Bestemt stævnemøde

[Sophia Pierce]

Outfit
tråd til Imrah Avery
tidspunkt: d. 28. December formiddag

Sophia talte dage ned til at skulle tilbage på skolen igen. Hun hadede at være hjemme og det var kun blevet værre efter at hendes forældre havde hørt om rygterne om hvordan det gik mellem hende og Imrah. De var skiggede over hendes opførelse og havde ikke langt skjul på det siden hun kom hjem. Hun med talt ned til og generelt behandlet som en der havde mistet forældrenes respekt. 

Nu havde de så “heldigvis” fået arrangeret et møde med Avery så Sophie kunne sige undskyld over hendes dårlige opførelse. Ingen ville høre på hendes oplevelse af det eller høre på hvad hun havde at sige. 

Hendes mor havde fundet en rædselsfulde rød kjole (den fejlede ingenting, men Sophia kunne ikke fordrage kjoler på den måde) og håret var sat stramt op. Hun lignede slet ikke sig selv og med strenge ordre på at holde håret i en brun nuance var der ikke meget at gøre. 
Indvendigt rasede Sophia men var også såret over de hårde ord der hele tiden kom fra hendes far om hvilken skuffelse hun var. 

Det bankede endelig på døren og hun hørte sin mor tage imod familien ved døren. Bare det kunne gå hurtigt så hun kunne slippe igen.  Hun stillede sig dog klar til at hilse høfligt på familien som det forventedes af hende, men det tomme blik var rettet mod gulvet. 

[Imrah Avery]

Imrah var ikke klar på denne her formiddag. På nogen måde. Da han trådte ind i pejsen havde han mest lyst til at sige alle andre steder end Sophias families adresse. Da de smaragdgrønne flammer opslugte ham, håbede han næsten at blive sendt et forkert sted hen.

Susenetværket virkede dog upåklageligt. Han måtte først vente et øjeblik på at blive accepteret ind, men kunne så træde ud af en anden pejs, mange kilometer væk hjemmefra og med en lille smule aske på den sorte trøje, som han børstede hjemmevandt af.

Da en kvinde, som han vagt genkendte som Sophias mor, var den første til at træde frem, så han sig selv tvunget til at kysse hendes kind høfligt, før en mand, Sophias far, rystede hans hånd. Han følte sig på usikker grund. Gud hvor han hadede det her.

[Sophia Pierce]

Heldigvis så det ud til at Imrah kom alene. Det kunne da måske gøre hele mødet noget lettere, hvis blot hun kunne få ham til at forstå, hvad hun ville. Hun så hvordan han hilste på sine forældre, og da de begge igen stod meget ranke, kiggede hendes mor over på hende. "Ja Sophia, Så er det vidst nu du skal undskylde for din rødsomme opførelse overfor Hr. Avery her. Tænk sig at du ville trække ham igennem alt det. Det er Pinligt. PINLIGT!" Tonen var skarp som slagterknive og blikket hårdt. 

Sophia hævede øjnene for at se på ham, før hun nejede, som hende mor hele morgenen havde talt med hende om at hun skulle. Det var simpelthen så latterligt, men med den overvågning der lige nu var, vidste hun valget stod mellem at lystre eller få klø. Hun måtte bare håbe på det var hurtigt overstået. "Undskyld Imrah for min sløsede adfærd omkring dig. Jeg ønskede ikke at vær utålelig og ved jeg har meget at lærer endnu før jeg... før jeg.." Hun kiggede imod sine forældre, det kunne de simpelthen ikke mene ved deres fulde alvor, men begge sendte de hende skarpe blikke der stak. Jo de mente det skam. "Før jeg kan blive accepteret som din hustru." ORGH hvor det smagte dårligt i munden at sige! som om overhovedet det var hvad Imrah ville høre. Hvad regnede hendes for ældre egentlig med? Så rømmede hendes far sig og Sophia fortsatte. "Jeg lover dig jeg fra nu af vil sørge for du ikke er flov over mig selskab, at jeg støtter op om dig og lader dig bestemme og mig blev være sin sikre partner." Sophia havde mest af alt lyst til at gå ud og kaste op! ikke fordi det var Imrah, men grundet de ord hendes forældre havde fået tvunget hende til at sige. Det var simpelthen usmageligt.

