Sur smag i munden

[Kala Patil-Fawley]

Ulykkeligt stirrede Kala efter Declan, da han skridtede væk fra hende uden at se sig tilbage. Hjertet sank i maven. I løbet af den sidste time havde det udviklet sig fra en fantastisk dag til en rigtig skodaften.

Hun tog en tår mere af vandet og kastede et blik mod poolen, der efterhånden var affolket. De fleste var gået ind eller hjem. Længere henne, ved kanten, opdagede hun sin efterladte drink og uden at tøve tilbagelagde hun afstanden.

Fødderne blev stukket i det kolde vand, før hun tog en lille tår for at fjerne smagen af mavesyre i munden.

William Knight
Omkring halv 1

[William Knight]

Det havde været en fejl at deltage i festen. Det vidste han nu. Deltagelsen havde været et desperat forsøg på at glemme det knuste hjerte og de nu forhadte forhåbninger, samt at udfylde tomrummet med dumhed og alkohol.
Aldrig havde han dog troet, at han ville ødelægge alt andet omkring sig.

Promillen var høj nok til at dulme en anelse af emotionaliteten. Den fik ham dog også til at måtte støtte sig en smule til dørkarmen, som han trådte ud af en af dørene fra huset, mod poolen. I den ene hånd var en ølflaske, som han havde nuppet fra et bord, trods den ikke tilhørte ham, og var åbnet på forhånd.

Som han nærmede sig poolen, måtte de brune øjne stille skarpt på den velkendte skikkelse der sad på kanten, med fødderne i vandet. Kala. Hun havde altid været hans happy-little-pill, og af dén grund nærmede han sig i naivitet, på trods af den uretfærdighed han vidste at han havde gjort hende til aften.

"Du ligner en der burde tage hjem, babe… Det gør vi velnok begge." Uprovokeret dumpede han ned ved siden af hende.

[Kala Patil-Fawley]

En kuldegysning fik nærmest hele hendes lille skikkelse i bevægelse, men hun trak ikke tæerne op af vandet. Et sted i baghovedet vidste hun godt, at hun burde sikre sig, at Vanya kom sikkert hjem, men hun havde virkelig ikke lyst til at tale med hende lige nu, hvilket virkede uundgåeligt, hvis de tog sammen hjem. Desuden så hun et sted mellem to og tre mere eller mindre slørede udgaver af sin drink.

Blikket hævede sig ved lyden af skridt. Liam. Den eneste anden til den fest, hun ikke gad tale med. Ved Dumbledore, hun ville hellere tage en lang, dyb snak med Patsy Murray, hvis det på nogen måde kunne redde hende fra Vanya og Liam. Ved siden af hende dumpede han ned, men hun undgik ham omhyggeligt med blikket og tyggede lidt på sugerørets spids.

“Så tag hjem,” svarede hun afvisende og rykkede et par symbolske centimeter væk fra ham.

[William Knight]

Eftersom han havde forlagt de sort/hvide sneakers omkring drinksbordet for nogle timer siden, havde han en tilsvarende mulighed for at stikke sine fødder i det kølende vand. Man kunne nok svagt ane duften af alkohol og klor i den åbne sorte skjorte som, med sine halvt-oprullede ærmer, var blevet spildt på i ny og næ.

Kala værdigede ham ikke et enkelt blik. Den tiltrækkende pige syntes, tværtimod, at gøre en god indsats for ikke at give ham dén opmærksomhed, som han desperat søgte hos hende nu. Havde Vanya fortalt om..?

"Og efterlade dig her?" Spurgte han, med ansigtet drejet mod hende. Sandheden var, at han knapt nok havde skænket hende megen opmærksomhed til aften, men trods dét, ønskede han ikke at vige fra hendes side nu, grundet et desperat ønske om at hun havde ligeså stort et behov for ham, som han havde for hende.

