Kan man gøre en forskel?

[Teddy Lupin]

Det var godt og vel ikke meget mere end en uge siden, at Teddy sidst havde spankulerede forvirret omkring i Tusmørkegyden. Hvilket måske også var årsagen til, at han denne gang præsterede at finde adressen med det samme. Endnu engang var det den lille sterile tatovør forretning Viper's Venom, han ledte efter. Og han fandt den hurtigt.

Da han kom ind blev han endnu engang ramt af lugten af blæk og renlighed, men kunne ikke umiddelbart få øje på Siobhan Munro. Måske var hun et sted ude bagved eller havde en kunde?

Et prøvende "hallo?" forlod den unge mands smilende læber, mens han stod og så en anelse malplaceret ud. Han stak tit ud af mængden, men i Tusmørkegyden blev det meget tydligere. Han så alt for glad og ærlig ud.

[Siobhan Munro]

Siobhan var ude i det lillebitte baglokale, hvor hun havde materialer og hørte ikke første gang lyden af klokken over døren. Til gengæld trængte stemmen igennem og hun dukkede op. Øjenbrynene gled lidt op i overraskelse, men hun genkendte ham selvfølgelig med det samme.

"Teddy," hilste hun, ikke formel nok til at bruge hans efternavn, men heller ikke decideret venskabeligt. De havde jo kun mødt hinanden en gang. "Har du mistet endnu en ugle?"

[Teddy Lupin]

Teddy var typen der meget hurtigt blev meget venskabelig. Der skulle ikke mange ordudvekslinger til. Og han var da også ét stort smil da Siobhan kom frem fra baglokalerne og spurgte ind til uglerne, og svarede kom serveret med et grin. ”Nej nej, jeg er faktisk selv uglen den her gang.” Han stak hånden i lommen og trak en konvolut op som han rakte til hende. ”Her,” han kunne selvfølgelig have sendt den med en rigtig ugle. Men han ville sikre sig, at hun vidste hun var velkommen.

[Siobhan Munro]

Siobhans blik faldt til den fremstrakte konvolut. Hun tøvede, før hun rakte ud og tog imod den. Hun vendte den, men blev ikke klogere på indholdet af at se på ydersiden. I stedet for at åbne den med det samme, så hun på budbringeren, svagt underholdt.

"Hvad er det?"

[Teddy Lupin]

Teddy placerede begge albuer på disken og lagde hovedet i hænderne, med et stadig stort smil på læberne. ”Det finder du ud af når du åbner den,” sagde han med en tone af selvfølgelighed, men absolut ikke på en nedladende måde.

[Siobhan Munro]

Siobhan hævede et øjenbryn, men åbnede dog kuverten. Hun havde ingen idé om hvad i alverden han ville komme med til hende. Hun hev papiret ud og læste hvad der stod. Ikke at hun følte at hun blev meget klogere af det. Øjenbrynet var stadig hævet, da hun så skeptisk op på ham.

"En fest?"

[Teddy Lupin]

Teddy nikkede ivrigt, og kom hele vejen rundt om disken for at stå ved siden af hende, mens han pegede på brevet. ”Indflytterfest!” Sagde han kort, som om det forklarede det hele, men et enkelt blik på Siobhan fortalte ham hurtigt at det gjorde det ikke.

”Min bror og jeg holder en lille fest i hans lejlighed, sådan… Eller han er mere min pseudobror faktisk, men... Ja, det er fordi han glemte en indflytterfest da han flyttede ind, og også lidt fordi vi gerne ville have en undskyldning til at samle nogle folk sammen og hygge os.” Han pegede endnu engang på brevet, men denne gang pegede han meget specifikt på øverste lille linje, hvor Siobhans navn stod. ”Og jeg tænkte du skulle med, fordi… Ja fordi jeg synes… Jeg vil gerne lærer dig bedre at kende, og du ved… Vi fik aldrig den dér kop kaffe, så… Ja. Men jeg glæder mig til at du kommer - og månen er langt fra fuld så det behøver du heller ikke tænke på.” Måden han omtalte situationen med månen på var enormt afslappet og indskudt, uden nogen som helst form for fordømmelse.

[Siobhan Munro]

Begge Siobhans øjenbryn gled nu helt op og hun stirrede mere eller mindre lidt på manden ved siden af. Han talte som om at det var det mest normale i hele verden. Som om at det var helt normalt at invitere en komplet fremmed til indflytterfest. Som om det var helt normalt at hun blev inviteret til indflytterfest. Hvad mere var, hans omtale af fuldmånen...

Et tørt fnys undslap hende, men hun kom også til at smile. Selvom hun også så på ham som om han var vanvittig. "Inviterer du altid vidtfremmede hjem til dig?"

