Kærlighedens pris

[Sophia Pierce]

Sophia himlede lidt med øjnene. Han skulle ikke kommentere på at hun var ved at tude, det gjorde kun det hele værre. "Chris vil du ikke godt bare.... Er det fordi du ikke elsker mig? så sig det i stedet." Hun ville ikke holdes for nar, eller blive til grin. Så kunne han lige så godt sige det her og nu.

[Christopher Cameron]

Christophers forsøg på at omfavne hende faldt hårdt til jorden og han endte med at lade armene falde akavet.

“S-selvfølgelig gør jeg det,” sagde han, lidt håbløst. “Det er bare...”

[Sophia Pierce]

"Bare hvad?" Hendes øjne blev helt mørke, ikke fordi hun ville true ham, men nu måtte sandheden altså frem. Hvad var det han gik og skjulte? De blev dog hurtigt rav-farvede og hun trak vejret tungt før hun fortsatte. "Vil du ikke nok sige hvad der er galt? du opføre dig virkelig mærkeligt."

[Christopher Cameron]

Christopher fik helt en impuls til at træde et skridt tilbage over Sophias faretruende blik. "J-jeg ved ikke hv-hvordan..." kom det fra ham, mens hans hjerte galopperede afsted. Han kunne tænke det, men han kunne simpelthen ikke vride ordene over sine læber.

"Det er ikke f-fordi jeg i-ikke..." Isen var efterhånden smeltet og det samme var al Christophers maskulintet, som han stod og stammede som en anden kujon.

[Sophia Pierce]

"jaer..." kom det lidt utålmodigt fra hende, mens hun hævede et øjenbryn og lagde armene over kors. Kunne han da ikke bare sige det i stedet for dette her. 
Så sank hun, måske var det bare ikke let. "Chris skal vi sætte os et sted og snakke om det?" Måske hjalp det med lidt venlighed.

[Christopher Cameron]

Christopher havde mest af alt lyst til at stikke af og ikke konfrontere problemet. Det kunne han dog heller ikke få sig selv til og endte med at nikke.

"Okay," lød det lidt apatisk, som han fulgte med sammen med sin smeltede is. Han sagde ikke noget, før de havde fundet en bænk at sidde på. Han klarede halsen.

"Måske... Fungerer det her ikke så godt..."

[Sophia Pierce]

De fandt en bænk og heldigvis for det, for Christopher fik endelig sagt, hvad han havde kæmpet med og for Sophia føltes det som et slag i ansigtet. Længe sad hun og kiggede på ham uden at sige noget. Det var det... Det var slut nu! Tankerne fløj gennem hovedet på hende. Hun havde taget ham for givet og nu havde han fået nok. Blikket sank til hendes fødder og hu trak vejret tungt.

Håret ændrede sig til en kedelig grå farve og øjnene blev grå. "Så... Det var det? Er det... er vi.. slut nu?" Skulle sandheden frem, havde hun nok aldrig været total forelsket i ham, men hun kunne rigtig godt lide ham og nu hvor han var ved at glide fra hende, forsøgte hun alt hun kunne for at holde fast. "Kan vi ikke få det til at fungere tror du?"

[Christopher Cameron]

Det hårdeste ved Sophia var, at hendes følelser var så tydeligt malet, at selv Christopher ikke for alvor kunne være i tvivl om dem. Da hun blegnede foran ham, så han helt fortabt ud og det var måske det, der fik ham til at tage den næste, irrationelle beslutning.

"Vi kan godt prøve..."

[Sophia Pierce]

Efter lidt tid kiggede Sophia på ham, Det var svært det her og Christopher var sød, men hvad gjorde man så? "Er... Er der en anden?" Spurgte hun forsigtigt. Det kunne jo godt være det var sådan noget, hun havde trods alt selv haft følehornene lidt ude. Det var måske ikke helt rimeligt nu, men sådan var det altså og det var lettere den vej. 
"Chris fortæl mig hvad det er, vil du ikke nok? Ellers kan jeg ikke gøre noget ved det hvis vi skal fortsætte."

[Christopher Cameron]

Christophers tunge slog knuder og han havde sat isen fra sig på bænken. Hænderne vred sig mod hinanden og han kunne godt se, at han ikke kunne blive ved med at tale udenom.

"Ja... Eller jeg mener... Der er ikke nogen, praktisk talt, men... Ja... U-undskyld."

[Sophia Pierce]

Sophia forstod ingenting, og Christopher gav overhovedet ikke mening. Hun rynkede derfor lidt på brynene og så på ham igen. "Er der en anden eller er der ikke en anden?" Spurgte hun igen, denne gang lidt mere skarpt. Kunne han da ikke bare sige det, så dette modbydelige venten kunne få en ende. "Hvem er hun?" Spurgte hun så da tålmodigheden ophørte.

[Christopher Cameron]

Christopher var fuldkommen og komplet rød i hovedet. Hans tunge slog knuder og han stammede lidt uforståeligt, før han endelig tog sig sammen til at snige et eller andet, der på nogen måde gav en eller anden form for mening.

"Der er ikke nogen anden... P-p-pige..."

[Sophia Pierce]

Hun stirrede på Hannover blinkede hurtigt utallige gange, MEGET uforstående. “ pige? Så... betyder det.... hvad helt præcist?” Hun forstod absolut ikke. Eller retter sagt, så måtte hun have misforstået noget. Det måtte være den eneste løsning. Det var som om hele hendes virkelighed klirrede omkring hende. Nej. NEJ! Det kunne ikke passe. Så kiggede hun på ham igen. Hun måtte have svar nu. “Så en dreng?”

[Christopher Cameron]

Christopher fortrød lidt sine ord halvt og hørte dommedagsklokker slå inde i sit hoved, som Sophia regnede sig frem til den helt rigtige konklusion. Farven steg op i hans kinder, hvilket allerede afslørede det sande svar, før han overhovedet kunne tage sig sammen til at få ord frem.

Han var stille længe. Måske ikke flere minutter, som det føltes, men i hvert fald. Før han til sidst, helt stille, sagde: "Ja..."

[Sophia Pierce]

Sophia var klar på at hendes verden skulle bryde sammen, men.... sjovt niks ketel det ikke helt. Er stedet voksede en dyb fuge bare frem mellem brynene. Den blev kun dybere som hun tænkte. “...en dreng...” hvordan skulle hun havde det med det? Hun havde forventet der havde været en anden pige, men en dreng? “Men... så kan vi jo slet ikke være sammen længere” konkluderede hun lidt, efter at have tænkt over det længe og være overrasket over hvor rolig hun var.måske havde hun lidt allerede vidst at der var et eller andet med ham.