Kattejammer

[Adelaide Wildsmith]

Tråd tilegnet Kieron Jarlath Morgaine

Korridorerne - De sene nattetimer - 00.23

Det var en af de køligere nætter som Adelaide havde listet sig ud af sit sovegemak og ned i køkkenet på første sal for at finde lidt natmad. Det var natten efter allehelgenes aften og Adelaide havde således ikke haft så travlt som ellers med at rette opgaver. Arbejdet var begrænset, så man bort fra de timer hun havde stået vagt ved festen aftenen forinden, var hun således disse aftener en dame med masser af tid for hånden. Lige denne nat, havde hun dog haft svært ved at sove og hun havde således været på tur nede i køkkenet, hvor hun havde siddet og spist et par småkager og drukket en kop te i smug. Nu var hun atter på vej tilbage op imod sit gemak i sin lette og smidige katteskikkelse. – På denne tid af døgnet, var det trods alt nemmest. Ikke nok med at det var mere diskret, så var det også fordelagtigt, skulle man liste sig ind på en elev eller to, der var ude på natterend. Langt nåede hun dog ikke, før hun omkring hjørnet nær var stødt ind i en mørk skikkelse, der tårnede sig over hende. En skosnude smuttede over hendes pote og en utilfreds og skinger lyd, lød, som et halvt hyl, halv hvæsen, kom fra den langhårede og rødlige kat. Dette, som Adelaide ligeledes fik øje for, HVEM der tårnede sig over hende.

[Kieron Jarlath Morgaine]

Kieron var nær kollideret med den modsatte væg, som kattens jammer rev i hans ører og truede med at flå dem ud. Han måtte dog le stille, som han så på synderen og uden at vide at katten i sandhed var en smuk, ung professor, løftede han den varme pelsklump op i sine arme.
”Nej, hvor gav du mig et chok, min ven”, sagde han, en anelse skingert, for så sød var den, alt imens han kløede den bag ørerne med et stort smil om læberne. ”Er du en pige eller en dreng?”, spurgte han dernæst, i det han vendte katten om på ryggen som et barn og hev dens ene ben ud i den dunkle belysning.

”En sød hunkat, ser jeg. Jamen så kan du jo umuligt forblive herude i mørket!”

[Adelaide Wildsmith]

Som Kieron tårnede sig truende over hende, vaklede katten en smule bagud. Hovedet sænkede sig, som den søgte en udvej og alt imens ørene blev lagt tilbage, lod Adelaide børsterne rejse sig. Pelsen blev enorm, halen ligeså og tænderne blottet, som kollegaen nådesløst samlede hende op. Hun gav en hvæsen fra sig, tydeligt utilfreds og på trods af at manden strøg hende med hårene, forsøgte hun ivrigt at vende sig at vende sig i hans favn. – Fandeme nej, om han skulle….Hun peb. Eller rettere…Hun skreg nærmest af ham, som hun forsøgte at vende sig i modvilje og satte kløerne fra bagpoterne i hans brystkasse, for at forsøge at klatre op af ham og op på skulderen for at komme væk. – Det var ydmygende. Direkte pinligt…..! Og forvandle sig tilbage, kunne hun trods alt heller ikke bare….For så ville hun blot ende i en position, hvor Kieron bar hende i armene. – Hendes sidste ønske lige for tiden, efter at han havde været noget nærgående til allehelgensfesten. De forreste kløer fandt fæste i stoffet af hans jakke ved skuldrene og modvilligt, forsøgte hun nu at klatre op af ham. – Væk.

[Kieron Jarlath Morgaine]

Havde Kieron Morgaine været en mand med ganske mere selvindsigt end han i virkeligheden besad, havde han øjensynligt overvejet kattens iver efter at kravle op og henover skulderen. Det var nu ikke tilfældet og den ældre troldmand lo hjerteligt, som han, med ganske fast greb, hev katten tilbage i sin favn. For at toppe den dårlige beslutning yderligere (det var nu ikke sådan, at Kieron selv betragtede det, men lad det nu være) klappede han katten på hovedet.

"Fald nu ned lille mis. Du skal skam slet ikke være bange for mig!", lo han fornøjet, som han begyndte at skridte videre - tilsyneladende slet ikke opmærksom på de store, rasende katteøjne. "Jeg er skam slet ikke så farlig, som jeg ser ud! Jeg har faktisk en flagermus, der vil bryde sig umådelig meget om dit selskab, indtil vi finder din ejer i morgen tidlig! Og måske en lille tår fløde vil få dig til at slappe lidt mere af!"

[Adelaide Wildsmith]

Aldrig havde Adelaide prøvet lignende. Ikke om hun med sin gode vilje, ville finde sig i at blive båret rundt på af en kollega. Det var upassende! Væmmeligt….Og tanken om at han lod til at have intentioner om at tage hende med sig tilbage i sit gemak, virkede blot endnu mere uhørt, hvorfor Adelaide også gave en skinger og beklagende miaven fra sig, som han tvang hende tilbage og ligge i sin favn. Irritabelt skar hun tænder af ham, som hun hvæsede og uden at se anden udvej, langede hun ud efter ham, så kløerne skrabede hen over Kierons kind, hvilket gav hende et par frie sekunder til at springe ned. Hun luntede et par skridt op af den nærmeste trappe, blot for så at forvandle sig tilbage til sin almene kvindeskikkelse og en smule omtumlet, trak hun så ellers sin aftenrobe lidt tættere omkring den hvide blondenatkjole, hun egentlig ikke havde regnet med at skulle vise sig frem i til aften. – Og da slet ikke for Kieron! ”Magen til frækhed!”