[Teddy Lupin]

Teddy så på hende, først en anelse overrasket. Jo han var da ganske god til at falde i snak med fremmede, og man skulle da heller ikke møde ham mange gange før han anså folk for at være hans venner. Men hun føltes ikke fremmede. Han havde på en eller anden måde fået det ind i sit hoved, at hun var et bindeled til hans far, og på den måde var hun meget langt fra at være fremmet.

Han slog dog hurtigt over i endnu et grin, ”nej selvfølgelig ikke. Det kunne jeg da ikke drømme om,” der var et drillende men velment glimt i hans øjne ”det er derfor jeg invitere dig hjem til James Sirius Potter, og ikke mig selv.”

[Siobhan Munro]

Potter. Siobhan stirrede lidt på Teddy. Situationens absurditet blev ikke mindre. Her stod Teddy Lupin og inviterede hende, en varulv, hjem til Harry Potters søn. Blikket faldt kort til invitationen, før det fandt tilbage op på ham og hun kneb øjnene lidt sammen. Der var en svag antydning af et smil på hendes læber, men det så mest af alt lidt beklemt ud.

"De fleste betragter mig ikke som pænt selskab," bemærkede hun, en kende advarende.

[Teddy Lupin]

Betydningen af det hun sagde gik fuldstændig over hovedet på Teddy, og han betragtede hende bare med et lidt forvirret blik. ”Altså det er ikke noget bal, vi havde bare tænk os at hygge med lidt øl og noget musik. Så du kan bare komme som du er.” Hvis Teddy havde brugt tre sekunder på at tænke sig lidt om, havde han nok godt kunne tænke sig til hvad hun egentlig mente. Men måske var der også en lille del af ham, der meget ihærdigt arbejdede på at behandle hende ligesom alle andre.

[Siobhan Munro]

Siobhan så stadig lettere forundret på Teddy og kneb øjnene en anelse sammen, men han virkede så bundreel, at hun ikke med sin gode vilje kunne læse nogle bagtanker ind i det. Hendes blik faldt kort til invitationen igen, uvant som den var og et lille smil sneg sig ind over hendes læber.

"Tak," konstaterede hun, næsten lidt beklemt over at sige det. Hun mente det dog. Blikket gled op og fæstnede sig ved ham. "Det er pænt af dig."

[Teddy Lupin]

Han så afventende på hende. Hun havde endnu ikke svaret på, om hun ville dukke op, men det lille smil han kunne ane på hendes læber, gjorde ham forhåbningsfuld. ”Så, eh… Kan du komme? Du kan tage en plus-one med, hvis du har lyst!” Han måtte jo give hende ret i, at de kun lige havde lært hinanden at kende, og det var bestemt ikke alle der var trygge ved at komme til en fest, hvor de ingen kendte, så selvfølgelig skulle hun have mulighed for at tage nogen med. ”Hvem som helst.” Tilføjede han, i håb om at det så var indforstået at det også kunne være en der led at lykantropi.

[Siobhan Munro]

Siobhan så stadig bare lidt forundret på Teddy, men hun var ikke lavet af sten - selvom nogen måske ville mene det - og hun kunne ikke sige sig fri for at føle sig en anelse sentimental. Selvom hun ville benægte det. Til sidst slap et lille, muntert fnys hende, primært knyttet til tanken om den eneste plus-one kunne kunne tage med. På en eller anden måde havde hun meget svært ved at forestille sig Reginald Fudge til sådan en fest. Men tanken var underholdende nok.

"Jeg vil gerne komme," sagde hun derfor så. Et øjenbryn var let hævet og det trak lidt i hendes mundvige. "Hvis ikke du ombestemmer dig."

[Teddy Lupin]

Teddys ansigt lyste op i glæde. Det var en refleks og han kunne ikke gøre for det. ”Det er jeg virkelig glad for!” Det trak i ham for at give hende et kram, men han var i tvivl om det helt ville blive værdsat. Sidst havde han virkelig ikke kunne styre sig, men denne gang forsøgte han i det mindste, trods det var tydeligt at både ben og arme virkede en anelse rastløse i frustrationen over at holde sig lidt tilbage.

”Godt, jamen…” Han så sig om i den lille forretning, ”så glæder jeg mig bare til at vi ses. Til festen. Hvis ikke før. Øh, og det hele står i invitationen. Altså adresse og tid og sådan noget, men du skal endelig bare skrive - eller noget - hvis der er et eller andet du er i tvivl om. Øh men jeg har ikke noget ildsted, men posthuset har. Altså der hvor jeg arbejder. Hvis, jeg mener… Det er dét i Edinburgh men du kan bare spørger efter mig. Teddy Lupin. Eller det ved du godt,” han grinte lidt af sin egen lidt rodede formulering, inden han tilføjede: ”Og bare rolig, jeg ombestemmer mig ikke.”

Herefter sendte han hende et sidste oprigtigt smil, inden han lavede en gestus mod døren. ”Men ellers vil jeg smutte igen. Og ikke forstyrre dig i arbejdstiden.”