Efter midnat

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde virkelig håbet, at de kunne undgå at tale om det, men det var selvfølgelig en tåbes håb. Hun så ud til at krympe næsten et par centimeter.

"Jeg, jeg ved det ikke. Jeg har drukket for meget og undskyld, jeg... Jeg skulle ikke have gjort det, men alle de søde ting, du sagde... Undskyld."

[Deleted]

Hendes svar var tydeligvis ikke det han håbede på. Skuffelsen var indlysende, da hans blik blev tomt i det og han kiggede væk. Det havde vel også været for urealistisk. Han skyndte sig dog at smile til hende, forhåbentlig før hun opdagede, at han faktisk var en smule såret. Hun havde allerede så meget at tænke på, han ville helst ikke tilføje mere til den liste.

“Du behøver ikke undskylde. Jeg skulle have stoppet det, da det skete. Det beklager jeg.”

[Kala Patil-Fawley]

Kala stirrede stadig ned på den klamme klat ud for bænken. Hun havde en sur smag i munden, kun delvist fra opkasten og mest af alt længtes hun bare efter sin bløde seng.

"Jeg burde finde Linh, mumlede hun og kom på benene. Først der kastede hun et modstræbende blik på ham. "Undskyld."

[Deleted]

Declan havde det heller ikke helt godt. Han følte sig rimelig skuffet, men også såret, og han havde virkelig lyst til bare at gå. Heldigt for ham var det hende, der gik, hvilket faktisk også gjorde ham mere skuffet. Nu havde hun fået den selvtillidsboost, hun havde brug for, og så kunne hun gå hen til kæresten igen.

“Lad være med at undskylde.” Det lød hårdere end han oprindeligt ville have det, men han kunne ikke gøre for det. “Bare behold hættetrøjen.” Selvom hun havde lagt op til at gå, rejste han sig op. “Ses.” Mumlede han, inden han gik.

[Kala Patil-Fawley]

Kalas mund droppede åben ved Declans hårde ord. Først der gik det op for hende, hvor såret han så ud, og den dårlige samvittighed bølgede over hende påny.

Alt i hende vendte sig og et øjeblik var hun bange for, at hun skulle kaste op igen. Hun sank ned på bænken igen og ventede på, at kvalmen lagde sig igen, mens gråden kradsede i halsen.

afsluttet