Når juleklokken kimer

[Alfred Ollivander]

Alfred var gået fra ret tændt og nogenlunde afslappet omkring det til pinling, pinlig og mere pinlig. En hård ting, som han havde presset mod hende. Nej, nej, nej. Han trak ikke sin hånd til sig, men ville ønske gulvet opslugte ham.

"Jeg gjorde tydeligvis noget forkert," mumlede han som svar på hendes beklagelser. "Skal vi... Måske skal vi bare gå tilbage."

[Roxanne Weasley]

Det gjorde Roxanne ulykkelig at se ham sådan her. Hun ville ikke have at han havde en dårlig følelse over det han gjorde, hun elskede jo når han rørte ved hende.
"Alfred." Hviskede hun og forsøgte at se ham i øjnene. "Det var ikke min mening at ødelægge dit humør." Sagde hun og gav hans hånd et klem.
"Er der noget jeg kan gøre, for at gøre dig glad igen?" Spurgte hun og forsøgte at smile lidt opmuntrende.

[Alfred Ollivander]

Alfred så Roxanne i øjnene, helt rødkindet og akavet. Han klarede halsen lidt og trak på skuldrene.

"Det ved jeg ikke," fik han frem. "Jeg forstår bare ikke at jeg hele tiden gør alting så forkert overfor dig..."

[Roxanne Weasley]

Alting. Det var jo ikke rigtig. Hun kunne i hvert fald komme på en del ting, som han gjorde ganske dejligt.
"Alfred. Jeg tror det tager tid at finde ud af hvordan de forskellige ting føles på hinanden. Der er også mange ting ved din krop som jeg ikke forstår, så mon ikke jeg også kommer til at lave nogle kiksede ting i fremtiden?" Sagde hun og rødmede. Hun vidste i hvert fald ligeså lidt om hans krop, som han gjorde om hendes.

[Alfred Ollivander]

Alfred så lidt væk, men hørte godt Roxanne og kom til at fnyse svagt muntert over hendes overbevisning om at hun ville lave kiksede ting.

"Jeg synes det var ret kikset at du spurgte om det gjorde ondt," brummede han, med et næsten muntert glimt i blikket.

[Roxanne Weasley]

Det var rart at hans humør var på vej op, men da han så lige pludselig drillede hende blev hun så overrasket at hun stirrede lidt forbløffet på ham. Hun kneb sine øjne sammen med et lettere skarpt blik, selvom hun ikke kunne tilbageholde et smil fra sine læber.
"Ej altså." Sagde hun efterfulgt af et fnys. "Havde glemt hvor flabet du kan være." Bemærkede hun og rødmede. Hun fik altid sådan lyst til at kysse ham, når han talte sådan der, for så ville han i det mindste ikke sige mere.

[Alfred Ollivander]

Roxanne var sød, når hun blev fornærmet. Alfred grinede lidt af hende og lænede sig efter et øjeblik frem for at kysse hende prøvende. Det var ikke så langvarigt. Til gengæld trak han sig tilbage med et lille smil og en hånd hvilende mod hendes hals.

"Gjorde dét ondt?" Hans lyse øjne spillede drillende.

[Roxanne Weasley]

Det var næsten magisk når Alfred kyssede hende og hun følte hun smeltede, mens hun gengældte det. Hun havde ikke lyst til at han stoppede så hun så en smule utilfreds ud, da han holdt op.
"Nej." Bemærkede hun og spidsede sine læber. "Det kan jeg godt lide." Sagde hun og mødte hans blik med et glimt i øjet.
"Men hvorfor stoppede du?" Spurgte hun.

[Alfred Ollivander]

Alfred fnøs en enkelt gang halvmuntert af Roxannes spørgsmål og lænede sig lidt ned til hende igen for at fortsætte kyssene.

Han trykkede sig ikke tæt på hende mere, holdt hænderne lidt mere uskyldigt, men var alligevel lidt lyserød om munden af alle de kys, da nogen tog i døren til skabet og ruskede lidt i håndtaget, da de fandt det låst.

[Michael MacFusty]

Michael tjekkede gangene for elever, der havde sneget sig ud for at kissemisse. Han var intet fjols. Han vidste udmærket at kosteskabene var åbne fristelser for elever, der ikke fattede anstændighed. Derfor var det heller ikke tøvende at han gav sig til at ruske lidt i håndtaget, før han trak tryllestaven frem i stedet og pegede den mod låsen.

Et simpelt "alohomora" senere klikkede den og døren gik op, da han åbnede. Synet af to unge, kåde, rødkindede, rødmundede elever var ikke just et chok.

"Ollivander og Weasley," sagde han roligt. "I seng med dig, Weasley. Og minus tyve point til Gryffindor."

[Roxanne Weasley]

Da nogen tog i håndtaget, stivnede Roxanne og stirrede skræmt på døren. Hun var hurtig til at slippe Alfred, men det var rimelig tydelig for enhver hvad de havde lavet. Hun forsøgte at samle lidt anstændighed, men det gik ikke særlig godt. I stedet bøjede hun nakken lidt og slog blikket ned. Det var rimelig ydmygende og hendes kinder føltes varme af skam.
"Ja, Professor MacFusty." Bemærkede hun og sendte et flygtigt blik mod Alfred, inden hun begyndte at gå ud af kosteskabet.

[Michael MacFusty]

De to elever udvekslede blikke, der sikkert sagde dem en hel del. Michael havde bare ikke tænkt sig at lade dem stikke af sammen og potentielt finde et andet skab. Han tog hårdt i Alfred Ollivanders skulder, da først Weasley var nede af gangen.

"Er det en måde at behandle en pige på, Ollivander?

Lukket

[Roxanne Weasley]