Brændende sommer

[Kazimir Karkaroff]

Et busket øjenbryn hævede sig let og han mødte hendes blik lige på og hårdt, uden at vige. Han fulgte ikke hendes bevægelse, da hun lagde flasken og gjorde absolut heller intet for at række ud efter den.

"Nej," konstaterede han simpelt, uinteresseret i den slags. Og han vidste bedre end bare at drikke en eliksir tilbudt af en komplet fremmed. Øjnene kneb sig sammen. "Fortæl mig, hvorfor du gør det her."

[Deleted]

Det kom ikke bag på hende, at han ikke tog imod eliksiren. Hun overvejede at forklare at den var harmløs og at hun brugte den til sin søsters ledsmerter. Hun vidste dog at det ikke ville gøre en forskel.

“Hvad med et tak i stedet?”, prøvede hun og hævede sit ene bryn en smule. “Du var såret og jeg ‘ik lyst til at ‘jælpe dig…. Ikke alle har skjulte bagtanker”, fortsatte hun i et fast toneleje.

[Kazimir Karkaroff]

Kazimir havde ikke bedt om hjælpen og havde ikke tænkt sig at takke for den. I stedet så han bare stadig mistroisk på hende. Han overvejede bare at rejse sig op og gå, men han blev alligevel siddende. Måske i en eller anden forventning om at han ville begynde at forstå hende.

"Alle mennesker har bagtanker. Kun naive mennesker kan ikke se det."

[Deleted]

Adálie fik nok. Hun havde ikke tænkt sig at diskutere med en mand, der ikke virkede til at ville ændre sit synspunkt. I stedet gik hun hen mod sin dør og åbnede den nok til at man kunne komme igennem. 



“Kom godt ‘jem, Monsieur”, røg det med påtaget rolighed over hendes læber. Genfærdet af et venligt smil lurede på de rosa læber; omend det ikke nåede de isblå øjne, der i stedet fortalte, at det var tid til at han gik.

[Kazimir Karkaroff]

Kazimir var ikke generet af at hun blev fornærmet. Tværtimod var han næsten tilfreds. Han rejste sig uden videre og gik mod døren.

“Hvis du ikke passer på hernede, så kommer folk til at udnytte dig,” lød det alligevel fra ham på vejen forbi. Han så sig dog ikke tilbage, som han gik.

Out