På listetæer..

[Adelaide Wildsmith]

Tråden er tilegnet Finley Runcorn

Korridorerne omkring indgangshallen

Oktober 2056 - Klokken 01.23

Det var sent og Adelaide havde været nede i køkkenet for at få sig en bid mad, som hun lige for tiden gjorde ofte, når hun ikke kunne sove om natten. Hun havde trukket en dyb mørkelilla robe ud over sine natgevandter og ganske stille og roligt, gik hun og trissede lidt rundt. – Som det nu engang var tilladt om natten, hvis man vel og mærke var professor. Hendes trin var for en gangs skyld lydløse, som de typiske høje hæle var afløst af et par simple ballerinaer og håret var trukket tilbage i en tæt knold. De lyseblå øjne flakkede en smule i mørket, men med en skikkelse der alligevel var kat halvdelen af tiden, havde de hurtigt tilvendt sig mørket og den dunklere beslyning.

[Finley Runcorn]

Finn havde måske, måske ikke, forsøgt at lokke koden til løvernes portræthul frem fra en yngre elev. Han havde velnok håbet, at han kunne få Opholdstuen at se, nu hvor Calliope Zabini så ofte havde beskrevet den som langt federe end slangers sikkert var. Ikke at det havde lykkes. Åbenbart havde eleven stukket Finn forkerte kodeord, og Den Fede Dame var ikke ligefrem begejstret over forsøget.

Så han havde sneget sig ned igen. Trapperne var dog uendelige, virkede det som om, før han endelig nåede kælderen, hvor både køkkenet og krypten lå. Det var netop der, at han syntes at høre noget gennem mørket. Damn... Sikkert en vejleder. Han forsøgte hastigt at trække sig ind i skyggerne, og håbe at det var tids nok til ikke at blive opdaget. Han havde ikke ligefrem gået lydløst ned af trinene før...

[Adelaide Wildsmith]

Adelaide var langsomt ved at bevæge sig på vej tilbage imod førstesalen, da hun pludselig syntes at høre fodtrin i mørket. – Fodtrin der lød udover hendes egne. Vagtsomt, lod hun blikket flakke og med lidt mere bestemte skridt nu, bevægede hun sig imod trapperne. Længe gik der dog ikke, før øjnene opsnappede noget i mørket, der ikke hørte til der og ganske let, foldede hun armene over kors, som hun rømmede sig. ”Du kan godt komme ud. Jeg har set dig.” Lød det køligt, som Adelaide nu var stoppet op ikke langt fra den person, der lod til at have sneget sig ud på natterend.

[Finley Runcorn]

Finn kunne mærke nakkehårene rejse sig da han hørte stemmen. Det var ikke bare en vejleder, en poltergejst, eller en præfekt. Nej. Det var en professor. Hans forvandlingsprofessor, ganske vist. Han forsøgte at trække ryggen lidt tættere mod muren bag sig i mørket, men indså at det nok var for sent.

Frem med hundehvalpeblikket, Finley, Fortalte han sig selv, før han trådte frem.

"Professor Wildsmith. Beklager," Han dukkede nakken, som var han skamfuld. "Jeg-Jeg faldt i søvn i Fællesstuen... Jeg må have været meget træt..."

[Adelaide Wildsmith]

Adelaide blev for en lille stund stående fuldstændig stille, som om hun var blevet sømmet til gulvet. Hun betragtede skikkelsen foran sig med hævede bryn og ganske let, trak hun sin kåbe tættere omkring sig, som hun selv ikke ligefrem var i anstændigt antræk. Ansigtet var dog fortrukket i en kølig og tydeligt utilfreds mine. En ting stod trods alt klart. – Hun brød sig ikke om elever der var ude på skarnsstreger…- Og med den unge Mr. Runcorn, kunne man aldrig vide sig helt sikkert. ”Nå, virkelig? Det var da pudsigt…” Svarede hun køligt, som hun øjnede ham en smule. – Tydeligvis lettere mistroisk.

[Finley Runcorn]

Det var altid mærkeligt at se en professor, når de ikke var helt så... professoragtige. Finn havde dog mere travlt med at redde sin egen bagdel, end at bide mærke i detaljerne. Professor Wildsmith's ansigtsudtryk fortalte ham alt, han skulle vide, og det blev ikke blødt op af hans forsøg på de store øjne.

"Det er altså rigtigt..." Forsøgte han, nærmest bedende. "Jeg sad med opgaven - den til tirsdag - og var så koncentreret om det, men... det blev sent og jeg faldt i søvn."

[Adelaide Wildsmith]

Godt nok var Adelaide måske ikke den skrappeste af professorerne på skolen..Men derfor syntes hun alligevel godt at kunne gennemskue sine elever. – For det meste i hvert fald. Som hun stod der overfor Finley, vidste hun dog ærligt ikke, hvad hun skulle tro. I hvert fald ikke, før hun syntes at tænke videre over det han sagde og brynene så atter rynkedes. Hendes øjne søgte hans. ”Hvor er dine pergamenter og arbejdsredskaber så? – Du har måske glemt dem oppe i fællesstuen?”

[Finley Runcorn]

Oh... Finn forsøgte at gennemgå alle tænkelige svar til netop det spørgsmål Adelaide havde stillet. "Øhm. Du sagde at vi gerne måtte lave det som et gruppeprojekt," Indskød han. "Jeg lavede den sammen med en af dem fra Gryffindor. Derfor mødtes vi i Fællestuen..."

Alt i ham forsøgte at lave en rationel forklaring. "Jeg faldt i søvn da jeg sad med min del. De må have samlet det og ladet mig sove. Uden at vide at jeg først ville vågne så mange timer efter."

[Adelaide Wildsmith]

Adelaide flyttede kun ganske lidt på sig, som hun stod der foran Finley. De blå øjne granskede ham kritisk og tydeligt langt fra overbevist, sukkede hun blot en smule, før hun så atter nikkede ned imod den ende af korridoren, der førte til Slytherins opholdsstue. ”Kom…Jeg følger dig tilbage. – Så håber jeg for din egen skyld at det er et godt projekt du og din gruppe får udarbejdet.” Svarede hun en smule spidst, idet hun tydeligvis havde tænkt sig at hænge ham op på hans ord. – Som hun tydeligvis ikke stolede helt på, hvad han lod til at forsøge at bilde hende ind.

[Finley Runcorn]

Finn slog blikket i gulvet mens han nikkede. Knægten så rent faktisk skamfuld ud, selvom han nok hoverede en del indeni. "Jo... Selvfølgelig, Professor." Han lavede en mental note om at han måtte tvinge Calliope Zabini til at de skulle lave et gruppeprojekt sammen. Og hurtigt.

Han fulgte med professoren ned ad korridoren. "Jeg beklager altså virkelig."