Det var dét med den patronus

[Deleted]

Roxanne Weasley

Morgenens løbetur var løbet helt planmæssigt og for en gangs skyld uden at han fik drevet Roxanne fuldstændigt til vanvid. Derfor havde han også foreslået dem, at de skulle få øvet på den patronus om eftermiddagen. Han var stadig ikke helt sikker på, hvorfor hun havde sagt ja - hun havde ikke virket ubetinget glad ved tanken - men hun havde alligevel indvilget og nu sad han altså her og ventede.

Eftermiddagstimerne var netop overståede og de havde et par timer til at lave lektier - eller fordrive tiden på anden vis - inden de blev kaldt ind til aftensmad.

[Roxanne Weasley]

Morgenturen var gået fint, hun havde haft en god dag idag. Derfor havde hun været i godt humør og sagt ja til at træne patronus senere. Da hun kom til time begyndte hun dog langsomt at fortryde det. Hun blev mere og mere nervøs som tiden gik og blev i tvivl om om hun overhovedet ville være i stand til at lave en patronus.

De havde dog en aftale og da hun skulle op for at mødes med ham, gik hun lige forbi pigernes badeværelse og rettede på sit hår og tøj. Frustreret betragtede hun sig selv i spejlet, uden at være tilfreds. Forsigtig løsnede hun slipset en anelse, for at se lidt mindre dukset ud.
Da hun åbnede døren til det tomme klasselokale, var det første hun bemærkede lugten af støv og hun trak sin tryllestav og lavede en hurtig rengørende besværgelse.
"Hey Lachy går det godt?" Spurgte hun og lod skuldertasken glide ned på gulvet, som gav genlyd af alle bøgerne hun bar på. Derefter vendte hun blikket mod ham og strøg håret om bag ørene med et lille smil.

[Deleted]

Lachlan sad ikke særligt længe og ventede, men da hun dukkede op, var han alligevel begyndt at tromme let med fingerspidserne mod sit knæ. Tålmodighed var ikke hans stærke side. Hendes kommentar, trak dog et overrasket grin fra ham. "Lachy?" spurgte han muntert og var ikke helt sikker på, hvad han skulle synes om det.

[Roxanne Weasley]

Det var lidt mærkeligt at være sammen med ham uden de gjorde et eller andet fysisk. Hun var så vant til at de altid løb eller spillede quidditch og nu hun bare stod her, foran ham, følte hun sig lidt akavet.
Da han ikke svarede på hendes spørgsmål og blot kommenterede på hendes nye kælenavn, trak hun blot på skuldrene.
"Uhm.. Var det Lakeland du hed?" Spurgte hun og smilede drillende til ham, mens hun løftede tryllestaven og hvilede spidsen tænksomt mod sin hage.

[Deleted]

Lakeland? Nu gik det da virkelig for vidt. Lachlan knækkede sammen i grin og rystede på hovedet. "Så foretrækker jeg ærligt talt Lachy," svarede han, da han havde grinet af. Han kunne ikke helt få blikket fra hende, som hun stod dér - kækt - med sin tryllestav mod hagen. Posituren mindede ham om noget, han havde set i et blad engang. Det havde han dog ikke planer om at fortælle hende.

"Skal vi komme i gang, Roxie?" spurgte han derfor i stedet og grinede som en flækket træsko. "Ingen af os har jo klaret det endnu, så det bliver spændende at se, om vi får noget som helst ud af det."

[Roxanne Weasley]

Roxanne løftede overrasket øjenbrynene over hans grineflip, men kom til at smile bredt over det mens hun sænkede sin tryllestav.
"Så må jeg jo kalde dig Lachy." Sagde hun og strøg håret om bag ørene, mens hun satte den ene hånd i siden og lagde vægten over på den ene hofte.
"Ja, hvis du kan fokusere efter det kæmpe grineflip." Bemærkede hun og gik derefter hen til ham og stillede sig ved siden af ham, så de ikke ville ende med at kaste besværgelsen mod hinanden.

[Deleted]

Om han brød sig om, at hun kaldte ham Lachy, var han ikke helt sikker på. Men på den anden side, så var det måske dét værd, når han til gengæld kunne kalde hende Roxie. Han trak mentalt på skuldrene og trak sin egen tryllestav, da hun kom nærmere.

"Det må vi jo se, om der kan lade sig gøre," svarede han og rakte sin tryllestav frem. Han brugte et fuldt minut på at fremmane det billede fra sin 5-års fødselsdag, hvor hans far havde givet ham en racerbil for sit indre blik - kæmpede for at fastholde det - hvorefter han med fast stemme sagde "Expecto Patronum."

