Massere ligheder [S]

[Archie McCormack]

Archie vidste allerede, at Valerie ville glide ud af hans greb, så snart Alissa holdt en hånd frem. Men hans hånd føltes alligevel underligt tom, da hun var væk og han tog en indånding, før han førte glasset til læberne med en enig lyd ned i det, inden han vippede den gyldne væske over læberne.

"Det er længe siden, at jeg har set Valerie sådan," svarede han, mere til den private side. Men det var trods alt Hamish. "Hun er glad for hende." Han tøvede lidt, men tilføjede så alligevel, mere påpasseligt nu.

"Og hun lader ikke til at være den eneste." Det var selvfølgelig ikke første gang, at det var blevet tilkendegivet. Men der var alligevel en forskel på, at det var noget, der blev konstateret, til dét, han lige havde set.

Sideløbende med Ligheder og forskelle

[Hamish Buchanan]

Hamish' blik var drevet lidt mod soveværelset igen, men dørene var blevet lukket og han kunne ikke høre de to kvinder og af samme grund rettede han sin fulde opmærksomhed mod vennen. Observationen var skarp nok og Hamish' blik gled kort til indholdet i glasset, selvom det allerede trak afslørende i den ene side af hans læber. Fingrene slog lidt mod glasset, som om han overvejede, om han skulle sige det næste. I sidste ende kom det.

"Jeg har nok aldrig helt kunne forstå, hvordan du haft det med Valerie. Før nu," konstaterede han, måske lidt dybere end de plejede, men tiden var måske til det. Og han skammede sig ikke ligefrem, som blikket løftede sig til vennen igen, som det trak i den ene side af læberne igen. "Det er frygteligt distraherende. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få noget som helst fra hånden denne sommer."

[Archie McCormack]

Ingen af dem søgte de følelsestunge samtaler, men det var ikke første glas whiskey og efter de næsten intime udvekslinger i hinandens selskab, føltes det mere naturligt. Og smilet om Hamish' læber var afslørende, uanset hvor underspillet det end var.

"Nej, det er et reelt problem." Det havde deres tid i Syrien effektivt mindet ham om. Blikket flakkede til soveværelsesdøren, men blev der ikke længe.

"Men det er vel ikke helt skidt, hvis I skal være adskilt igen, når den er ovre?"

[Hamish Buchanan]

Hamish slap en brummen over ordene og strøg den ene hånds fingre let over nakkehårene, hvor negle havde markeret kort forinden. Albuen var mod armlænet imens og han lod snart armen falde igen, mens glasset vippede let på knæet. Han var ikke i tvivl om, at hans læremester ikke ville være enig i, at det ikke var helt skidt, men sådan var det.

"Jeg kan ikke sige, at jeg ser frem til det," konstaterede han, en anelse uvillig til i det hele taget at tænke på det. Blikket gled mod vennen igen, efter det var drevet lidt. "Og jeg kan dårligt løse problemet, som I har gjort. Jeg har vist haft den tid jeg skulle på Hogwarts."

Ikke at han havde nogen interesse i at komme tilbage, selvfølgelig. Men han var slet ikke i tvivl om, at spejlene ikke ville blive tilnærmelsesvis nok efter en hel sommer sammen som ægtefolk.

[Archie McCormack]

Archie så reaktionen og genkendte den fra sig selv. Så det samme, næsten drænede udtryk, han selv havde følt ved tanken om adskillelsen, dengang han havde forladt Valerie, sommetider flere af måneder af gangen.

"Ja, jeg kan ikke forestille mig, at det ville blive et positivt gensyn med Professor Yaxley, hvis du pludselig var tilbage i skoleuniform," bemærkede han med en munter lyd, villig til at bevæge emnet videre fra en uden tvivl ubehagelig tanke.

[Hamish Buchanan]

Hamish vidste udmærket, at Archie og Valerie havde tilbragt måneder fra hinanden, men han vidste også, at det ikke ligefrem var endt et godt sted og af samme grund var han ikke tilbøjelig til at spørge efter, hvordan de havde klaret det. Emneskiftet var desuden velkomment, omend det trak et lavmælt fnys fra ham.

"Professor Yaxley og jeg havde et glimrende samarbejde," konstaterede han, blikket spillende. Det var dog sandt nok. Han havde trods alt været præfekt. "Jeg er sikker på, at præfektniveauet i år må være faldet drastisk."

[Archie McCormack]

Archie huskede, at Hamish havde været præfekt, men forventede også, at overhovedet ville se noget skeptisk ud, hvis det pludselig skulle blive til et niende år for ham. Til fortsættelsen slap han et fnys, men det var mere underholdt end en kritik af den selvfede bemærkning.

"Uden tvivl," svarede han. "Men jeg kan ikke forestille mig andet, end at barren har været sat højt fra sidste."

[Hamish Buchanan]

Hamish' selvtillid fejlede ikke det mindste og han slap da også bare en munter lyd over vennens ord. "Naturligvis," konstaterede han uden at sætte sit eget lys under en skæppe. Han tog en tår mere af whiskyen, som nærmede sig tømt.

"Nej, de dage er ovre. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver et langt år, men i det mindste ved vi, at der er en ende på det."

