Rolig aften

[Clarissa Stanley]

Clementine Moreau

Det var ikke meget, Clarissa havde set til Clementine i de sidste par dage og hun smilede da også bare stort, da hun kom ind på sovesalen og så veninden side i sin seng. "Ryk til siden?" bad hun med et smil og stillede sine sko ved sin egen seng.

Kun på sin egen opholdsstue følte Clarissa helt sikker for tiden og hun puttede sig derfor gladeligt ned i sengen ved siden af Clementine. Hun satte sig dog ikke bare ved siden af Clementine, men puttede sig helt ned at ligge og sukkede tungt. "Jeg føler, det er hundrede år siden, jeg har set dig," erklærede hun med et træt smil. "Hvordan går det?"

[Clementine Moreau]

Clementine sad med sin slidte besværgelsesbog og terpede lidt, da døren til sovesalen gik op. Et bredt smil gled over hendes læber ved synet af veninden og hun var ikke sen til at rykke sig - og i samme omgang dumpe bogen ned på natbordet, villig til at opgive aftenlæsningen til fordel for lidt tid med Clarissa. De færdedes ikke for alvor i de samme kredse, så det var ikke altid, at de fik snakket.

"Det siger du ikke," konstaterede hun med et sigende blik, som hun puttede sig lidt ind mod puderne og gjorde ordentligt plads. "Det går næsten, som det plejer. Eksamen, quidditch og alt det der..." konstaterede hun, men noget ved hendes tonefald - og ikke mindst et hemmelighedsfuldt smil - afslørede at der trods alt var noget nyt at fortælle.

[Clarissa Stanley]

Clarissa hævede et bryn af Clementines tonefald og kom til at smile bredt. "Hvad er det så, som gør, at det kun er næsten det samme?" spurgte hun i en nysgerrig tone. Det var så sjældent, at Clementine havde noget at fortælle om drenge, men Clarissa gættede på, at det alligevel var det, hun havde nyheder om. Og det ville ærligt talt være en rar forandring.

[Clementine Moreau]

Clementine lo og havde klart forventet at Clarissa ville følge sporet af brødkrummer. Hun blottede tænderne i et alt-andet-end-uskyldigt smil og trak på skuldrene. "Jeg tog imod din opfordring med Lachlan," konstaterede hun ufortrødent, men til gengæld med et smil der var mere smørret end det var drømmende.

"Du havde helt ret i, at det var godt til lige at tage trykket."

[Clarissa Stanley]

Hun satte sig halvt op i sengen ved hendes ord og hendes bryn hævede sig i en overrasket og imponeret grimasse. "Virkelig?? Oh my God, Clem! Ja, han er dejlig, ikke?" Hun var helt livet op ved den lille oplysning og ventede bare spændt på detaljer.

[Clementine Moreau]

Clementine kunne ikke lade være med at le over Clarissas reaktion. "Det var i hvert fald dejligt," konstaterede hun og sukkede lavmælt. "Jeg mener... Jeg har absolut ingen følelser for ham," tilføjede hun, men virkede ikke synderligt knust over det faktum. Snarere tværtimod.

"Men det føltes så godt at kysse nogen igen. Jeg tror næsten at den sidste var Nicolas..."

[Clarissa Stanley]

Clarissa kom til at le og rystede på hovedet. "Man behøver heller ikke at have følelser for Lachlan, for at kysse lidt med ham. Det er én af hans mange gode kvaliteter!" Hun smilede stort igen og ignorerede kommentaren om Nicolas. Det var virkelig ikke det vigtigste lige nu. "Hvordan var det? Fortæl mig det hele!" Der var intet, Clarissa syntes bedre om, end at høre om drenge. Det havde ikke ændret sig.

[Clementine Moreau]

Clementine grinede. "Så objektificerende," svarede hun i et irettesættende tonefald, som ikke på nogen måde vandt gennemslagskraft, fordi hun tydeligvis selv havde det på samme måde som Clarissa. Hun sukkede tilfreds og lagde sig lidt bedre til rette op mod puderne.

"Det var så godt. Jeg forstår, hvorfor der lader til at være en sværm om ham," konstaterede hun muntert. "Men det var til gengæld også hvad det var. Det var godt, men der var ikke, du ved... Den der gnist?" Hvilket uden tvivl var en god ting. Hvis hun rent faktisk havde følt det med Lachlan, var det uden tvivl bare vejen til et knust hjerte.

[Clarissa Stanley]

Clarissa fniste og himlede med øjnene af Clementine, men kommenterede ellers ikke på det. Hun vidste jo, at hun havde ret. Lachlan foretrak tydeligvis, at folk ikke blev forelskede i ham.

Beskrivelsen af Clementines møde med Lachlan fik hendes øjne til at glitre, mens hun tænkte på Tristan ... og så på Nathan. Hun skubbede det hurtigt væk og fokuserede igen på Clementine. "Han er så skide lækker," bekræftede hun drømmende og huskede tilbage på sit eget kys med ham. "Og han ved virkelig, hvad han laver," fortsatte hun og nikkede så. "Men du har ret. Det er lidt ligesom at få øvet sin teknik. Han kan godt få motoren igang hos én, men den kickstarter ikke af sig selv." Hun morede sig lidt over sin egen metafor og tænkte slet ikke over, at den var specielt muggler-agtig.