[Roxanne Weasley]

Roxanne løftede også sin tryllestav, men hun brugte lidt mere tid på at finde frem til mindet end Lachlan gjorde. Det var et stærkt et, syntes hun selv. Det var et minde om at hun sad med sin storebror ude i marken tæt på deres hus. Følelsen af at han krammede hende gjorde hende varm indeni. Fred Weasley, tænkte hun.

Da hun sagde besværgelsen åbnede hun øjnene og betragtede magien tage form foran hende. Den blev dog aldrig stærkere, for i samme øjeblik kom hun i tanke om sin fader, der trist sad og stirrede ud af vinduet på årsdagen af sin brors død.
Hendes ben vaklede under hende og hun satte sig pludseligt ned, mens hun lukkede sine øjne i, uden helt at forstå hvad der lige var sket.

[Deleted]

Han så en svag tåge dukke frem fra sin tryllestav, men mere blev det ikke til. Han fastholdt den en lille tid, men den forsvandt øjeblikkeligt, da Roxanne pludselig vaklede. Han drejede rundt mod hende og satte sig på hug foran hende. "Er der noget galt?" spurgte han overrasket og lagde sin håndflade mod først hendes kind og derefter hendes pande i et forgæves forsøg på at diagnosticere, hvad der kunne være galt med hende.

[Roxanne Weasley]

Roxanne blev straks sur på sig selv, da det gik op for hende at hun havde opført sig dramatisk. Det blev ikke bedre af at han gav sig til at røre ved hende. Hun ville ønske han ville lade være, det gjorde bare hendes emotionelle kaos endnu værre.
"Nej nej jeg er ikke syg." Sagde hun og viftede lidt med hånden mens hun åbnede øjnene og mødte hans blik. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun havde ikke lyst til at snakke om det, så derfor lagde hun bare armene om sine ben og placerede hagen på sit ene knæ. Hendes blik flakkede hen over hans ansigt i et forsøg på at gennemskue hvad han tænkte.

[Deleted]

Hun viftede hans hånd af og han lænede sig lidt tilbage for at give hende plads. Han var stadig ikke overbevist om, at hun var ok, men han kendte hende heller ikke godt nok til at presse uhæmmet på. "Hvilket minde valgte du?" spurgte han i stedet. Måske var der noget galt med det? Noget som havde ødelagt besværgelsen og fået den til at give bagslag.

[Roxanne Weasley]

Roxanne opdagede først nu hvor sjældent hun talte om dette med nogen. Selv hendes bedste venner. Det var mere bare en ting der altid havde været der, noget hun aldrig havde lagt mærke til før.
"Min bror. En dag vi var ude på marken sammen." Sagde hun, men mindet gjorde hende stadig ikke glad.
"Men så kom jeg til at tænke på min far.. og så ja, gik det hele i vasken." Forklarede hun og vendte blikket væk fra ham, en smule trist. Hun var nogenlunde sikker på, at han ikke ville kunne lide hende længere.

[Deleted]

Han havde halvt om halvt forventet, at hun ville afvise hans spørgsmål, så han blev en smule overrasket, da hun rent faktisk svarede. Mere overrasket blev han dog over selve svaret. Lachlan var ingenlunde ubegavet og han kunne godt læse imellem linjerne. Der var sket et eller andet med hendes bror. Med en lille klemt lyd, fik han krøllet sine lange lemmer sammen, så han kunne komme ned på gulvet at sidde over for hende og så sendte han hende et smil. "Din bror? Hvordan er han?"

[Roxanne Weasley]

Roxanne var efterhånden mere sig selv, hvilket på mange måder var dårligt for samtalen. Da han begyndte at spørge mere ind til det, begyndte hun at trække sig mere væk fra emnet mentalt.
"Min bror er fin nok." Sagde hun og trak på skuldrene, hvorefter satte sig i havfruestilling i stedet for og satte sig på sine fødder.
"Du behøver ikke lade som om du er interesseret." Sagde hun og lagde hovedet let på skrå, mens hun gav sig til at tegne små cirkler på gulvet.

[Deleted]

Hans spørgsmål fik hende ikke til at tale om det. Nærmere tværtimod. Og Lachlan blev en smule usikker. Han var ikke just på sikker grund i situationer som denne. Men hendes svar fik ham alligevel til at hæve et drillende bryn. "Hvornår har du nogensinde set mig lade som om noget-som-helst?" spurgte han muntert. "Jeg ved ikke, om du har bemærket det, men det er ikke rigtigt mit metier."