Husalfer

[Cole Alvarez Fawn]

Cole havde ikke tænkt sig at leve alene hele sit liv, men der var også længe til at det rent faktisk blev en ting der ville ske for ham. Han udbrød en overvejende grublende lyd og rystede derefter lidt på hovedet.
"Neeeej." Sagde han og rynkede sine øjenbryn i en lettere grublende mine.
Hendes sidste kommentar fik ham dog til at grine afdæmpet, hvorefter han nikkede med et smil på læben.
"Det er netop derfor, jeg skal bruge min tid sammen med en husalf."

[Rose Alvarez Fawn]

Roses blik blev fjernt mens hun tænkte. “Cole?...” hendes stemme var blevet lavere og hun så ned på sine hænder, hvordan skulle hun sige dette her? “Øhm.. altså.. tror du... tror du det havde set anderledes ud hvis.. vi havde haft en husalf?” Det var ikke første gang hun havde tænkt på hvordan det kunne have været, hvis nu bare en ting havde set anderledes ud. Hvis nu bare de havde haft hjælp, var deres mor nok ikke endt som hun var. Forhåbentligt...

[Cole Alvarez Fawn]

Det værste man kunne spørge Cole om, var nok alt hvad der angik hans familie og baggrund. Desværre var hans søster ingen undtagelse og han trak let på skuldrene over hendes spørgsmål, mens hans ansigt blev anspændt.
"Meget kunne gøre, at alt ville have været anderledes." Sagde han og undgik hendes blik.
"Det er som det er og det må vi acceptere." Det var ikke til at høre om han forsøgte at overtale hende, eller sig selv.

[Rose Alvarez Fawn]

Så havde hun ramt det. Broderens dårlige sted, hvad angik familie. Måske var det fordi han var ældst han tog det sådan? Hun så hvert fald for det meste på det med lidt lysere sind. Men... Hun havde selvfølgelig også altid haft en bror, der passede på hende. Hun forsøgte derfor at slå de hen. "Uanset, så har vi da klaret den ganske godt indtil videre." lød det trøstende fra hende. Jo de havde hver deres og slås med, og det ville helt sikkert være rart at leve uden de komplikationer, men nu var hverdagen som den var, og det kunne de ikke gøre meget ved.

[Cole Alvarez Fawn]

Cole brød sig ikke om at være sådan her foran sin søster, men han kunne ikke finde ud af andet. Hans alvorlige blik gled hen mod hende, en anelse tøvende, mens han spændte kæberne let sammen. Han nikkede langsomt og kløede sig lidt på hagen.
"Du klarer dig i hvert fald fint." Sagde han og havde som altid lettere ved at bevæge emnet tilbage til hende, end at blive ved med at tale om sig selv.

[Rose Alvarez Fawn]

Hvor meget mon Cole egentlig vidste, om hvordan hun havde det på skolen? Jo hun brugte også selv ordet fint, men... Det var hårdt nogen gange hele tiden at blive drillet. senest var det hendes sko der var blevet bundet sammen. Hun var stadig øm, da hun var snublet efter at have rejst sig for at gå. de sammenbundede sko havde selvfølgelig resulteret i, at hun var væltet, da hun forsøgte at gå.
"Fint ja. Har du snakket med Caleb for nyligt?" Det var ham hun oftest fortalte om, hvordan det var, mest fordi hun ikke ønskede at bebyrde Cole for meget med de mange episoder.

[Cole Alvarez Fawn]

Cole var ikke god nok til at følge med i hvad folk sagde om Rose, måske ville han ellers have været bedre til at spørge ind til hendes liv. Han ville uden tvivl finde dem der drillede hende og give dem en blodtud hvis han fandt ud af det. Han vidste dog intet om det nu og kunne derfor ikke reagere.
"Neej ikke rigtig, hvorfor? Har han lavet mere ballade?" Spurgte han og rettede sig lidt op i stolen.

[Rose Alvarez Fawn]

Godt. Det lød altså ikke til at Cole havde hørt noget. Det var godt. Sådan havde hun det bedst, selvom det nogen gange fik hende til at døje med dårlig samvittighed. "Det har han sikkert" Grinede hun. Caleb blev altid rodet ud i noget. Under ordet ballade gik vel også nok, at beskytte Rose. "Men det var ikke helt det jeg tænkte på." Så smilede hun bare til Cole, og satte sig til rette i stolen. Hun var nødt til at passe lidt på sin bror. det var grunden for han ikke skulle høre for meget. Sådan forsøgte hun hvert fald at overbevise sig selv.

