vi lister os afsted på tå

[Dodger Van Halen]

Poppy Lyra Badger



Det kriblede i Dodgers fingre for ballade. Han havde haft undervisning hele dagen, hvor han havde skullet sidde stille, men nu var han endelig blevet sluppet fri. Han var ved at eksplodere af energi og derfor reagerede han instinktiv på den første "gode" ide, der ramte ham!



Han havde netop listet sig op i depotet for at finde en spand og nogle andre remedier, som han mente han bestemt ville få brug for. Derefter gik han nu gennem gangene med den mest uskyldige fløjten, som kun fortalte at der var ballade inde for rækkevidde. Smilet på hans læber var stort, nu skulle der endelig ske noget!

[Poppy Lyra Badger]

Den modsatte retning af Dodgers ballade-smilende-gang kom Poppy gående vippende hendes stav mellem to fingre. Hendes sidste time havde været besværgelser, hvilket normalt var et af de få fag, der fangede hendes opmærksomhed, selvom de som oftest sad stille. Denne gang havde de dog kun skulle læse om oprindelsen på en eller anden besværgelse. Hvilken havde Poppy allerede glemt. Eller måske hun bare ikke havde hørt efter, så snart professoren havde sagt "læse", var hendes interesse forsvundet.

Med andre ord havde hun altså en masse uforløst energi, så da hun spottede Dodger, grævlingen fra årgangen under hende, fløj hendes mundvige op i et stort smil. Han havde altid gang i et eller andet skørt og at tyde fra hans fløjten, var denne dag ingen undtagelse. "Hey! Van Halen! Hvad er du ude på? Og hvordan kan jeg hjælpe?" kaldte hun og styrede i retning mod ham med et drilsk glimt i øjnene.

[Dodger Van Halen]

Dodger var i det mest drilagtige humør, så da Poppy spurgte hvad han havde gang i slog han over i den mest uskyldige tone han kunne mønstre. “Hvem? Mig?? Poppy du beskylder da vel ikke mig for at lave ballade? Jeg er jo vejleder!” Han pudsede det lille gyldne skilt som sad ved venstre side af brystet og kiggede igen på pigen. Han var spændt på om hun overhoved var i nærheden af at tro på ham. 

[Poppy Lyra Badger]

Dodger var en spøjs type, hvilket selvfølgelig var noget af det, der i første omgang havde fanget Poppys øje, dengang han var startet på skolen. Når hun var med ham, var hun sjældent nervøs for at være hundrede procent sig selv, for hun følte, at hvis nogen forstod skøre quirks, måtte det være ham. Hvilket så ironisk nok gjorde, at hun var meget nemmere at være i nærheden af for ham end for alle andre - hun overpræsterede ikke, over-pludrede ikke af nervøsitet og var generelt bare sit lattermilde, fjollede selv. Alt det folk fandt lidt små-irriterende og underligt ved hende, var dertil klart begrænset, når hun var i hans selskab.

"Ja. Du er den vejleder, jeg allerhelst vil støde på, når jeg er i gang med noget ballade," svarede Poppy grinende og lagde en arm om hans skulder med øjnene hvilende på spanden i hans hånd. "Men den der er måske bare til at fylde op med foder til blævreormene, hm?" Med det ene øjenbryn hævet, hapsede hun spanden fra ham og stillede sig foran ham. "Nu er mine fingeraftryk i hvert fald på den, så hvad end du har gang i, kan du ligeså godt invitere mig med!" Med et stort grin og en hånd hvilende i siden, så hun udfordrende på ham.

[Dodger Van Halen]

Dodger så på hende med det bedste pokerface han kunne mønstre. Han var ikke klar på at lade hende slippe allerede. Hvis hun skulle med måtte hun først vise at hun var det hele værd. “Jo nu skal du høre. Planen er at komme sæbe og vand i spanden her og så skal jeg ud og pudse rustninger. Eftersidning du ved” han trak på skuldrene og mente selv han lød ret overbevisende. Han var spændt på hvor langt han kunne trække den. “Det bliver virkelig kedeligt”

[Poppy Lyra Badger]

Dodger havde helt ret. Det lød ret kedeligt. Poppy rynkede lidt på næsen. "Hvad har du fået eftersidning for?" spurgte hun og rodede lidt i gulvet med sin fod, mens hun forsøgte at komme på noget andet, hun så skulle lave i stedet, før hun pludselig så op på ham igen med et mistroisk blik. "Hov, hvorfor var du så munter, hvis du bare skal til eftersidning? Vent, prøver du at have alt det sjove for dig selv?! Van Halen, nu har jeg aldrig!" udbrød hun og gispede teatralsk med den ene hånd på brystet, før hun alligevel ikke kunne lade være at grine. Hun hoppede de få skridt mellem dem hen til ham og begyndte at prikke ham insisterende i siden. "Dodgeeeeer, hvad skaaaaal duuuu?" bad hun plagende.

[Dodger Van Halen]

Dodger nikkede ivrig tilbage “en eftersidning for at have glemt at lukke døren til fornødenhedsrummet” drillede han videre, så så det endelig ud til at mønten dog fald for hende, hvilket kun fik ham til at grine højere.”jeg er altid munter, det ved du da også er jeg ved at teste dig, for om du er værdi til at komme med.” Han blinkede med det ene øje af hende og sendte hende et stort tandsmil. Optakten til en rank var ofte lige så sjov som selve planken for Dodger.

da hun kom helt hen til ham så han hende dybt i øjnene “det koster” lød det så drilagtigt fra ham,  ysgerrig for hvad hun så ville gøre. Han var i det muntre hjørne i dag det var sikkert.

