Et Nedtonet Nederlag

[William Knight]

Poolfesten, Godric Dalen
Omkring 22:35
Melanie Burton

Badebolden blev kastet over mod fyrene i poolen, der stadig teede sig som vanvittige hanaber. De brølede i hvert fald som sådanne væsner, og pumpede brystkasserne op når en lækker pige tiltrak deres opmærksomhed. Liam forlod dem dog med en latter, som han trak sig op på poolens kant, og fik bakset sig på fødderne. Våd fra top til tå begav han sig selvfølgelig mod drinksbordet, i håb om at nedtone den uslukkelige tørst efter frihed. Frihed fra skolelivet, og - vigtigst af alt, fra Melanie Burton.

Han havde ikke fortalt en sjæl hvad der var hændt. Og for at undgå at tabe ansigt, var han troppet op til poolfesten, som om intet var sket. Det var den rene komedie, men med lidt mere alkohol, ville rollen måske være lettere at spille. Det var i hvert fald hvad han havde overbevist sig selv om.

Dá, bemærkede han hende. Selvfølgelig stod hun så tæt på hans destination, at det ville være ligeså smertefuldt at nærme sig hende, som det ville være tåbeligt at dreje om på hælen som en kujon. Derfor forsøgte han blot at afholde blikket fra hende, som han tillod sig selv at rode lidt rundt med nogle flasker, for at finde den rette 'mikstur mod et knust hjerte'. Måske en stærk øl? Nej, ikke stærkt nok.

[Melanie Burton]

Sent på aftenen, efter hun havde besøgt badeværelset, havde hun ikke kunne finde Talbot. Det var dog nok fordi at hun var en smule beruset og derfor havde glemt hvor hun havde efterladt ham. Iført sin bikini og en lille løs skjorte, var hun derfor gået mod drinksbordet, som var så fyldt med flasker at hun ikke anede hvad hun skulle vælge. 

Hendes lettere beduggede tilstand gjorde at hun ikke lagde mærke til Liam, da hun var fokuseret på at finde ud af hvad hun skulle have. Hun åbnede en flaske, men den viste sig at være tom. Da hun åbnede den næste, var den også tom og hun udbrød derfor en lettere frustreret lille lyd. Det gik slet ikke op for hende, at hun stod ved den del af flaskerne som var blevet sat til side, fordi de var tomme.
I virkeligheden burde hun nok ikke drikke mere, men hun var som altid rimelig glad for at hælde alkohol til sig til festerne.

[William Knight]

Ud af øjenkrogen observerede han hvordan pigebarnet greb ud efter flaskerne, fortvivlet over deres mangel på indhold. Det var ligeledes en kamp ikke at lade blikket glide, ikke-så-henkastet, ned ad hendes letpåklædte krop. For trods der var mange, ligeledes, letpåklædte piger til festen, havde Melanie trods alt optrådt i hans fantasi i månedsvis. Hun havde vævet sig ind i hvert tankespind, og selv denne milde nærhed fik de blandede følelser til at knuge brystkassen en smule sammen. Hævngerrighed, forelskelse, fortvivlelse, og tiltrækning.

"Med den fart alle drikker på, skulle man tro at alkoholen var forsvundet på magisk vis." Kommenterede han lavt. Hvorfor snakkede han til hende? Fristelsen havde været for stor, og.. Selvom han gerne ville slå det hen mod at han ikke forsøgte at vise sin skuffelse ved at ignorere hende, var der stadig noget der bankede for hende. Det var et friskt sår... Meget friskt.

"Her." Han stillede en uåben flaske foran hende - blikket vendt mod sit eget udvalg.

[Melanie Burton]

Melanie stivnede en anelse da hun hørte Liams stemme. Hun registrerede næsten ikke hvad han sagde, fordi hun var så chokeret over at han stod lige ved siden af hende. Hun havde brugt hele aftenen på at undgå ham. Det var voldsomt energikrævende, hvilket nok var en af grundene til at hun havde hældt så meget i sig.
"Tak." Sagde hun og tog imod flasken og så ham flygtigt i øjnene. Den dårlige samvittighed åd hende op.
Stilfærdigt hældte hun en sjat i sit plastikkrus og satte derefter flasken fra sig, men skubbede til kruset på vejen, så det væltede ned og rullede ind under bordet. Et væld af muggler bandeord slap hen over hendes læber.
Et øjeblik efter, var hun nede på alle fire, i et forsøg på at samle det op.