[Cole Alvarez Fawn]

Cole smilede stadigvæk en anelse, selvom det var blevet mindre. Han vidste ikke helt hvor hun ville hen med sit spørgsmål, så han gav sig bare til at klø sig på hagen mens hun talte.
"Hvad var det så du tænkte på?" Spurgte han og stoppede op og så overvejende på hende.
"Han har ikke givet dig problemer vel?" Det var usandsynligt, men nogle gange kunne Caleb gøre lidt som han havde lyst til.

[Rose Alvarez Fawn]

“Nej nej! Slet ikke!” Hun måtte nok hellere fortælle ham det, inden han begyndte at digte underlige historier i hovedet. Det var hodt nok ikke hvad hun havde mest lyst til, men hun ville omvendt heller ikke lyve. Hun tøvede derfor og så væk fra Cole da hun fortalte. “Han hjalp mig, da nogle drenge fra eliksirtimen  havde bundet mine sko sammen” Det var flovt at fortælle og hun mærkede hvordan en lille knude begyndte at samle sig i halsen. Det var en anden grundet til ikke at sige noget til Cole. Hun gad ikke sidde der og flæbe overfor ham. 

[Cole Alvarez Fawn]

Cole lyttede opmærksomt til hendes ord. Han håbede virkelig ikke at Caleb havde gjort noget dumt. Han blev en anelse lettet da han hørte hvad der var sket. Selvom han var glad for han havde hjulpet hende, var han ikke helt sikker på hvad han skulle mene om det.
"Det er jeg glad for at høre." Sagde han og rynkede sine øjenbryn.
"Hvem gjorde det?" Spurgte han og så hende i øjnene, uden at lade hende undgå at svare.

[Rose Alvarez Fawn]

Hun mærkede, hvordan Coles øjne hvilede fast på hende og der gik ikke længe før hun kiggede på ham og blev fanget i hans blik. Hun forsøgte at synke, i håb om at hun så kunne sige noget, men det føltes ligegyldigt. 
Hun havde lyst til at se væk, men kunne ikke. "Det var.. Det var jo ikke noget særligt." Der var ingen grund til at gøre mere ud af det. Cole ville sikkert bare ende i problemer og sådan skulle det ikke gå. Det var ikke nødvendigt, hun havde jo klaret det.

[Cole Alvarez Fawn]

Cole sukkede højlydt over Roses ord og løftede sine øjenbryn, mens han så på hende med et indgående blik.
"Jo det var. Du må ikke lade folk træde på dig på den måde. Du bliver nødt til at reagere Rose." Sagde han alvorligt.
"Det ender bare med at du glemmer hvad der er noget særligt og så kommer alle til at gå hen over dig uden modstand." Sagde han. Han ønskede virkelig ikke, at hun skulle ende op ligesom deres mor, som aldrig havde været i stand til at modsætte sig noget.

[Rose Alvarez Fawn]

Rose kiggede på ham med et lille smil, det var en anelse opgivende, men dog et smil. "Hvad vil du have jeg skal gøre? " Det var begrænset hvad hun kunne gøre ved dem, og egentlig gjorde det hende ikke noget. Hvis bare de lod hende være i fred, så var det godt. 
Hun var jo bare væltet, ikke noget voldsomt. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre når det sker." Hun havde forsøgt at sige noget igen, men det var bare blevet til nogle halvfærdige lyde, og så havde de grint endnu højere.

[Cole Alvarez Fawn]

Cole skar en diskret tænksom grimasse, mens han strøg fingrene gennem sit hår og sukkede dybt.
"Du skal bare stå ved at de skal lade dig være i fred. Forestil dig du står foran et af vores landbrugsdyr derhjemme, som er helt kørt op. Hvis du viser svaghed overfor det, vil det højst sandsynlig føle sig mere bange og derved blive mere farlig."
Sagde han og trak på skuldrene.
"Mennesker fungerer lidt på samme måde." Sagde han uden at være helt stolt over sin evne til at spille magtkampe.