[Imrah Avery]

Imrah var lige ankommet. Han stod ret op og ned, imens Sophias familie opførte et skuespil, der næsten fik ham til at ønske, at Francis Avery havde været med til at se det. Han så fra den ene til den anden, ukomfortabel i tiende og absolut uden at ane hvad han skulle sige til galskaben. I sidste ende blev han vist nødt til at sige et eller andet, selvom han mente det mest fornuftige svar havde været at vende om på hælen og træde det ene skridt tilbage i pejsen.

"Eh. Det er så fint, du," endte han med at svare. Ville det være en acceptabel grund til at træde ud af ægteskabet, at hele familien var taktløse?

[Sophia Pierce]

Det var simpelthen så ubeskrivelig flovt for Sophia den måde hendes forældre pressede hende ned over hovedet på Imrah. Kunne de da ikke se at han var lige så ubekvemt med dette her som hun var det. Normalt ville hun være gået imod sine forældre og gjort op med deres pinlige adfærd, men de havde været psykisk over hende hele ferien om hvor lidt hun duede til at hvor stor en skuffelse hun var at hun bare ønskede det ville slutte. 

Hun havde dog et lille håb, hvis bare Imrah var på hendes side i denne stund. Hun forsøgte at få øjenkontakt med ham, de trist udslidte øjne hun nu havde og mimede så med munden. "haven" Så så hun ud imod den og håbede inderligt på at Imrah forstod. De havde snakket sammen i have den gang i sommers, måske kunne de søge skjul derude nu også.

[Imrah Avery]

Imrah var relativt overbevist om at Sophia og hele hendes familie var omtrent så dannede som kaniner på nuværende tidspunkt. Han stirrede på hendes minespil og overvejede om hun var blevet taget til fange og prøvede at få hjælp. Til sidst blev hendes hovedslag mod en af dørene dog tilpas åbenlys og med dyb skepsis i sine træk, klarede han halsen en smule. Stemningen var temmelig akavet.

"Må jeg ryge en enkelt smøg udenfor før vi taler?" Eller hvad de nu havde tænkt sig der skulle foregå. Han vidste ikke hvad der skete i galehuset.

[Sophia Pierce]

Sophia var glad for at han havde forstået hende. Han måtte virkelig tænke det værste om dem lige nu. Sophia tiggede til guderne om at Imrah fik lov til at ryge. Normalt var det jo ikke noget man gjorde, hvis man spurgte hendes forældre, men ville de fornægte ham det? 
Til hendes store held nikkede hendes far kort med hovedet og gav Imrah lov til at ryge. Sophia rettede sig op og så usikkert på sin far. "Jeg kan gå med ham ud, det er ikke høfligt at lade vores gæst stå alene." Hun så afventende på sin far i hvad der virkede som en evighed, før faren nikkede til at hun måtte gå med ham. Heldigvis for det!

Sophia åbnede døren og førte Imrah ned i haven til et sted hun vidste de ikke kunne ses så nemt fra huset. Det var hendes hemmelige smøge, ikke fordi der var trængt eller noget, det var bare skjult fra mange vinkler. Her stoppede hun og så på Imrah. "For helved Imrah. Undskyld. De har fuldstændig kuk i hovedet."  Hun fandt en pakke cigaretter frem, og rakte en til Imrah, før hun selv tog. Hun havde virkelig brug for det!

[Imrah Avery]

Imrah pulsede nærmest på den første smøg fra han trådte udenfor, og takkede nej til tilbuddet om en fra Sophia. Han fik muligvis brug for to. Blikket hvilede på hans forlovede, som de stod der i vinterkulden, hun i en kjole, der umuligt kunne være varm nok.

"Klart," svarede han på hendes undskyldning. "Så passer du jo lige ind."

[Sophia Pierce]

Sophia pakkede den ekstra cigaret væk, da det gik op for hende at Imrah allerede havde en. Han var hurtig. Nu stod hun bare lidt og overvejede hvor stor en særlig Imrah regnede hende for lige nu. De prøvede alt for meget hendes forældre og hun glædede sig inderligt til at komme væk fra dem igen. "Den undskyldning derinde, mine forældre tvang mig til at sige de ord. altså ordlyden af det. jeg ved dog det er til at kaste op over." forsøgte hun roligt og var så stille lidt. Hun røg lidt af sin cigaret og skævede så til ham. "Jeg vil dog gere give dig en meget sandfærdig undskyldning. over hvordan jeg har rendt efter dig. det var dumt af mig."Det var tydeligt at høre forskel på de to undskyldninger, men alligevel forventede Sophia ikke det store respons. hun gik bare rundt i en lille cirkel for at forsøge at holde varmen.

