Dans da

[Ember MacFusty]

Michael MacFusty , d. 9. juni

Det var blevet senere på aftenen og Ember havde midlertidig forladt Flora, efter at have sikret sig omkring tyve gange at det var i orden. En gammel bekendt fra hendes tid som kommissionslønnet kunstner havde lokket hende med ud på dansegulvet med et sædvanligt charmerende smil og Ember havde ikke tænkt sig at stå imod, da først hun havde sikret sig at den anden professor ikke ville blive fortæret af vilde ulve imens.

Musikken gjaldede ud over rummet og hun grinede, som hendes dansepartner snurrede hende rundt og fik skørtet på flapperkjolen til at løfte sig. I nogle øjeblikke kunne hun helt glemme resten af sit kaotiske liv og da han hev hende tilbage ind til sig, var hun villig til at give sig helt hen til musikken.

[Michael MacFusty]

Michael havde taget en beslutning for sit eget og Embers liv og det betød også, at han lagde mere mærke til hende end han gjorde før. Således også da hun ikke var på slottet ved aftensmaden. En hurtig forespørgsel sikrede ham viden og efter måltidet forlod han selv Hogwarts.

Det var derfor intet tilfælde, da han trådte ind på Tarantallegra eller lidt efter stod og betragtede dansegulvet, hvor Ember hvirvlede rundt med en fremmed mand. Hans mørke påklædning skilte sig en anelse ud fra resten af klientellet, men det rørte ham ikke. Han havde ikke befundet sig på et dansegulv siden han mistede den ene hånd.

[Ember MacFusty]

Ember var opslugt og havde rent faktisk formået at glemme alt om den kaotiske drejning hendes liv havde taget for et par dage siden. I hvert fald i omtrent tre sekunder. Hendes blik var i et kort sekund gledet ud over menneskemængden, men hun så ikke for alvor noget. I hvert fald ikke før hendes hjerne nåede at registrere den massive skikkelse, der skilte sig ud fra resten.

Øjnene spærrede sig i et sekund op og hun var ikke i tvivl om, at hun havde øjenkontakt, før hendes partner snurrede hende videre i dansen og hun tabte den rødhårede professor med blikket. Hjertet hamrede i brystet af helt andre årsager end anstrengelsen og da musikken nåede sin ende, var både hendes smil og opmærksomhed overfor sit selskab halvhjertet. Hvad lavede han her?

[Michael MacFusty]

Hun dansede og var ganske køn, men det var med en anden mand og Michael var ikke tilfreds over konceptet. Han var dog heller ingen idiot. Han kunne ikke bare tvinge hende væk fra hendes dansepartner.

Til gengæld kunne han blive stående og betragte det, der foregik, med en aura af ro, som hans indre ikke afspejlede.

[Ember MacFusty]

Ember afslog tilbuddet om endnu en dans, selvom en lille del af hende var fristet til at tage imod. Hun havde dog en klar fornemmelse af at provokation ikke var vejen frem, men snarere en anden taktik - den samme, som hun havde praktiseret lige siden hun havde forladt astronomilokalet.

Undvigelse. Hun forlod dansegulvet i den modsatte side af, hvor hun var ekstremt bevidst om at Michael stadig stod. Hun gjorde sig umage med ikke at se i hans retning, men fortsatte bare væk. For nu. Hvad var planen derefter? Rummet var kun så stort...

[Michael MacFusty]

Michael betragtede hele sceneriet. Hvordan hun afslog en dans med kropssproget og hvordan hun undgik at se over på ham, men gik til den modsatte ende af rummet. Hans held, at hun bevidst ikke så på ham, dog. Han gik selv direkte imod hende, undgik et sammenstød med en tjener og var snart hvor han kunne placere sin venstre hånd på hendes arm.

"Ember," sagde han, lavt, fordi det var stort set direkte ind i hendes øre bagfra.

