Solvarme planer

[Lucas Selwyn]

D. 29 Juni 2025

Lucas havde i den sidste tid korresponderet med sine forældre, primært sin far, om hvorvidt at en båd var det rigtige ønske for de gode karakterer. - Hans forældre forventede naturligvis intet mindre end perfektion og havde da også måtte forhandle lidt med Lucas omkring størrelsen på ønsket. Det havde hjulpet lidt på situationen at slangen havde været mildere i sine ord når han omtalte det nye familie medlem. Som til hans held viste sig at være en lillesøster. Hans arv forblev intakt. Dog havde han endnu ikke ønsket at se hende, eller at få tilsendt et bevægende billede.

Athena, som den lille krøltop blev kaldt, var uden tvivl en tro kopi af sin mor, af hans mor, og han vidste derfor at hun højst sandsynligt ville ligne hende, og det var derfor unødvendigt for ham at blive bekræftet i sin teori. Der lå dog et overlegent smil på Lucas' læber da han rakte ud efter Celeste og inviterede hende ind til en dans.

"Jeg har nyt at fortælle dig" bemærkede han lavmeldt, og bøjede hovedet en anelse forover så han kunne placere et blidt kys på hendes pande.

Til Celeste Delacour Hart

[Celeste Delacour Hart]

Den lyseblå silkejkole sad helt tæt ind til den spinkle slange. Hun var hverken høj eller havde særlig mange former, men kjolen klædte hendes glød i huden. De lange brune hårlokker var samlet i en formel knold, hvor et par totter hang løst hist og her i de naturlige bølger. Ansigtet var naturligt, men læberne havde fået en sart rosa lipgloss på grundet aftens begivenhed.

Fornøjet og veltilpas sad Celeste ved langbordet, hvor hun primært sad omgivet af Slytherins og naturligvis fuldblods. Mange af dem var en del af hendes hemmelige klub. Det var på alle måder en aften efter brunetten hoved og der vankede derfor ingen onde blikke eller mystiske udskejelser.

Celeste sad og småsludrede med en anden Slytherin, da Lucas stod foran hende og rakte hånden ud. Først blev hånden tildelt et blik, så kiggede hun op på ham med de store, brune øjne - som i øjeblikket glimtede af glæde - inden hun lagde hånden roligt i hans. Helt blidt.
Efter kysset mod hendes pande, kom hun på benene og lagde den anden hånd om hans nakke, for at træde ind til ham.
,, For Merins da.. fortæl!", bad hun i et bredere smil og fnes kort.

[Lucas Selwyn]

Han fulgte hende ud på gulvet, hvorefter bordene blev skubbet ud til siden og storsalen forvandlede sig til et dansegulv. Helmut og Hippogrifferne var endnu ikke klar til at fyrer den af, så den klassiske musik der fyldte rummet kom fra en grammofon. Det passede ham dog glimrende da han ellers ikke kunne få lov til at udveksle et par ord med Celeste for støjen. Han kunne dog altid befri dem for det ved at trække hende med uden for. - Det var dog lige tidligt nok til en udflugt, mente Lucas.

Han strøg en brun lok om bag Celestes ører og betragtede hende lidt før han fugtede sine læber. "Jeg har fået en båd" lagde han ud og sendte hende et stort smil inden han fortsatte ".. Og en lillesøster"

[Celeste Delacour Hart]

Der blev rykket an til fest - og dans. Celeste elskede den klassiske dans mellem mand og kvinde. De klassiske roller var i spil. Manden førte an og kvinden fulgte. Det var sådan hun var opdraget og i grove træk sådan som hun havde i sinde, at et fremtidigt ægteskab skulle fungere. Om det ville stemme overens med det stride temperament... det var ikke til at spå om.