[Imrah Avery]

Vidunderlige nikotin og tjære. Lige ned i lungerne, dybt ned. Imrah lukkede øjnene et øjeblik, imens Sophia talte og formåede næsten at tune hende ud, før hun begyndte på sin sandfærdige undskyldning, som hun kaldte den. Han åbnede øjnene fortrydende og betragtede hende gå i cirkler.

"Rimelig dumt," svarede han. "Men du har holdt dig væk siden jeg bad dig skride, så det er vel en slags præstation... Jeg regner heller ikke med, at det her var din idé."

[Sophia Pierce]

Sophia fnøs lidt og nikkede så enig i hans udtalelse. "rimelig ja." Med hendes forældres hårde tilgang til hende i ferien kunne hun noget bedre klare Imrah, også selvom han sikkert hadede hende som pesten eller det der var værre. Det havde hun dog lært at leve med og hun havde fået en forståelse for det efter hun havde snakket med Lucas Selwyn om det hele. "Jeg fik lidt hjælp af din fætter til at forstå det. Såå.... " hun fystede ved hans spørgsmål og tog et hvæs af sin smøg før hun svarede ham. "Bestemt ikke. Se mig lige. Jeg ligner en tør kiks. se den optræden mine forældre stillede for dagen. Det har jeg intet med at gøre. Stod det til mig, så stoppede vi hele det her ægteskabspjat nu." Hun gad virkelig ikke være en del af det mere, men hvad kunne hun gøre? Der var intet at gøre ved det. slet ikke efter de holdt hende i så tæt snor som de gjorde.

[Imrah Avery]

Imrah vidste ikke hvad Lucas havde haft med noget at gøre, men hans umiddelbare forhold til fætteren efter det pis han havde lavet med Vera M. Selwyn var ikke umiddelbart pisse positivt. Ikke at det vedkom Sophia.

"Fed," svarede han tørt, efter at have pustet en røgsøjle ud. "Men hvis det her er dine forældres taktløse måde at sige undskyld på, så vil jeg ikke se hvad de gør, hvis de er vrede på nogen."

[Sophia Pierce]

Vrede var de nok ikke på Sophia, men det var helt sikkert skuffede. Det kunne hun let fortælle om, men han ville nok ikke høre om det. Derfor fnøs hun bare og trak på skuldrene. Det var ved at være koldt udenfor, men hu valgte gerne at fryse halv til døde frem for at gå ind til sine forælde igen. "De tror de er så fornemme grundet deres blod. De er ikke en skid værd, og nu hvor de har fået forlovet deres datter til en fornem familie er der kørt helt af sporet for dem." Hun havde intet til over for sine forældre. Hvert fald ikke herude hvor hun kunne tale frit. Inde ved forældrene havde hun set noget mere underdanig ud. "Hmm.. vrede kan jeg ikke fortælle dig om dog.. medmindre selvfølgelig vi snakker i forskellige aspekter." Hun himlede lidt med øjnene af forældrene. De var bare for meget på alle måder

[Imrah Avery]

Imrah forstod omtrent 10% af hvad Sophia sagde og brummede til resten. Hun havde ret i, at Avery var en fornem familie. Ved genbesøget forstod han for alvor hvor lavt Francis Avery tænkte om ham.

Han klarede halsen. "Uanset," konstaterede han, som han havde pustet røg ud af næsen og røget færdig. "Jeg må hellere gå ind."

Hvad der end skulle ske, kunne galskaben vel lige så godt overståes.

[Sophia Pierce]

Ja de kunne vel ikke gemme sig her ude hele dagen. Sophia røg færdig og gik efter Imrah, det gik dog ikke længe før hun stoppede op og trak i hans arm for også lige at stoppe ham. Så tøvede hun og så på ham. bare han ville lytte. "Imrah, jeg ved godt det her lyder virkelig dumt, men vil du gøre mig den tjeneste at sige til mine forældre at du har hygget dig og jeg har.... har fået tilgivelse?" hun så op på ham håbefuld og en lille smule rystende af kulde. "Det behøver ikke passe, men hvis du gør så.. så skylder jeg dig en tjeneste." Det var ret vigtigt for hende at han sagde det, som hvad end hun skulle give i bytte for det, så gjorde hun det gerne.