[Archie McCormack]

De to mænd lignede hinanden på mange punkter, men lige dét område var de nok så langt fra hinanden, som det var muligt. Men Archie reagerede kun med endnu et muntert fnys ned i glasset, som han tømte øjeblikket efter.

Han tøvede lidt, tyggede på et spørgsmål, han havde overvejet at stille længe. Og til sidst tvang det sig ud.

"Frygter du nogensinde, at hendes opmærksomhed bliver fanget af noget andet i den tid?" spurgte han i en tone, der indikerede, at der nok mere var tale om en nogen.

[Hamish Buchanan]

Hamish tog en indånding over spørgsmålet, der satte ham lidt til dørs. Brynene trak sig sammen og det var tydeligt, at han overvejede, selvom det indledende svar var simpelt nok.

"Selvfølgelig gør jeg det," indrømmede han, alvorlig. Mest fordi, at det allerede var sket. Han havde overhørt hende sammen med en anden, men det kunne han ikke fortælle vennen. Ikke direkte, i hvert fald. Ordene var mere tøvende, da han fortsatte, men ikke usikre.

"Men i sidste ende er jeg nødt til bare at stole på hende og på, at hun uanset vil komme tilbage til mig i sidste ende."

[Archie McCormack]

Det var alt i alt et godt svar fra en mand, der hvilede i sig selv og selvom Archie aldrig ville kunne indrømme det, var han en anelse misundelig på Hamish' evne til at tage det med dén ro, han udviste, sammentrukne bryn eller ej.

"Komme tilbage til dig i sidste ende?" gentog han langsomt, næsten spørgende. Fingrene trommede lidt over siden på det tomme glas, uden han egentlig var bevidst om handlingen.

"Selv hvis det skulle ske?"

[Hamish Buchanan]

Vennen var ikke tabt bag en vogn og det ville nok have været nemmere, hvis han ikke havde bidt mærke i ordvalget. Han flyttede lidt på skuldrene, ikke meget for at indrømme det næste, som gnavede lidt i hans maskuline stolthed.

"Selv da," svarede han. "Faktum er, at jeg ikke kan være der for hende, når hun har brug for det, så hvis det betyder..."

Han afbrød sig selv, strammede fingrene lidt, men fortsatte så med en ærlighed, der aldrig ville komme overfor andre end lige forbandelsesbryderen. "Hvis det er, hvad hun får brug for, så er det sådan det er. Jeg kan ikke lide det, men jeg har accepteret det."

Sådan da. Han kunne godt lyde mere overbevisende, men det var i hvert fald, hvad han havde lovet.

[Archie McCormack]

Alene blikke i Valeries retning kunne få blodet til at koge under huden på ham. Tydeligst var det, dengang han havde trukket staven over for Murray-knægten, havde raseriet taget over til en sådan grad, at Archie, opfyldt af trangen til at få ham til at lide på samme måde, ikke var sikker på, hvor det var endt, hvis ikke de var blevet afbrudt.

Tavsheden faldt og for første gang nogensinde, kunne han på ingen måde relatere til ordene. Til gengæld kunne han genkende det strammede greb, alene ved tanken. Han stoppede fingrene i at støde mod glasset, som brynene søgte lidt sammen.

"Det lyder som et emne, du har beskæftiget dig med," konstaterede han, blikket søgende. Men han stillede ikke et spørgsmål, afkrævede ham ingen svar.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde været i en situation, hvor det allerede var sket og han havde været nødt til at forholde sig derefter. Uden tvivl ville han heller ikke kunne tåle, hvis nogen kom åbenlyst op til Alissa, men det var endnu ikke sket.

Blikket var rettet mod glasset, fingrene lidt for stramme om det, før han til sidst nikkede, en anelse stift. Ordene kom dog, flere end tilsigtet. Måske fordi han havde haft brug for rent faktisk at tale om det.

"Vores forlovelse var arrangeret," konstaterede han. "Alissa kom med en forhistorie og det sluttede ikke bare, bare fordi tingene pludselig udviklede sig mellem os."

Det var tydeligvis et ømt punkt og han brød sig ikke om det, men forblev nogenlunde rolig omrking det. Selvom fingrene gned lidt over skægget. Han sukkede. "Jeg kunne vælge at blive rasende over det, men i sidste ende risikerer jeg kun at miste hende over det og det er ikke det værd. Men hun har også valgt mig, så forhåbentlig bliver det aldrig en bekymring igen."

[Archie McCormack]

Archie havde ikke været helt sikker, men så snart han så reaktionen, var al tvivl forsvundet. Men ligesom når man passerede en ulykke, kunne han ikke lade være at se opmærksomt på ham, selvom han måske burde vende sit granskende blik væk i respekt.

Han talte ikke med det samme, men tyggede på ordene og endte med at nikke, som de gav resonans i hans indre. Det havde nær revet ham og Valerie fra hinanden, men på et tidspunkt var det kommet dertil, hvor det ikke længere fyldte. Blikket var blevet fjernt, tankefuldt, og fandt først langsomt tilbage til virkeligheden og mørke øjne.

"Kender du ham?" spurgte han i klar antagelse om, at der selvfølgelig var tale om en troldmand.