[Poppy Lyra Badger]

Først rullede Poppy bare med øjnene af hans kommentar om at være værdig. Dét gad hun slet ikke svare på! Men så kunne hun alligevel ikke lade være at sige noget. For det var jo Poppy. Hvis hun faktisk var stille, burde man nok tjekke hendes puls. "Du er ikke sikker på, jeg er værdig? Ved du hvad, Dodgder, så bliver du bare heller ikke inviteret med næste gang, jeg laver noget sjovt!" fnøs hun, selvom det hele blev leveret med et stort smil. Hvis ikke Poppy tydeligt udstrålede følelsen, hun havde, skulle man nok egentlig også tjekke hendes puls. Så alt var, som det plejede med hende.

"Jeg kan da bare lave min egen sjov, jeg gider da ikke betale for din sjov!" udbrød hun så og lagde igen armene over kors med spanden i hånden. "Men... Bare for diskussionens skyld... Hvad er betalingen så?" 

[Dodger Van Halen]

Dodger gik i en rolig cirkel omkring hende uden at fjerne blikket fra hendes ansigt. Det var interessant at se det spil af følelser, der fløj over hendes ansigt. Det var det der gjorde hende så spændende. "Fint. Hvis du mener du kan klare det uden mig." Prikkede han videre, velvidende om at det sikkert ikke kom til at ske. indvendigt grinede han af hendes iver, hvilket var underholdning nok i sig selv. "Så lav du dit eget sjov, selvom du nu lyder til gerne at ville være med på mit." Han stoppede foran hende ganske tæt på og så hende dybt ind i øjnene. "Alt det koster er et kys." Så trak læberne sig op i et stort smil, spændt på hvad hun ville sige til det.

[Poppy Lyra Badger]

Poppy rystede bare misbilligende på hovedet af alt, hvad Dodger sagde, indtil han til sidst nåede frem til sit krav. Så stivnede hun brat og så chokeret på ham. Poppy havde aldrig kysset en dreng og havde slet, slet ikke mod på det heller. Alt det med forelskelse og det andet køn var stadig alt for skræmmende, selvom hun godt kunne se, hendes jævnaldrende kastede sig mere og mere ud i det. Det vakte altid så mange modstridende følelser i hende og fik gang i alle hendes usikkerheder om at være underlig, forkert og at folk aldrig ville blive i hendes liv for altid, så at det var bedst ikke at lukke dem alt for meget ind. Den her situation gav helt klart også et sug i maven og ikke på den gode måde.

Muligvis var det tid til at tjekke hendes puls, for længe stod hun bare og kiggede på ham med store øjne og en rosa farve i kinderne, helt uden at der kom noget svar ud af hendes mund. Da først hun startede, gik det dog lynhurtigt over i hendes vante nervøsitets pludren og som altid væltede ordene så hurtigt ud efter hinanden, at man skulle holde tungen lige i munden for faktisk at forstå, hvad hun sagde: "Ej, det er okay, jeg... der er alligevel også mange lektier, jeg får dem jo aldrig lavet! Og Hops, min kat Hops, han mangler også noget opmærksomhed, han bliver altid så underlig, når jeg ikke er nok sammen med ham, men han elsker, når jeg spiller med eksplosive knaldkort, selvom han også bliver lidt bange og jeg har faktisk lige fået nogen nye, så det tror jeg, jeg skal!"

[Dodger Van Halen]

Dodger stod og så på mens Poppy nærmest gik helt i stå, næsten som om nogen havde slukket for hende. Det havde han alligevel aldrig oplevet før. Først så han sig omkring, kunne nogen have lammet hende? Nej der var ingen at se. Han skulle lige til at vifte en hånd foran hendes øjne, for at se om hun ville reager, da hun eksploderede i ord. 

Det var nærmest en hel lavine der kom ud af munden på hende og intet af det syntes at give meget mening. Noget med en kat og lektier og spillekort. Han forstod det ikke helt. Da hun endelig lukkede munden lænede han sig frem imod hende og kyssede hende på kinden. "Så må jeg vel klare det selv, hvis du har så travlt."

[Poppy Lyra Badger]

Da Dodger lænede sig frem mod hende, frøs Poppy igen, meget utryg ved situationen, men da hans læber ramte hendes kind, kunne hun lidt bedre trække vejret igen. Alligevel så smilet på hendes læber noget anstrengt ud, da hun stillede hans spand foran ham. "Ja, ellers tak. Vi må lave noget ballad... noget sjovt indenfor reglerne, mener jeg selvfølgelig, hr. Vejleder!" sagde hun så. At det faktisk blev ved det og ikke endnu en lang talestrøm, kom også lidt bag på hende selv, men det kom sig nok af, alt indeni hende skreg flygt! Normalt ville hun have krammet ham, men da hun stadig følte sig enormt over-opmærksom på sig selv og sine bevægelser, endte det i et underligt skulderklap, før hun rømmede sig, fik mumlet et "vi ses" og så drejede om på hælen og gik en tilfældig retning væk fra Dodger. Hvor hun egentlig havde været på vej hen, før hun spottede ham, havde hun glemt igen, så bare det var en vej væk fra den situation der, var det egentlig ligegyldigt, hvor hun endte.

//Out