[William Knight]

Trods øjenkontakten havde været flygtig, betød det ikke, at den havde været uvirksom. Tværtimod, følte løven en række af blandede følelser med blot dén smule kontakt. Hvordan kunne man ligeledes holde så meget af en person, som man kunne hade dem for at have knust én?

Han fangede sig selv i at løfte den ene mundvige en smule over den anden da Melanie gav sig til at kravle under bordet. Da han fornemmede at nogen var på vej mod drinksbordet, blev hans morskab dog erstattet med en mærkelig beskyttertrang. Som ønskede han ikke at nogen skulle se hende i dén position.

"For Merlins skyld, Mel." Bandede han lavmælt, før han fandt et plastikkrus frem fra en frisk pakke på bordet. "Her, tag dog en ny. Den der kop må være møgbeskidt nu." Han rakte en kop mod hende, som han bøjede sig en smule ned.

[Melanie Burton]

Melanie havde slet ikke tænkt på at hendes gamle kop ville blive beskidt, derfor samlede hun den op da hun fandt den og vendte sig mod Liam, da han talte til hende. Hun rettede sig lidt forbløffet op, mens hun vendte blikket mod sin gamle som rigtig nok havde fået alt muligt skidt på sig. Hun smed den fra sig med en grimasse og kom derefter hurtigt på benene, mens hun tog imod den han rakte til hende.
"Hvorfor er du så sød ved mig Liam? Jeg fortjener det ikke." Sagde hun og så ned i kruset som han lige havde givet hende. Han burde være vred på hende. Råbe. Hans venlighed gjorde bare det hele værre.

[William Knight]

Omhyggeligt forsøgte han ikke engang at strejfe hendes fingre med sine, som hun tog kruset ud af hans hånd. For hvis blot lidt øjenkontakt kunne få ham til at føle at alle hans indvolde begyndte at vendes på vrangen, hvad fanden ville fysisk kontakt så gøre? Han forsøgte dog at se lettere upåvirket ud. Både for at holde sin egen 'maske' oppe, og, vel også, for at ødelægge hendes.

"Jeg giver dig et krus, Mel. Prøv at lade være med at læse for meget i det." Han trak på skuldrene, rømmede sig en smule, og skænkede lidt alkohol op til sig selv. Da væsken havde fyldt kruset til et passende sted, hældte han lidt op i hendes, nu hvor han alligevel havde flasken ved hånden.

[Melanie Burton]

Liams ligegyldighed ramte plet. Hendes blik flakkede lettere forvirret hen over hans ansigt og hans ord fik hende til at føle sig ti gange mindre. Hun satte kruset fra sig på bordet og rynkede øjenbrynene sammen, mens hun så tænksomt væk. Intet gav mening for hende lige nu. Alkoholen ødelagde hendes forståelse for hvad der foregik og hun kunne ikke få puslespillet til at hænge sammen. Han havde dog formået at få hende til at blive ked af det, hvilket sikkert også var formålet. Det var dog stadig hende der var røvhullet her.
Da han havde hældt op til hende, drak hun en kæmpe tår af det , hvorefter hun skar en grimasse og satte det tilbage på bordet med et lettere sløret blik.

[William Knight]

Som Melanie havde hævet kruset til sine læber, fulgte han hendes eksempel med sit eget. Ingen opblanding var vist nødvendig, når man gjorde hvad man kunne for at komme igennem dagen. Alkohol skulle jo gøre det sjovere, right? Eller i det mindste nemmere at se på Melanie uden at lade øjnene fortælle sandheden - at han var frustreret, hadefuld, og absolut ødelagt.

"Hvor er han så? Hr. Vejleder, mener jeg." Spurgte han, i et forsøg på at lyde så henkastet som muligt. Han spejdede kortvarig over hendes hoved, for at få øje på knægten, der havde 'vundet' spillet.

