Seriøse ingefærøl-cravings

[Poppy Lyra Badger]

Jiang Dao Shi

"...Nej, nej, det er okay, Mel, jeg er bare helt syg efter en ingefærøl. Sådan virkelig! Jeg havde helt seriøst en drøm om en ingefærøl, der besøgte mig i nat, jeg mener... det må da være et tydeligt tegn på, at det er bedst for mit mentale helbred med en tur på Kostene." Poppy lo til Melanie, før hun vinkede til hende, da veninden stak i retning mod slottet. Den unge brunette fnisede lidt videre for sig selv, som hun drejede om på foden og skubbede døren til kroen op. Efter bestemt at have ignoreret skrumpehovedernes drillende kommentarer - hun havde altid set dem som ægte mareridts-materiale - gik hun målrettet op til disken, hvor hun satte sig på en af de høje barstole.

"En ingefærøl, tak." Poppy smilede stort til servitricen, afleverede galleonerne og efter at have siddet og dinglet lidt med fødderne fra den høje stol, fik hun sin øl, som hun straks kastede sig over. Alt i mens holdte hun skarpt øjnene på døren i håb om, der ville komme nogen ind af den, hun kendte, som hun kunne drikke sin øl i selskab med.

[Jiang Dao Shi]

Der var sket det komplet åndssvage, at Shi havde sovet over sig og misset morgenmaden og turen afsted til Hogsmeade. Derfor var hans venner Ellen B. MacMillan, Samantha Wood og Melanie gået i forvejen og han havde væltet rundt på sin sovesal mens han havde set dem tage afsted fra vinduet og forsøgt at tage tøj på samtidig.

Da han endelig væltede ind på De Tre Koste, susede der en kold vind ind i stuen, der fik alle til at se irriteret på ham. Han undskyldte dog ikke, men hamrede i stedet døren i og så sig omkring i et forsøg på at finde sine venner. Han kunne dog ikke lige få øje på dem, så i stedet gik han op til baren.
"En ingefærøl og en suppe." Sagde han og satte sig op på en stol, ved siden af en pige som han knapt nok lagde mærke til. Han var dog allerede utilfreds. Det han havde mest lyst til var nudler og dem skulle han helt til London for at få.

[Poppy Lyra Badger]

Den sekstenårige heks med forkærlighed for ingefærøllen foran hende, havde stadig øjnene stift rettet mod døren til krostuen, da den sprang op og en elev gjorde sin entre med et brag. Den første forskrækkelse ved den pludselige bevægelse lagde sig dog ligeså hurtigt, som den var kommet, da hun opdagede, hvem der havde fået de andre kunder til at fnyse frustreret.

Det var Shi!

Et kæmpe smil plantede sig i hendes ansigt, for selvom den jævnaldrende førhen havde gjort alt, hvad der stod i hans magt for at skubbe Poppy på afstand, så var Poppy sikker på, hun nok skulle ende med at få ham åbnet op for hende. Alle havde noget i sig, hun godt kunne lide, det var hun overbevidst om og hun skulle nok bevise, at Shi ikke var en undtagelse. Det her var jo en oplagt mulighed for at lære ham bedre at kende!

"Shi!" udbrød hun hjerteligt og drejede sig på stolen, så hun havde front mod ham. "Hej! Jeg så dig slet ikke tage mod Hogsmeade, hvor er det skønt at se dig!" Mens hun stadig havde sit blik hvilende intenst på Shi, fandt hun i en pludselig indskydelse sine galleoner frem igen og lagde dem foran sig. "Jeg betaler for ham," meldte hun til servitricen. Det var en virkelig venlig gestus, der måtte give hende nogen point, tænkte hun, og følte sig ret genial lige dér.

[Jiang Dao Shi]

Da nogen nærmest råbte hans navn ind i hans øre, rettede han sig irriteret op og stirrede på pigen ved siden af ham. Endnu en dum gås, som ville ham noget og hvad var det egentlig sådan noget gik ud på? Ingen vidste det. Ingen talte om det.
"Oi! Kan du snakke normalt. Du råber ind i mit øre." Sagde han selvom hans egen tone også var høj. Da hun tilbød at betale, blev han straks fornærmet og fnøs højlydt, mens han skubbede hendes galleoner væk.
"Som om jeg har brug for det." Bemærkede han og rettede sig lidt op, med et selvtilfreds smil.
"Jeg er Jiang Shi. Jeg har ikke brug for almisser." Sagde han og lænede sig tilbage mod barstolens ryglæn med et irriteret udtryk i øjnene.

[Poppy Lyra Badger]

Smilet tonede lidt med Shis hårde ord, men Poppy gav ikke op og anstrengte sig for at holde det ved lige. Hvilket i virkeligheden kun gjorde det mere til en akavet grimasse. "Shi, det er mig? Pops!" sagde hun lidt tøvende og forsøgte samtidig at koncentrere sig om, ikke at snakke for højt. Resultatet af alt hendes selvbevidsthed fik hende mere til at ligne en kentauer, der havde læst om mennesker og nu forsøgte at efterligne racens opførsel. "Jeg er jo bare sød! Med så pæn en kappe som din er det da tydeligt, du ikke behøver almisser," fortsatte hun og bemærkede godt selv, hvordan det hele lød ret akavet. Hvilket kun gjorde hende mere nervøs og når Poppy var nervøs... så rablede hun af sig...

