Iskoldt forår

[Celeste Delacour Hart]

Selvom at der ingen grund var til at hade Roxanne nu, så havde hun lige vist, at der var al grund til at hun skulle vide hvem der bestemte.
,, Nydt og nydt. Jeg har ikke rigtig været en del af den, heldigvis. Men det var komisk at se dig blive trynet.", fnes hun og rystede lidt på hovedet. Den lille krop vendte sig nu imod Aloysius og hovedet måtte lænes godt bagover, for at hun kunne se op på ham.
,, Der er vidst en der holder øje med dig...", kommenterede hun mere dæmpet, og sendte en hentydning med øjnene hen på Amelia.
En tøs hun ikke helt vidst hvad hun skulle synes om. Ikke desto mindre, så gik de på samme årgang og havde timer sammen. Det havde de alle tre. Dog var det først her på det seneste, at Celeste havde lagt mærke til de tilnærmelser hun havde gjort sig til Aloysius. Sødt.

Celeste kiggede stadig dybt op i hans øjne, for at fange hans reaktion på det hun fortalte ham.

[Deleted]

Aloysius betragtede Celeste med et smil, på trods af hun havde skuffet ham holdte han sin facade. Hun havde reddet det let med sin kommentar, dog kunne man sagtens have gjort mere nok.
"Mig blive trynet, det er vist at stramme den." lød det høfligt, han ville bestemt ikke mene at han blev trynet. Det var måske lige over overdrive engang.

Aloysius smil blev mere køligt, da hun nævnte en som holdte øje med ham. Blikket gled ned på Amelia, han havde godt set at hun havde fået smidt lidt sne på Roxanne. Hun kunne finde ud af det.
"Ja. Det kan jeg ikke udelukke." sagde han med et smil mod Celeste, og fangede hendes blik. "Skal du ikke tænke på Celeste. Skal vi bevæge os mod slottet." sagde han og pegede mod slottet, inde han selv engang så mod Amelia og nikkede anerkende til hende.

"Kom.." sagde han og lagde hånden på ryggen af Celeste, imens han gik afsted mod slottet.

//Aloysius forlader området.

[Amelia Lynn Moore]

Et tilfreds smil gled over hendes læber, som hun så Roxanne blive ramt af sneen. Alligevel vendte hun blikket bort, som hun atter kiggede tilbage mod Aloysius. Afstanden var ikke noget problem for hende og hun kunne da også sagtens holde til at sidde på afstand af ham. Alligevel fornemmede hun deres samtale emne, som Celeste kiggede hen mod hende og derefter fik Aloysius til at gøre det samme. Smilet gled ikke bort fra hendes smalle læber, som hun roligt rejste sig fra forhøjningen og gemte hænderne i lommen.
Det anerkendende nik fra Aloysius var nok for hende, som hun atter vendte snuden mod slottet for at bevæge sig indendøre. Hun havde kun været derude for at holde øje med ham og ikke tage del i løjerne. Selvfølgelig havde hun ikke noget imod at gå efter løverne, når hun Celeste ikke kunne få ram på løvinden.

//Amelia går indenfor alene.

[Celeste Delacour Hart]

Celeste kommenterede ikke yderligere på den opmærksomhed, som Amelia tildelte Aloysius. Tankerne, var dog en hel anden sag.

Ved hans 'kom', nikkede hun og fulgte med han tilbage imod slottet.

// Celeste går tilbage til slottet.