Et spændt smil hvilede om hendes læber. Hans øjne afslørede ikke meget, men siden at hånden strøg hende, havde hun gode fornemmelser.
,, Åh, du er den bedste, Lucas!", udbrød hun i et glad hvin - og nok også højt nok til at dem omkring dem kunne høre det. Hun slog armene om ham og gav ham et klem.
,, Tillykke med hende." mumlede hun mod hans øre, inden hun trak sig ud og så på ham. ,, Og du smiler oven i købet. Er du kommet på bedre tanker nu da du har set den lille?"

[Lucas Selwyn]

Førelsen af Celeste foregik elegant og roligt. Han havde planer om at de i det mindste kunne nå bare en smule før det blev for højt for ham. Selvom det ikke var noget han ønskede at ytre til andre. Han var måske engang imellem en anelse gammeldags. Men som elev på Hogwarts var det virkelig ikke noget særligt.

"Den er nu ikke helt så stor som jeg gerne ville have haft den. Men der er rigeligt med plads." sagde han og trak lidt på den ene skulder. Han skulle dog dele den med sin far også, men han havde af gode grunde ikke tænkt sig at bruge den i sommerferien. Han havde hele det nye skoleår til at tage den i brug.

Armen flad let om Celestes ryg, hvor han blidt strejfede den bare hud med sin tommelfinger. "Hun er okay.." sagde Lucas kort for hovedet. "Eller det tror jeg. Jeg har ikke set hende endnu"

[Celeste Delacour Hart]

Smilet var svært at dæmpe i det her øjeblik. En båd og en lillesøster til hendes nok aller bedste ven. Et øjeblik stod hun uden ord, men til sidst lod hun sine hænder lande mod hans kæbe - én kold håndflade mod hver - og lod tommelfingrene stryge hans hud.
,, Jeg tror at vi får en fortrinlig sommer.", forsikrede hun ham om og så fra det ene brune øjne til det andet.

,, Skal du hjem og se hende som den første ting i morgen tidlig så?", for så havde de jo officielt sommerferie og kunne gøre hvad de lystede. Spørgsmålet var blot om Lucas havde lyst til at se den her lille pige eller om han egentlig tog den med ro. Han havde givet hende blandede signaler i løbet af de sidste 9 måneders tid.
,, Jeg vil gerne se hende - og hilse på din familie igen. Det er ved at være et stykke tid siden.", så vidt Celeste huskede, så havde hun vidst hilst på dem engang på togstationen, da de skulle afsted til slottet.

[Lucas Selwyn]

Lucas betragtede hende. De brune øjne var varme. "Mmh. Jeg regner heller ikke med andet" sagde han og trak løst på smilebåndet. Han havde dog ikke kunne lade være med at forestille sig hvad der efterfølgende skulle ske. Celeste var ofte svær at læse og det var ikke altid at hun var så god til at sætte ord på sine tanker og forventninger.

"Det bliver jeg nok nødt til" erkendte Lucas som han skar en lille grimasse. Han havde ikke vanvittig meget lyst til det, da han ikke anede hvordan hans familie nu hang sammen og fungerede. "Du har selv påpeget hvad det måske kan sætte i gang. Er du helt sikker på at du gerne vil møde mine forældre?" Nu da de havde fået en pige var det vigtigere end nogensinde at sikre familiens navn, og når Lucas så kom hjem med en køn fuldblodsheks kunne det måske misforstås. Hvis ikke det gjorde, så kunne ferieplanerne.

[Celeste Delacour Hart]

Celeste fangede hans varme blik. Det var anderledes varmt, måske bare lidt mere varmt og livligt end det var til hverdag. Det fik hende til at glædes og smilet blev gengældt.
Inderst inde, inde i det dybe forvirrende, flyvkse sind som hun ejede, der anede hun faktisk ikke hvad de praktisk talt skulle lave. Snakke? Synge natten lang? Drikke ildwhiskey? Dele sladder? Lege selskabslege? Flette hinandens hår?
Okay...måske var listen med idéer lang, men det var også fordi, at de havde kendt hinanden så længe, at de ikke rigtig havde grænser. Ikke verbalt i hvert fald. Dog var de stadig fuldblodsmagikere, ej at forglemme. Det satte visse fysiske begrænsninger.

