Fem dage i Fønixengen

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde ikke arbejdet nærmest uden pause i fem dage og var ikke ved at segne af udmattelse, så de lyse øjne havde set lidt tomt på hans brystkasse, indtil læber rørte hendes pande og fik dem til at glide i ved berøringen.

Fingrene lukkede sig lidt om hans side, som hun slap en dæmpet lyd i værdsættelse.

[Cillian O'Callaghan]

Handlingen var impulsiv, men han mærkede hende reagere på den og det gav ham en fornemmelse af, at han ikke var den eneste med det lidt uventede behov for at søge nærvær. Måske endda tryghed.

Han satte ikke ord på det, men flyttede sig lidt, så han kunne se hendes ansigt. Udtrykket på hans eget var, som så ofte, tankefuldt, da han lod hånden glide lidt om, så tommelfingren kunne kærtegne hendes kind. Han var tavs lidt endnu, før han endelig kom med en indrømmelse, der ellers sjældent lød fra ham.

"Jeg forstår ikke det her."

[Dominique O'Callaghan]

Det var først, da Dominique mærkede ham bevæge sig, at hun selv trak sig lidt tilbage og kun langsomt åbnede øjnene. De gled en gang afsøgende over hans ansigt og endte ved de isblå øjne, der gemte på alverdens mysterier.

Hun blinkede en gang ved hans ord. Overrasket over genkendeligheden i følelsen.

"Hvilket af det?"

[Cillian O'Callaghan]

Det simple svar var alt. Hvordan hun så pludseligt var kommet til at spille en afgørende rolle for ham, hvordan han følte et helt instinktivt behov for at holde hende sikker og hvordan resten af verden stummede en anelse hen. At hun var gravid og ganske fjernt, at hun engang havde været ansat hos ham. Han narrede ikke sig selv til at tro, at han ikke allerede var følelsesmæssigt involveret og han vidste, at det for alvor var startet den første nat i Wales.

Men alt det satte han naturligvis ikke ord på. Han fornemmede, at hun allerede vidste det. I stedet bøjede han nakken nu og søgte ned mod hendes læber, for første gang for alvor på eget initiativ.

[Dominique O'Callaghan]

I Cals kontrollerede ydre lå også en illusion om, at han sad med alle svarene på hånden og lige så meget, som Dominique til tider fandt en ro i det, lige så stor en kilde til frustration var det også blevet i mødet med hendes egen usikkerhed og forvirring.

Men det var ikke den illusion, hun så længere. I stedet så hun en mand, der rent faktisk havde handlet på sine følelser snarere end fornuft, både da han reddede hende ud af ministeriet og nu, han nærmede sig.

Og det var ikke nok til, at hun forstod. Men det føltes alligevel, som om det gav lidt mere mening, da hun hævede hånden til hans hals og tog imod hans læber.

[Cillian O'Callaghan]

Det var et ukarakteristisk sårbart øjeblik, nøgent for en mand som Cillian, der først og fremmest var sin egen. Som skjulte sine svagheder, velvidende at de kunne bruges mod ham. Han havde allerede givet hende flere af dem, men han følte sig ikke fortrydende, som hans læber fandt hendes.

Tværtimod følte han sig underligt rolig, som fingrene krummede sig let sammen i krøllerne. Det var ikke noget dybt kys, men det bar en vægt og en anerkendelse af, der var noget mere. Noget, der bare for en stund, fik tankerne til at glide bort og lod ham være lige dér.

[Dominique O'Callaghan]

Nok var kysset kun en blød berøring, men på sin egen vis, var det nok et af de mere intense for Dominique. Som cementerede det for alvor hans plads i ikke bare hendes ufødte barns liv, men også i hendes. Men hun kunne ikke længere kæmpe imod. Ikke, når han havde kæmpet sådan for hende. Sat himmel og hav i bevægelse for hende.

Og alligevel var der noget mere. Noget, der havde meget lidt med al kaosset, men alt med måden, han rørte hende, at gøre. Noget i hans blik, som hun ikke helt forstod, men som unægteligt fik hendes puls til at stige.