[Kala Patil-Fawley]

Kala fnøs. Normalt ville hun elske at slutte aftenen af sammen med ham, siddende ved poolsiden med en drink og måske en lidt for høj promille. Men i aften var alt gået skævt og intet var som det plejede. Da hun endelig rettede blikket mod ham, stadig med sugerøret i mundvigen, var der overvejelser i hendes slørede blik. Hun tog en langtrukkent tår gennem sugerøret

“Hvorfor?” spurgte hun langt om længe, da hun igen slap sugerøret med læberne. “Er det fordi, hun er flot? Eller var du bare liderlig og havde behov for et sted at stikke den ind?”

Kala elskede Liam. Virkelig. Og havde gjort det længe. Han var hendes første, og derfor ville han altid være speciel for hende. Men lige nu... lige nu kunne hun ikke udstå synet af ham.

[William Knight]

De mørke øjne mødte hendes i en forhåbning om at hendes blik var betydeligt mildere, end hendes toneleje før havde været. Da en strøm af ord gled over hendes læber, følte han dog en kulde glide ned over rygraden, og stemmebåndet snørre sig sammen, som med en usynlig tråd.

Han adskilte de halvtørre læber en smule, som for at komme med en indvending for at beskytte sin egen stolthed. Men var der snart mere at beskytte? Melanie havde knust ham, og han havde, på blot én aften, afreageret ved at knuse de to personer der altid havde haft hans ryg: Patsy og Kala.

"Måske ønskede jeg bare, at tage til takke med den næstbedste efter dig, nu hvor du virker... Optaget." Forsvaret var elendigt, men i det mindste forsøgte han ikke at lyve sig ud af situationen.

[Kala Patil-Fawley]

Kala ville hæve brynene og stirre vantro på ham, men det var efterhånden en god halv time siden, at hun rigtigt havde kunne føle sit ansigt og den sidste rest af kontrol over musklerne var det at sive ud af vinduet.

“Forsøger du at,” hvad var det nu det der ord var? Nå, så måtte hun vel bare bruge “undskylde, at du ville stikke den i min tvilling, fordi jeg er her med min...” Hun tav. De havde jo ikke rigtigt havde snakken om, hvad de var, og det var slet ikke sikkert, at Linh overhovedet ville have noget at gøre med hende, når han fandt ud af, at hun havde kysset en anden. “... Med én, jeg kan lide?” Selvom hun snøvlede, var hendes misbilligelse ikke til at tage fejl af.

[William Knight]

Blikket flakkede lidt mellem hendes øjne. Et tegn på at han virkelig forsøgte at holde fokus gennem promillen mens han, samtidig, også kæmpede en desperat kamp for at læse hende. En kamp der vel var temmelig ligegyldig eftersom Kala ikke ligefrem skjulte sin foragt for hans tilståelse.

"Det var ikke ligefrem hæderligt af mig, Kala." Indrømmede han, med et lag af frustration i stemmen. Munden smagte af blandet alkohol, men værst af dårlige beslutninger, der langsomt tilintetgjorde fundamentet under hans fødder.

"Hun tilbød mig bare noget jeg havde... Brug for."

[Kala Patil-Fawley]

Denne gang måbede hun rent faktisk. Uden hun helt vidste hvorfor, satte hun drinken fra sig i en pludselig indskydelse. Langsomt fik Kala skubbet sig på knæ og kravlede over mod ham.

“Nå, fordi du havde brug for mig?” spurgte hun og prøvede at fokusere, så der kun var en af ham. Det gik så længe hun kun fokuserede på et lille område af ham af gangen. “Har du brug for at røre ved mig?” fortsatte hun æggende. “Kysse mig?”