,, Du burde vise flaget.", nikkede hun efter hans ord og sendte ham et drilsk blink. ,, Selvom du ikke er meget for det.", tilføjede hun og tog en dybere indånding, imens armene gled over kors.

,, Det ... var en god pointe.", indrømmede hun så af hans spørgsmål og gjorde et lille, betænksomt grin. Hun kiggede væk, lod blikket svæve hen over et par gryffindor elever, og sendte så de store, brune øjen tilbage på ham. Hun holdt en kunstpause, hvor hun sikrede sig øjenkontakten med Lucas.
,, Vi har jo en undskyldning, hvis det er. Din søster. ", foreslog hun. ,, Og hvis det så skulle vække mistanke om andet, så tager vi det med.", besluttede hun sig for og rettede ryggen. ,, Enig? Eller vil du helst ikke sætte os i den situation?"

[Lucas Selwyn]

Lucas følte ikke han var gammel dog til at tænke så langt ud i fremtiden, til trods for at han startede sit sidste år efter sommerferien. Han nød bare tiden med Celeste og mente desuden at ingen af dem fortjente at blive holdt i snor, hvis det virkelig var skæbnen at de skulle mødes igen, så skulle man vel bare tro på det?

Han havde ikke travlt og det virkede heller ikke til at den kvindelige slange havde tænkt sig at skynde sig. Faktisk var det nok hende der trak alting ud. Gav sig selv alt den tid i verden. Men han lod ikke til at tage det personligt. Han kendte hende trods alt ret godt. Måske skulle hele ferien var gå på at opleve dele af verdenen og slappe af. De havde slet ikke talt om hvor længe de ville være væk. Én uge ud af hele ferien udgjorde ikke engang halvdelen af ferien.

"Jeg kan desværre ikke forblive væk for evigt" sagde Lucas og klarede halsen en anelse. Han betragtede Celeste som hun talte. "Men jeg vil prøve at forberede min mor på det, så hun ikke får de forkerte tanker om det hele" sagde Lucas og løftede hovedet en anelse. "Men det bliver ikke let" lo han og smilte muntert.

[Celeste Delacour Hart]

Selvfølgelig kunne han ikke blive væk for evigt! Et eller andet havde lyst til at banke det ind i hovedet på ham, at familien var vigtig. Det var den i stor grad for part-willien og hun forstod derfor ikke hans tendens til kujon-træk.
,, Du er ikke en kujon!", bankede hun fast med syv tommers søm og blikket ændrede sig til et lige så stålfast ét. Nærmest et stædigt et. Det typiske 'Celeste har ret'-blik. Hun plejede normalt aldrig at gøre noget for at få Lucas til at glide ind op i hendes willie-himmel, men lige når hun ville have ret eller søgte opmærksomhed, så kunne hun godt være snu nok til at smile på den her helt bestemte måde. Øjnene fik et forførende blik, hun blinkede lidt med de lange, mørke vipper og smilebåndet trak op og dannede smilehuller i kinderne.
,, Prøv.", mumlede hun dæmpet ud, inden hun trak hans ansigt lidt ned og plantede et blidt kys mod hans kind. Men hun slippede ham ikke umiddelbart efter. Hun fik drejet hans hovedt en anelse mere, bare helt blidt, inden hun hviskede ,, Du kan alt i verden, Luke.", og sådan proppede hun ham gladeligt med selvtillid.

[Lucas Selwyn]

Lucas havde stærke meninger, om mange ting. En af de ting var at hans forældre ikke skulle tro at de kunne vifte med deres hænder og forlange alt verdens. Han var en mand af forhandlinger, og forventede at man kunne tale sig til et fælles mål, hvor man indløste kompromiser.
"Naturligvis ikke. Hvem har også bildt dig det ind?" Spurgte han i en stemme der afslørede at han ikke tog hende særlig seriøs. Hun skulle passe på med at smide om sig med sådanne ord. Lucas kunne få det forkerte ben ud af sengen en dag.