Nu var ingen undtagelse, som tomlen hævede sig lidt, til den flugtede med en skarpt defineret kæbe. Fulgte den, til fingrene kunne søge op over de kortklippede hår i nakken.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian var udmærket klar over, at det ikke var nogen god idé. At det var et farligt spil, han havde gang i og at han allerede nu var mere involveret med Dominique end han på nogen tænkelig måde burde være. Men hun var gravid med hans barn og dét gjorde, at det ikke for alvor var et valg at trække sig.

Så i stedet accepterede han det og tillod sig selv den ro, der var i hendes nærvær og fornemmelsen af fingerspidser mod dét sted, hvor hovedpinen sad og lurede. Og selvom det ikke havde været hans intention at dvæle ved hendes læber, trak han sig alligevel ikke tilbage med det samme.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde intet behov for at intensivere kysset eller eskalere situationen, men nød bare at ligge tæt med ham og, for første gang i fem dage, endelig være i stand til at finde lidt sjælero. Og da han trak sig tilbage, blinkede hun kun langsomt øjnene op igen for at se ind i øjne så blå, at hun kunne drukne i dem.

Ømhed var aldrig kommet naturligt til hende. Det tætteste, hun var kommet, var forholdet til Maeve Appleton for efterhånden mange år siden. Men nu hævede hun den ene hånd til hans kind i et blidt kærtegn.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian blinkede langsomt, som fingerspidser gled sitrende over hans ene kind og han slap en lydløs udånding. Blikket hvilede på hendes ansigt og selvom han havde omtrent en million bekymringer, så satte han ikke ord på dem. Det faldt ham ikke naturligt at dele sine inderste tanker, men lige nu gav hendes kærtegn også en anelse ro til dem.

Så han trak sig ikke væk, men tillod sig at ligge og nyde den simple fornemmelse af hendes fingre, mens hans egen hånd endte ovenpå hendes hofte.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde ingen forventninger om, at Cal ville dele sine tanker, følelser eller bekymringer med hende. Hun følte heller intet behov for det, selvom det måske ville gøre nogle ting lettere. Men hun havde aldrig været god til at gøre tingene nemt for sig selv.

Og som de lå nu, havde hun svært ved for alvor at fortryde de valg, der havde bragt hende dertil. Mundvigene sitrede lidt, til der formede sig et svagt smil på hendes læber.

[Cillian O'Callaghan]

Cillians blik faldt til hendes læber og det svage smil, der formede sig der. Noget ved det var uventet og det gav ham en lidt underlig følelse, som han ikke kunne sætte fingeren på og heller ikke forsøgte at analysere. I stedet tog han en indånding mere, men lod hånden forblive mod hendes hofte. Han var træt helt ind i knoglerne, men som sædvanligt forventede han ikke at kunne sove med et andet menneske ved siden af sig.

Så i stedet lå han bare og så som altid granskende på hende, tavs og uden selv at smile.

[Dominique O'Callaghan]

Det føltes som evigheder siden, at hun havde smilet på dén måde og selvom Cals udtryk ikke inviterede til det, forblev det hængende om hendes læber.

Lige så langsomt lænede hun sig frem, til hun ikke længere kunne stille klar på hans ansigt, til panden endte mod hans i en kontakt, der næsten virkede mere intim end de gange, de havde været nøgne sammen. Hun tog en dyb indånding og tillod øjnene at glide i.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde intet behov for at udfylde tavsheden med ord og da hendes pande hvilede mod hans, slap han endnu en træt udånding, som han ikke vidst, at han havde holdt tilbage. Øjnene gled i og han lod roen synke ned omkring sig, selvom han ikke havde forventet at finde den i hendes selskab.

Og på en eller anden måde skete det, at hans vejrtrækning inden længe blev tungere og søvnen greb blidt fat i ham.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique følte sig ikke specielt træt, men i hans arme fandt hun alligevel roen og på et tidspunkt lod hun sig lulle i søvn af hans tunge vejrtrækning.

Hvor længe, hun sov, havde hun ingen anelse om. Et sted lige under horisontlinjen var solen på vej op igen og kastede sine første, blege stråler op på den endnu primært mørke himmel. Ikke, at hun fokuserede meget på vejret, da hun i et hurtigt ryk satte sig op og knækkede sammen på midten, som hun tømte det begrænsede indhold af sin mavesæk ud på hans gulv.