[William Knight]

Sindet var ikke kun inficeret af alkohol, skyldfølelse og hævngerrighed, men også af en tyngende forvirring, der kun blev forstærket ved Kala's adfærd.
Den del af ham der længe havde søgt efter en forløsning i sex, og et afbræk fra det knuste hjerte, havde lyst til at give efter.
Den anden del råbte dog om at dette var forkert. Forkert fordi hendes blik svømmede mere end hans, hendes følelser var andetsteds, og fordi han havde været så tæt på at have haft sex med Vanya. Trods hans blik vandrede mod hendes læber, lyttede han til den smalle gnist af fornuft der var tilbage.

"For Merlins skyld, Kala." Han drejede ansigtet væk fra hende. "Hvad går der af dig?"

[Kala Patil-Fawley]

I det mindste havde Liam samvittighed til at afvise hende, hvilket var mere end Kala havde troet om ham. Det gav hende dog ikke den ønskede mulighed for at få afløb for sine frustrationer og hun skubbede ham i brystet, før hun trak sig tilbage.

“Der går det af mig, at du prøvede at komme i bukserne på min tvillingesøster,” mumlede hun tvært og lagde armene om sig selv, før hun så anklagende hen på ham. “Og du skal ikke lyve, jeg ved du også tænker på mig nu. At du har lyst til... det. Selv om du havde tungen i hendes hals tidligere.” Tanken gav hende kvalme.

“Hvorfor kom du måske herhen?”

[William Knight]

Temperamentet havde utvivlsomt rokket mere på sig, hvis Kala havde slynget ham en lussing, frem for at skubbe ham i brystet. For, trods han havde haft en selvdestruktiv aften, vidste han udmærket hvad han fortjente. En grænse var overskredet, trods intimiteten ikke havde været fuldendt. 

"Jeg kom herhen fordi jeg havde brug for dig, ja." Svarede han lidt sammenbidt. Hænderne havde han foldet i sit skød, så han kunne presse dem en smule sammen, og bevare kontrollen. "Og gu' er det selvisk af mig at opsøge dig fordi jeg har brug for det, efter hvad jeg var ved at gøre med Vanya." Lidt selvindsigt var der da. 


"Men lad være med at få det til at lyde som om jeg kun ønsker dit selskab, når jeg vil ha' sex." Der var noget lidt bestemt i hans tone. Som mærkede han igen en lyst til at forsvare sig selv.

[Kala Patil-Fawley]

Kala tog drinken igen og pattede lidt på den. Måske hun burde tage hjem, når den var tom. Det virkede umiddelbart som det bedste alternativ. Der var i hvert fald ikke meget ved at blive.

“Så forklar mig helt præcis, hvad det handler om, det uden om sex. For jeg troede, vi var venner. Jeg troede...” Det kunne være lige meget, hvad hun havde troet. “Det kan være ligemeget. Du skal ikke sige noget.”

Hun fnøs og fandt hans blik igen. “Bare fortæl mig, om du havde tænkt dig at sige noget, før...”

[William Knight]

Hvordan kunne man overbevise nogen om venskabelig loyalitet, når ens handlinger fortalte en anden sandhed? Liam ledte efter en forklaring, men måtte søge lidt trøst i ølflasken, som han hævede mod sine læber. Da han sank den igen, håbede han at den bitre specialøl, ville gøre det nemmere for ordene at glide ud.

"Jeg vil ikke lyve for dig." Der var en stædig tvivl i hans øjne. "Men..." Han rystede en smule på hovedet. "Nej, jeg ville ikke have sagt noget. Ikke i aften." Hvorfor fortalte han hende det? Ordet 'egoist' stod i forvejen skrevet på hans pande denne aften.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var normalt hverken typen, der råbte eller brokkede sig eller på anden måde skabte en scene, men lige i aften var hendes stiplede linje nået og for længst overskredet. Lige som hans ord faldt, skete det hele lidt i beruset impulsivitet. Et øjeblik overvejede hun at slynge sin drink i hovedet på ham.

Så kastede hun den i stedet i poolen med en frustreret lyd. “Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige til dig,” konstaterede hun i lige dele ulykke og vrede.