"Jeg vil langt hellere respekteres end frygtes, men nogen gange giver de mig seriøst intet andet valg" sagde han og trak på begge skuldre som han strakte armen så Celeste kunne snurre rundt, før han trak hende tæt ind mod sig. "Naturligvis Celeste." bemærkede han kort i en hæs hvisken. Det behøvede hun ikke gøre klart for ham.

[Celeste Delacour Hart]

Og det var Lucas i en nøddeskal. Celeste trak lidt op i den ene mundvig, men ikke i et smil. Blot en form for tænkende mine. Overvejende, om man ville. Hun havde lyst til at svare ham igen, men hun nappede sig selv i overlæben og holdt sin bøtte. Hun både hadede og elskede den her personlighed, som han besad.

Hun spindede rundt en omgang på stiletternes snuder, inden hun lod sig trække helt ind til ham. Hun kommenterede ikke på hans ord, for det var alligevel at stikke næsen lidt for langt ind i hans forhold til familien. Hun var ikke en del af den.
Ved hans kommentar lagde hun hænderne fladt mod hans bryst og skubbede sig lidt bagover med ryggen, så hun kunne se hele hans ansigt. I en god mængde sekunder kiggede hun fra hans ene øje til det andet og endte ud i et tændt smil. ,, Ved du godt hvor ualmindeligt tiltrækkende det lyder, det der?", mumlede hun dæmpet tilbage.

[Lucas Selwyn]

Lucas behøvede normalt ikke at andre skulle fortælle ham om hvad han var god til. Naturligvis heller ikke hvad han var mindre god til, selvom den unge troldmand lå langt over middel i alle sine fag. Men han haltede på den sociale front, måske det blot var hans forbandelse.

Han nød at have Celeste tæt på sig, og det var derfor også kun en sjælden gang at han lod hende glide ud af sin favn. Selvom hun lige så let gled tilbage igen. Måske var det hele symbiosen der opstod hos ham når de var sammen. Han havde dog lært aldrig at knytte sig så tæt med et menneske, da han skulle kunne klare at miste dem. Måske var det i virkeligheden derfor han aldrig havde gjort kur til hende? - Nogen kunne tage hende fra ham.

Han betragtede hende langsomt da hun bøjede hovedet og sendte hende et roligt smil. "Mmh. Vil du hører mere?" spurgte han i et skælmsk lydløst grin.

[Celeste Delacour Hart]

Ville hun høre mere? Altid. Når Celeste blev lukket ind i det humør og den stemning, som hun var nu, så kunne hun ikke sige nej. Hun havde ikke én afvisende følelse i kroppen på pågældende tidspunkt.
Smilet krummede op og blev bredere. Hun var endda nødt til at bukkede i nakken og se kort mod den lille bitte smule luft der var imellem dem, inden hun kiggede op og forskød et øjenbryn. Blikket talte til ham og forsikrede ham om at hun mente de efterfølgende ord; ,, Hit me."

[Lucas Selwyn]

Lucas fnøs. Lyden var ikke særlig høj, og man kunne knapt gøre rede for om der oprigtigt havde været nogen lyd. Blikket flakkede, og det var tydeligt at han morede sig. Han bevægede sig stadig med hende i favnen og lod ikke til at være bekymret om at træde forkert.

Han brød sig dog ikke om at tale for meget om familien, og selvom han godt vidste det ikke lige netop var dét Celeste hentydet til, så fik det alligevel emnet på banen hos hans tanker. Han rystede lidt på hovedet med et let suk.
"Hvis du bare lader roen sænker ind over dig, vil du bide mærke i at du besidder langt større kraft" hviskede Lucas med rolig stemme som læberne blot strejfede hendes hals. Det var et ganske let og blidt kys, hvis man kunne kalde det det. "I min favn er du magtesløs" To kunne lege den samme leg, og han blev pludselig fyldt op af langt mere mod end han havde besiddet i Celestes tilværelse, som brød han fri af hendes lokkende sind.