[Melanie Burton]

Da Liam omtalte elefanten i rummet, blev Melanies kinder røde af skam. Hun så lettere skyldbevidst ned, inden hun slog blikket op igen.
"Jeg kan ikke finde ham." Hviskede hun og rystede lidt på sit hoved. Det var ikke Talbots skyld. Sådan var det ofte til fester. Man blev altid væk fra hinanen. Derefter rakte hun ud efter koppen igen og tømte bægeret ned i sin hals. Den gjorde hele forskellen, snart ville hun være så beruset at hun ikke ville kunne mærke sig selv. Det var lidt hele pointen med det. Selvom hun havde valgt Talbot, var det ikke lutter lyserøde skyer. Hendes dårlige samvittighed over Liam, gjorde hun ikke helt kunne slå sig løs som hun ellers ville gøre.

[William Knight]

Skylden der havde ramt hendes øjne, sendte en vag gnist af tilfredshed gennem ham. Som fandt han en trøst i at pigebarnet havde det dårligt med hvad hun havde gjort. Han følte, trods alt, at han havde gjort sig til grin, ved at bekende sin forelskelse. The player got played.

"Så du drikker følelserne væk, i stedet for at finde ham?" Han hævede et øjenbryn lidt sigende. Som formodede han, at hun ikke bekymrede sig nok om Talbot til at tage initiativ til at finde ham.
"Er der allerede problemer i paradis?"

[Melanie Burton]

Melanie trak øjenbrynene sammen, mens hun betragtede ham skeptisk. Hans analyse af hende var en smule sørgelig.
"Nej." Sagde hun og trak på skuldrene. "Jeg finder ham nok på et eller andet tidspunkt." Bemærkede hun.
"De følelser jeg prøver at drikke væk handler ikke om ham." Sagde hun så. Lige nu havde hun bare mere lyst til at drikke sin hjerne ud. Det var hårdt at være tilbage i London og denne fest, var en af de eneste hun ville komme til, hvor hun ikke ville blive overvåget af alles smartphones.
Til sidst fyldte hun sin kop igen, en del mere end det Liam havde hældt op og tog så endnu en slurk.

[William Knight]

Nu krængede noget sig for alvor rundt i hans brystkasse. Som havde han slugt en blævreorm eller to, der havde sat sig fast i spiserøret. Selvfølgelig forsøgte han at virke upåvirket, men noget i hans blik forandrede sig en smule. De ellers varmt-brune øjne blev køligere, og kæben mere sammenbidt.

"Nåh, ikke? Forsøger du at dulme din dårlige samvittighed?" Sagde han, uden egentlig at overveje om han burde sætte en stopklods op for sig selv. Det her var vel ikke sådan man lod som om man var ligeglad, var det vel?

"Eller, nød du rent faktisk at 'spille på to heste'?"

[Melanie Burton]

Melanie stivnede lidt over hans ord. Det gjorde hende ked af det at høre ham tale sådan til hende og hun overvejede om han reelt nogensinde havde følt noget ægte for hende. Hun skulle til at svare, men han talte videre og i stedet stirrede hun bare chokeret på ham.
"Hvordan kan du tro det? Jeg er ikke hjerteløs Liam og selvfølgelig har jeg dårlig samvittighed. At du kan tro andet, siger mere om dig en det gør om mig." Sagde hun og med en smule såret vrede i sin stemme. Hun forstod ikke hvem denne dreng var. Han var tydeligvis ikke den hun engang havde kendt mere, måske havde han bare ladet som om, fordi han ville få hende på listen over alle sine damer.

[William Knight]

Hendes ord gnavede i ham igen, og han mærkede temperamentet sætte sig i de mørke øjne. Hvad fanden bildte hun sig ind, at vende det her mod ham? Fortjente han ikke at føle sig forurettet, eller formodede kære Melanie Burton blot, at han skulle tage det her med oprejst pande? Så kendte hun ham måske, i virkeligheden, ikke.

Han slugte indholdet i sit glas temmelig hurtigt, for at kvæle eventuelle vredesord. Det var dog lidt af en kamp, eftersom pigebarnet tillod sig selv at tale til ham som om hun var oprigtigt såret. I hans øjne, havde hun leget med ham fra begyndelsen. Hvorfor skulle hun ellers droppe ham, blot få dage efter han var bukket under for sin håbefuldhed?

"Jeg har aldrig påstået at jeg er hellig, Melanie." Sagde han endelig. "Men måske gjorde du mig i virkeligheden en tjeneste." Der var noget olmt i hans tone, som blikket gled over poolen.