Intet glemt, intet tilgivet

[Aedan C. Finnigan]

Aedan vadede efter hende, selvom han overhovedet ikke selv havde spist op og sikkert ville blive dødsulten inden frokost. "Stop nu," bad han. "Hvorfor skal det være sådan her imellem os, Parker?"

[Penelope Parker]

Det bedende tonefald fik hend til at stoppe op. Andet var slet ikke en mulighed, når det kom til Aedan. Men hun var langsom om at få vendt sig rundt mod ham.

“I bliver alle sammen så sure på mig for tiden,” svarede hun og lagde armene over kors for at se lidt mere hård ud, da hun hævede blikket til ham. Det lykkedes ikke rigtigt. “Jeg ved slet ikke, hvad jeg har gjort.”

[Aedan C. Finnigan]

Aedan stoppede også, men stod tættere på Parker nu, lænende sig lidt ind over hende. Det var derfor også svært at tage seriøst, at hun forsøgte at se sej ud. Han så alvorligt ned på hende og tog en dyb indånding, før han slap den opgivende ud.

"Ved du det slet ikke? Kan du virkelig ikke se det?"

[Penelope Parker]

Brynene rynkedes over næsen, mens hun forsøgte at nidstirre ham. Det var ikke nemt, når hun i forvejen skulle lægge nakken lidt tilbage.

“Lad være med at få mig til at lyde dum,” mumlede hun, ikke helt uden trods i stemmen. “Hvad er det?”

[Aedan C. Finnigan]

Aedan havde lyst til at sige at hun var lidt dum. Eller i hvert fald blind. Han tog en dyb indånding.

"Jeg er vild med dig," konstaterede han stakåndet. "Vi ses til historie."

Og med det, vendte han direkte om på hælen og gik tilbage til storsalen. Han skulle altså have morgenmad.

Lukket?