Et sidste farvel...

[Patsy Murray]

Tråd til Duncan Brown
omkring midnat

Patsy havde haft en lang aften og hun havde brugt meget energi på at lyve for sine venner og hvem ellers der spurgte til hende og Duncan. Smilet på hendes læber havde været påklistret og falsk, men hun ville ikke lade det gå ud over andre, at hun igen havde ødelagt det med Duncan.

Nu var hun dog krøbet i skjul i en vindueskarm i stueetagen, hvor hun sad med benene oppe. Om rig havde hun et rødt tæppe. selv samme tæppe som havde ligget i hendes hule, da Duncan havde taget hende med derud. Nu sad hun svøbt ind i det, mest fordi hun savnede Duncan og fordi det føltes trygt.

Det havde været en dårlig aften næsten fra start og hun var bare glad for at den snart sluttede og hun skulle hjem. Hun lænede sig ind mod vinduet og kiggede ud på det mørke udendørsareal. men kunne bare set sit eget genskær. Hun følte sig ikke spor pæn længere, men det kunne også være lige meget. Foran hende stod en dampende kop varm kakao, men hun havde endnu ikke rørt det. Hun havde egentlig ikke rigtig lyst. 
Mens hun sad og kiggede ud sang hun en stille sang fra sit hjemland. Den sang hendes mor altid havde sunget for hende når hun var ked af det. Det var hørligt for dem der gik forbi, men kun knap og nap.

[Duncan Brown]

Tanken om ikke at skulle snakke med Patsy længere var hård og Duncan brød sig slet ikke om den, men han kunne ikke blive ved med at leve i den her usikkerhed, og den her angst for at han gjorde noget forkert hver gang. Han gik langs gangen for komme tilbage mod sin opholdsstue. Og stoppede op da han hørte Patsys stemme. Han kiggede på hende med et tomt blik og vendte sig om for at gå. Han havde slet ikke brug for at høre på mere usikkerhed fra hende.

[Patsy Murray]

Patsy så op, da hun igen fik øje på Duncan. Han så forfærdelig ud, præcis som hun følte sig, men så... vendte han om og gik den anden vej. "ikke igen" Nåede Patsy at tænke før hun hoppede ned af vinduet. Ved siden af hende lød et splaskende klir og Kakao sprøjtede op ad hendes ben. 

Hun havde været så fokuseret på at indhente Duncan, at hun havde glemt alt om kakaoen der havde stået foran hende. Nu lå det spildt på gulvet og kruset smadret. Et kort sekund kiggede hun på skårene. Ting var alt for nemme at smadre. Ting var sårbare og skulle passes på. "D... Duncan vent." stadig med tæppet omkring sig skyndte hun sig hen til ham. "Giv mig lidt af din tid, vil du ikke nok?" 

Hun lignede nok egentlig lidt en druknet mus. Tårer havde fjernet dele af makeuppen og håret var blevet helt mast sammen af vinduet bl.a. Der var heller ikke nogen rose at se deri længere. og nu var hendes ene ben plus det nederste af tæppet så også pjasket ind i kakao.

[Duncan Brown]

Selvom Duncan ikke havde lyst stoppede han og og kiggede ned i jorden før han vendte sig om, og så Patsy direkte i øjnene. Det var et koldt blik der mødte hende, han havde ikke så meget til overs for hende lige nu, og var generelt træt af at hun konstant havde den her mistillid til ham.

"Hvis jeg skal være ærlig tror jeg bare vi skal snakke sammen i morgen i stedet." sagde han en smule koldt.

[Patsy Murray]

Det overraskede hende lidt hvordan Duncan havde det, og hans ord gjorde ondt på hende. Han havde sagt hun skulle komme når hun var klar og det var hun nu. Det var ikke meget tid. i morgen skulle de hjem og hende og Scott skulle direkte til Irland.
"Nej Duncan, der er ikke mere tid." Hun tøvede og rettede lidt på tæppet hun stadig havde om sig. Der viste sig at den rose hun havde fået af Duncan stod hun med i hånden. Hun havde siddet med dig som trøst til savnet. "Hør, Undskyld. Jeg burde ikke hav reageret som jeg gjorde, Det er jeg ked af. Jeg er ked af jeg ødelagde det, men jeg forstod ikke hvad du havde sagt." Hun trak på skuldrene, nu havde hun sagt hvad hun ville.. sådan da, så måtte han jo bestemme om han ville gå. Hun trådte et skridt til siden. "Scott og jeg skal til Irland i morgen, så der er ikke meget tid." Forklarede hun ham.

[Duncan Brown]

Duncan kiggede bare på hende. Det var lidt som om hun slet ikke forstod problemet, men at hun bare sagde undskyld for at få problemet vejet væk under det tæppe som måske allerede var for tæt på at dække over for meget. "Hør... Problemet er at jeg konstant er den som skal være bange for at træde forkert. Jeg ved slet ikke hvorfor du reagerede sådan, men jeg har aldrig givet dig nogen grund til at tvivle på mig. Og tvivl er virkelig det sidste jeg har brug for. Jeg har prøvet at fortælle dig det flere gange, at jeg ikke kan overskue at jeg hele tiden skal føle at jeg skal bevise noget. Jeg er som jeg er. God tur til Irland i morgen" sagde han og sukkede. Forstod hun det virkelig ikke?

