarede halsen en enkelt gang.

"Barnabas," præsenterede han sig, stadig strittende lidt med vandflasken, som hun ikke havde taget imod endnu.

[Alice Longbottom]

"Barnabas," gentog hun med genkendelse i stemmen og nikkede smilende op til ham. "Ja, selvfølgelig. Hej, tak." Blikket gled til vandflasken, som hun ikke havde taget imod. Hastigt tog hun den med et undskyldende smil.

"Undskyld. Hektisk dag," forklarede hun og skulle af vane til at trække en lok bag øret, selvom det hele var trukket om i en fransk fletning. Køen flyttede sig og hun rykkede med.

[Barnabas Birthwistle]

Indtil videre havde hun sagt undskyld to gange og tak tre gange og Barnabas ville næsten mistænke hende for at være lige så akavet, som han kunne finde på at være i uventede, sociale interaktioner. Lige nu spillede han dog rollen som storebror og ældre helbreder, der tager godt imod fremtidig kollega. Han smilede stadig mildt, som han slap flasken og tog en enkelt dyb indånding selv.

"Hvis du ikke har lært det endnu, så kan jeg afsløre, at alle dine dage her kommer til at være hektiske. Fra nu og til du en dag kan gå på pension." De mørke øjne spillede drillende, men det var ikke løgn.

[Alice Longbottom]

Heldigvis emmede Barnabas af tilsyneladende uendeligt overskud, og Alice faldt lidt mere til ro i det pludselige skift, der havde været.

"Jeg tror dig," konstaterede hun med en kort, men varm latter. "Tidligere i dag er jeg overbevist om, at jeg rent faktisk sov stående med åbne øjne et par sekunder."

[Barnabas Birthwistle]

Da hun grinede viste hendes tænder sig og Barnabas måtte lige minde sig selv om, at hun var hans søsters veninde, atten år og en lærling på hospitalet. Selv hvis hun ikke havde været, ville han alligevel aldrig have gjort eller sagt noget upassende, flirtende eller charmerende, men han skulle heller ikke tænkte på at gøre det. Så. Med det søde grin skubbet langt væk, fortsatte han mere roligt frem i køen med sin egen skålfuld moste kartofler med kød.

"På de rigtig slemme vagter, hvis du får lidt tid for dig selv, har vi rum hvor helbrederne kan tage en hurtig lur. Det hjælper, når man er her fra aften til morgen og knapt kan stå på sine ben længere."

[Alice Longbottom]

Alice så vurderende et øjeblik fra sin bakke med salaten og vandet til den fristende, lille skål chokoladebudding. Så tog hun en hurtig beslutning og ragede også den til sig.

"Ja, jeg har godt hørt om det, men jeg har ikke lige fundet det endnu." Selvom hun havde brugt meget tid på hospitalet igennem hele sit liv, var det endnu ikke alle steder, hun havde været.

"Andre gode råd?" spurgte hun og fandt ham med blikket, da hun havde taget bestik.

[Barnabas Birthwistle]

Barnabas så ned på måltidet hun havde raget til sig og trak lidt på smilebåndet. "Ja," svarede han, rolig i sin voksne, fornuftige, rådgivende rolle. Den var velkendt, professionel og inkluderede ikke at overveje at fortælle hende, at hun ikke havde brug for et slankemåltid.

"Spis noget til frokost, der tager længere tid at fordøje end det der. Så går der noget mindre tid, før din krop skriger på næring."

[Alice Longbottom]

Alice kinder tog en mere pink nuance end tidligere, som hun så ned på sin mad. På Hogwarts var hun blevet så vant til at have styr på det hele. Nu var det et nyt sted med nye regler og nye rutiner.

Hun stillede den tilbage og greb i stedet noget ris med noget sammenkogt, hun ikke helt kunne lure hvad var. Men kikærterne lovede godt. "Også den her?" spurgte hun og hævede buddingen med et skævt smil i et forsøg på at finde en komisk vinkel til det.

[Barnabas Birthwistle]

Et skævt smil trak op på Barnasbas' læber, da hun tog en hurtig beslutning og han gav et let nik, før et fnys forlod ham ved synet af den hævede chokoladebudding.

"Uden lidt sukker engang imellem, klarer du aldrig de lange vagter," pointerede han. "Men hvis jeg var dig, ville jeg gemme den til senere. Der er sikkert så meget sukker i, at den sagtens kan holde sig alligevel."

[Alice Longbottom]

Selvom det var distraherende, hvor flot Barnabas var, var det nogle gode råd, han kom med og Alice skrev sig dem alle bag øret.

"Fantastisk," konstaterede hun muntert, mens de fortsatte mod enden af køen. "Jeg tror nu ikke, jeg havde droppet den uanset." Hun blinkede spøgefuldt til ham.

[Barnabas Birthwistle]

En munter lyd forlod Barnabas, som dog lige måtte huske at holde sig selv i stram snor. Han var alt for bevidst om, at de lyse øjne og hendes lille overbid fik hende til at se komplet charmerende ud.

"Godt," svarede han. "Gode råd er også kun råd. Det bedste jeg kan give dig er ikke at lytte til dem som om de er retningslinjer eller leveregler." Han rankede sig en anelse og klarede halsen lidt, som de stod næstsidst i køen. "Men hvis du har tid, imellem at skynde dig at spise og komme tilbage på afdelingen, så vil jeg gerne vise dig soverummene."

[Alice Longbottom]

Alice var overrasket over at få ros, og havde straks glemt alt om sin bommert med valg af frokost.

"Meget gerne," svarede hun og kunne ikke helt skjule sin begejstring. Med nogle af hans råd ville den kommende vagt måske ikke blive helt lige så hård som de andre. Hun havde vel lov at håbe. "Hvis altså vi nogensinde får spist." Hun skævede til køen.