[Ember MacFusty]

Det gav et sæt i Ember, da hun mærkede en varm hånd mod sin arm. Den brændte næsten mod hendes nøgne hud og det rislede ned langs hendes rygrad, da professorens genkendelige stemme lød i hendes øre. Dele af hende reagerede mere på det end hun brød sig om og hun sank en enkelt gang.

Hun var stoppet op og endte med at dreje hovedet halvt, uden at se på ham. Hendes puls ræsede. "Hvad laver du her?"

[Michael MacFusty]

Michael så alvorligt ned på hendes profil, som hun drejede hovedet, men ikke så ham i øjnene. Han sænkede da heller ikke sin hånd, men lukkede den ganske blidt om hendes nøgne arm.

"Jeg er her for at tale med dig," svarede han simpelt. "Og for at se hvad du bruger din fritid på, når du sniger dig væk fra slottet."

[Ember MacFusty]

Pulsen ræsede fortsat over fornemmelsen af hans hånd mod sin arm. Hun burde trække sig væk, men der var mennesker over alt og hun havde ingen interesse i at skabe en scene. "Jeg sniger ikke," svarede hun bestemt.

"Og jeg er ikke kommet her, for at være sammen med dig. Jeg vil ikke tale med dig."

[Michael MacFusty]

Et lavmælt fnys forlod Michael, men han diskuterede ikke hendes snigeri. Til gengæld strøg han sin hånd ned over hendes arm til han kunne tage let fat i hendes hånd.

"Det er ganske tydeligt," svarede han. "Men jeg er din forlovede nu og som din forlovede vil jeg sætte pris på, at du ikke flirter med andre mænd."

[Ember MacFusty]

Ember var ikke ædru og det forhindrede hende i at tænke helt rationelt. Det var nok det, der var grunden til, at hun ikke trak sig fysisk væk fra ham. Hun burde gøre det, men huden kriblede under fornemmelsen af hans fingre. Hun sank en klump, før hans ord endelig bragte hende helt tilbage til virkeligheden.

Hun trak hånden til sig, alt for sent til at hun kunne nå at lade som om, at hun var frastødt af at han rørte ved hende. "Jeg flirter ikke med nogen. Ikke at det kommer dig ved," svarede hun og rettede sig op. Hendes ansigt var stadig drejet, men hun så ikke på ham.

"Uanset hvad min familie har lovet dig, så kommer jeg ikke til at se en mand, der ikke engang har besværet sig med at spørge mig, som min forlovede."

[Michael MacFusty]

Michael lod sig ikke slå ud. Hånden fandt helt roligt hendes hofte i stedet, som han bøjede sig lidt mere ned over hende og talte lige ind i hendes øre.

"Vil du gøre mig den ære, at give mig din hånd, Ember?"

[Ember MacFusty]

Embers hjerte stoppede næsten. Hendes sanser var overvældet af nærheden. Hun kunne mærke strålevarmen fra ham, selv med den teknisk begrænsede kontakt og stemmen i hendes øre, havde nær fået hendes knæ til at give efter. Samtidig var hendes indre i oprør og hun tog en hørlig indånding, tydeligvis ikke upåvirket.

"Nej," sagde hun dog endelig, selvom ordet kom mere åndeløst ud, end det havde været intentionen. Hun burde trække sig væk. "Jeg kender dig ikke..."

[Michael MacFusty]

Hun var den dårligste i verden til at skjule sin indre verden og Michael udnyttede det skamløst, som han tog ved hende og snurrede hende rundt, så han kunne se ned på hende.

"Det er der jo kun en løsning på, Ember," konstaterede han lavmælt. "Lær mig at kende."

[Ember MacFusty]

En lille, overrasket lyd undslap Ember, da han tog ved hende og snurrede hende rundt. Det var absolut det tætteste, hun havde været på ham før og alene størrelsen af ham fik hende til at spærre øjnene lidt op. Det var ikke retfærdigt. Hun tog en indånding og samlede sig lidt. "Okay."

En udfordrende gnist sprang til live i hendes blik, som ikke veg en millimeter fra hans. "Dans med mig."