Døden og andre børnelege [TW: terminal sygdom]

[June Chang-Masters]

Et halvt år. Det var, hvad det tog for kræften at brede sig til hjernen. I starten havde det været hårdt, men der havde været lys for enden af tunnelen. Det var der ikke meget af de sidste par måneder. Især ikke efter Eric Masters stoppede med at tale, stoppede med at fortælle. Hans hår var allerede væk til kemoen, ansigtet svulmet op og hans personlighed lige så langsomt forsvundet.

Det var de nyeste ting, der forsvandt først. Så var det Faye Chang-Masters og til sidst stoppede June også med at være en del af den fortælling, der var Eric Masters. Hans vejrtrækning var tung og larmende der. Indtil den også helt forsvandt.

De fik lov at se ham og det var med våde øjne, at June trådte ind i værelset til sin gispende far. Hun rørte ved hans kolde hud på den knoglede hånd og prøvede at være stærk for sin lillesøster, men hun kunne ikke engang se over på hende. Munden gled vist nok op for at fortælle hende, eller sig selv, eller deres mor, at alt nok skulle blive okay, for hvornår blev det ikke det? Men hendes stemme var væk.

Det var stemmen, der forsvandt først, havde June opdaget. Som første gang, Ben havde fortalt hende, at han havde følelser for hende og hun først havde kunne reagere, da det næsten allerede var for sent. Eller da de havde fået at vide, at deres far havde kræft, tiden var lånt og at den tid nu var udløbet og hun ikke vidste hvordan.

De blev derinde længe. Indtil den raspende vejrtrækning svandt ind og længere. June huskede ikke, at hun græd, men da døren blev lukket bag dem, var huden over hendes kinder stiv af størknet gråd. Og de var nu børn, der havde mistet deres far.