En samtale mellem rødhårede

[Tibby Kendrick]

Tibby tyggede lidt på sit spørgsmål inden han luftede det. ”Er du også en animagus egentlig? Som McGonagall?” Han vidste ikke helt om det var noget man kunne tillade sig at spørger om. Men det virkede bare så oplagt for en forvandlingsprofessor.

[Adelaide Wildsmith]

Hvad end Adelaide havde forventet af spørgsmål, var det ikke dette. Brynene skød en smule overrasket op, men hun fattede sig hurtigt og lidt tøvende, trådte hun et skridt frem imod Tibby. ”Altså…Nu er det jo ikke noget, som jeg går og skilter med…Men jo…Det er jeg.”[/b} Svarede hun roligt, som hun blev stående. ”En langhåret mainecoon.” Svarede hun roligt.

[Tibby Kendrick]

Tibbys smil bredte sig. ”Det eer ret cool,” bemærkede han. ”Er det svært egentlig? At blive animagus?” Fortsatte han med at spørger mens de begge forlod lokalet.

Han vidste ikke hvor hun skulle hen, men de kunne ligeså godt følges. Og det skulle ikke være første gang Tibby havde gået og sludret med en professor på gangene, selvom andre elever måske mente det var lidt nørdet og stræberagtigt.

[Adelaide Wildsmith]

Det var altid rart at få komplimenter. – Eller…Næsten i hvert fald, når altså ikke der lod til at være bagtanker bag. Adelaide sendte Tibby et varmt og lidt taknemmeligt smil og stille og roligt, fulgtes hun med ham ud på gangen, imens de høje hæle, klikkede ganske let imod stengulvet. ”Mhmm…Det kræver vilje…Og ikke mindst tid. Det er vel en smule nørdet. – Men det kræver under andet at man går rundt med et mandrakeblad under tungen i en hel måned.”

[Tibby Kendrick]

Tibby spærrede øjnene lidt op. Det lød ikke som nogen let opgave, men det var meget spændende at høre om. ”Hvad sker der hvis man kommer til at sluge det i stedet? Når man drikker eller spiser for eksempel?” Han vendte blikket mod hende og lyttede interesseret.

[Adelaide Wildsmith]

”Skal jeg være ærlig, så tror jeg det er et spørgsmål du må stille din besværgelsesprofessor i stedet.” Forsøgte Adelaide smilende, men også en smule pinlig berørt over at hun faktisk ikke kunne svare på Tibbys spørgsmål. Stille og roligt, stoppede hun op. ”Det er mange år siden at jeg selv har udført forvandlingen. Desuden, så skulle jeg jo nødig give mine elever gode ideer.” Erklærede hun lidt drilagtigt, som hun stoppede op midt på gangen.

[Tibby Kendrick]

Tibby kløede sig lidt bag ret men grinte, ”nej selvfølgelig. Jeg var også bare nysgerrig.” Hvilket var et meget ærligt svar. ”Hvor skal du så hen nu? Skal du ikke undervise mere i dag?”

Når alt kom til alt, så kunne Tibby nok i virkeligheden stille spørgsmål til jorden gik under, og så fortsætte i efterlivet.

[Adelaide Wildsmith]

”Det er vist en privat sag. – Smut så afsted på biblioteket med dig. Det må være spørgsmål nok for nu.” Erklærede Adelaide en smule bestemt, men fortsat venligt, som hun selv fortsatte over imod døren til sit gemak for at træde indenfor.

//Tråden afsluttes