[Patsy Murray]

Patsy slog blikket ned. Hvorfor kunne hun ikke bare Holde sin store mund nogengange? Hun rystede ganske let på hovedet. Det virkede ikke til at være til at redde længere og hvis fejl det var vidste hun heller ikke. Hun var blevet ked af det, men det lød ikke til at betyde noget for Duncan, fordi han også var blevet det. "Jeg blev nervøs for om du så en anden ved siden af.... en til bare at... at" Hvordan sagde man det lige højt? "Jeg er ikke i tvivl om at du elsker mig, der ser jeg gang på gang, men.. jeg fornemmer også at du længes, også selvom du siger du vil vente til jeg er klar." Forsøgte hun at forklare, mens hun håbede på at forstå det. "Men jeg skulle ikke være gået... Eller rette vise tegn til at gå. Det lød bare så mærkeligt det du fik sagt. " endte hun med at forklare og så op på ham. Der var ikke rigtig meget andet at gøre, som det så ud nu.

[Duncan Brown]

Duncan sukkede endnu højere end før, han havde bare lyst til at gå, for hans følelser var såret og han følte ikke der var nogen grund til at snakke om det lige nu. "Det er præcis det jeg mener. Jeg stoler blindt på dig, men alligevel går du og er bange for jeg kunne finde på at være sammen med en pige ved siden af. Jeg har sagt til jeg vil vente indtil du var klar, og det havde jeg også i sinde at gøre... Men jeg ved snart ikke længere. Den her usikkerhed og konstante mistillid skubber mig bare væk Patsy." sagde han og kløede sig i nakken.

Måske han bare skulle gå inden det gik helt galt

[Patsy Murray]

Hvorfor kunne han ikke forstå, hvor underligt det havde føltes at høre ham tale i søvne? Det han havde sagt havde skræmt hende og det havde intet med usikkerhed at gøre. "Jeg er ikke bange. Du forstår det slet ikke." Sagde hun bare og så på ham med triste øjne. "Jeg er ikke ude på at skubbe dig væk, men du må også give plads til når jeg bliver nervøs. Jeg er ikke noget pragteksemplar, så lad mig træde fejl et par gange. Ellers så.... Så ender det glat." En tårer løb ned over kinden da hun sagde det. Hun havde ikke lyst til at det skulle ende men hvis de fortsatte som nu, var det kun et spørgsmål om tid i hendes verden, og så kunne det lige så godt være først som sidst.

[Duncan Brown]

Duncan begyndte så småt at gå væk fra Patsy. Han magtede ikke at se på hende lige nu. Hver gang hun forklarede sig, skulle Duncan bare finde sig i alt og være den forstående, og det var han træt af. Han kastede et blik tilbage på hende "Nu er det ikke første gang. Det er efterhånden mange gange. Hvis det er sådan et forhold du vil have, så er det slut mellem os." sagde han og fortsatte med at gå.

[Patsy Murray]

Patsy trak bare tæppet tættere omkring sig som hun så ham gå. Det var slut, det var helt sikkert nu. Hendes mundvige hang ned af og bævrede noget så frygteligt. Hun blev også bevidst om at hendes øjne var blevet fulde af vand. Det gjorde ondt langt ind i hende og hun havde svært ved overhovedet at sige noget. ".. undskyld.." lød det sart fra hende, kun lige hørligt. Hun kunne ikke mere om det var hendes skyld eller ej så var hun helt knust. det var for sent nu det hele. alt var tabt og det var forbi.

[Duncan Brown]

Inden Duncan gik om hjørnet tog han et sidste blik på Patsy. Han vidste ikke hvad han skulle sige, han ville hvertfald ikke bukke under endnu engang. Det var hende som måtte redde den her, ikke ham. Han havde intet forkert gjort. Han havde blot reageret ud fra det hun havde sagt. "Det skal du ikke tænke på. Jeg bærer ikke nag." sagde han og kiggede ned i jorden, hans øjne var spejlblanke og fyldt med tårer.

Duncan var endnu engang alene i verden.

[Patsy Murray]

Hun stod bare og så til men han forsvandt rundt om hjørnet. Så pludselig tog fanden ved hende, det var et sidste forsøg på at rede det hele, men hun var nødt til det om afvisningen så bare ville blive større så var hun ligeglad hun ville have ham tilbage. “Nej vent!” Hun lod tæppet ogbrosen falde og spænede så hen til Duncan og lagde armene om ham og ville ikke give slip igen. “Du får ikke lov. Du får ikke lov at gå. Det går jeg bare ikke med til. Jeg vil ikke uden dig. Undskyld Duncan undskyld!” Hun puttede sig ind til ham og håbede inderligt på at han ikke ville sende hende væk. 

[Duncan Brown]

Duncan vendte sig hurtigt om da hun kaldte. hun foldede sine arme omkring hende og trak hende ind i sin favn. Det var svært at stå ved det han havde sagt, for hans hjerte skreg efter hende, og ville bare holde om hende. Men det ændrede ikke på han var træt af alt balladen. "Ja..."

[Patsy Murray]

I noget tid stod Patsy bare i Duncans favn med hovedet ind imod hans bryst og tårerne der løb. Hun var helt knust og kunne intet andet end at stå ved sin konge. Så efter at have stået der et par minutter tørrede hun øjnene og kiggede op på ham. “Undskyld at jeg betvivlede dig og at jeg bliver så usikker. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg burde have lyttet til dig. “ forklarede hun og kiggede så på Duncans skjorte. Den var blevet helt våd af hendes tårer. “Se nu dig. Du var så smuk til aften for min skyld, og det her er hvad jeg byder dig? Det er jeg virkelig ked af” fortsatte hun. Hun var træt og en anelse ør i hovedet af det hele men hun ville ikke være andre steder end her.