"Altså, jeg mener bare, at det ikke var derfor, jeg ville betale, det var bare for at vise, jeg gerne ville snakke, men du må godt selv betale, så kan jeg bare købe en ekstra ingefærøl, de er rigtig gode i dag, du skulle også have suppe?" Ordene kom i en tæt strøm i et ensartet toneleje, før hun stoppede sig selv ved brat at tage en tår af hendes øl. En lang tår. Så længe hun drak, kunne hun ikke snakke, tænkte hun, og følte sig en del mindre genial nu end for et kort øjeblik siden.

[Jiang Dao Shi]

I virkeligheden vidste han godt hvem hun var, men hun var så irriterende at han lod som om han ikke gjorde. Derfor fnøs han bare lidt over hende, da hun sagde hvem hun var. Hendes kompliment hjalp en smule på det, men han sad stadig fast i sin boble af frustration og ville ikke komme ud endnu.
"Jeg fik ikke morgenmad." Bemærkede han og lagde derefter en hånd på bordet og begyndte at tromme på bordoverfladen med sine fingre.
"Jeg snakker ikke. Jeg skal bare have suppe. Suppe og øl." Sagde han og skar en grimasse. "Og så er der ikke engang alkohol i ølen." Bemærkede han irriteret og bandede på kinesisk.

[Poppy Lyra Badger]

Glasset var stadig mod Poppys læber, som Shi afmålt svarede på hendes mange ord. Det var ikke fordi, hun rigtigt drak af øllen mere nu, men på den her måde kunne hun stadig ikke sige noget. I det mindste råbte han ikke af hende. Eller havde rejst sig og gået. Det måtte være godt! Tøvende satte hun glasset fra sig igen.

"Jamen... uden suppe og ingefærøl duer helten ikke," sagde hun prøvende og lod et forsigtigt grin følge. "Vi kan også bare sidde! Og ikke snakke! Jeg kan godt, hvis jeg virkelig gør mig umage! Altså, jeg har ikke prøvet det endnu, hvor det rent faktisk er lykkedes for mig, men øvelse gør mester, ikke?" Efter en omgang plapren til valgte hun igen glas-mod-mund-ti-nu-stille-Pops-metoden og løftede derfor brat øllen endnu engang. At hun ramte en af hendes fortænder og at det egentlig gjorde noget ondt, var en mindre detalje. Der var ikke ret meget, der kunne stoppe hende, når først hun havde set sig noget for. Slet ikke når det kom til mennesker. Hun var Poppy Lyra Badger, man skulle ikke tro, man kunne komme og tage hendes principper fra hende!

[Jiang Dao Shi]

Da hun sagde hun ikke ville snakke, begyndte hun på en talestrøm og Shi mistede automatisk interessen i hvad hun sagde. Da hun var færdig, kom en af kropigerne med mad og drikke til ham og han smilede flygtigt til hende, inden han tog en tår af sin øl.
"Sagde du noget?" Spurgte han og så spørgende på hende og havde helt glemt at han lige havde ignoreret hende.

[Poppy Lyra Badger]

Hele situationen var forfærdeligt tragikomisk og på ethvert andet tidspunkt, havde Poppy nok slået en høj latter op over det, men for nu sad hun stadig bare med glasset og var nervøs og usikker på sig selv. Glasset som efterhånden ville være nødt til at blive fyldt op igen, hvis hun skulle fortsætte sit trick. Da Shi spurgte, om hun sagde noget, kom hun dog alligevel til at grine og det midt i en tår, hvilket endte i fnys og hosten, så hun overrasket måtte sætte øllen fra sig. Efterhånden var det svært at forestille sig, hvordan mødet kunne gå værre for Poppy. Da hun igen havde mere kontrol over sit åndedrat, rettede hun blikket tilbage på ham. "Nej. Jeg sagde ingenting," sagde hun og kunne nu ikke længere lade være at sidde og grine lidt for sig selv. I det mindste lykkedes det grinet at løsne lidt op i hendes nervøse tics. Måske hun også bare havde givet lidt op. Ikke på længere sigt, selvfølgelig. Men måske nok lidt for nu alligevel.

"Hvordan går det ellers med dig for tiden?" Ordene kom denne gang ikke i en lang køre men blev i stedet leveret med et suk og et opgivende smil.

[Jiang Dao Shi]

Nu var det tid til at spise og det betød desværre ikke at Shi blev meget mere opmærksom, faktisk tværtimod. Han hældte suppe i sig som om han aldrig havde fået mad i sit liv og spiste næsten så hurtigt, at han var halvt færdig med sit måltid, da hun talte igen. Han kneb øjnene lidt sammen over hendes spørgsmål og trak på skuldrene.

"Hvad er det for et spørgsmål? Det går altid godt." Sagde han og fnøs let, hvorefter han spiste videre. Sandheden var dog, at han havde problemer med Ellen B. MacMillan igen som ikke ville følges med ham som et par til juleballet. Dumme tøs. Han burde finde sig en med mere hjerne.

[Poppy Lyra Badger]

"Det går ALTID godt?" gentog Popppy med et løftet øjenbryn. "Ved Merlins underbukser, du må være den heldigste troldmand nogensinde. Kører du felix felicis på daglig basis?" Hun vippede lidt med fødderne - hun elskede at sidde på barstole, det med ikke at kunne nå gulvet, vakte altid barnet i hende til live i fuld flor.

Før hun sagde mere, drak hun det sidste af sin øl og med et blik på døren, fortsatte hun: "I det tempo du sluger din suppe, er du færdig snart. Vil du med hen til Det Hylende Hus? Nogen af pigerne på sovesalen snakkede om, at nogen 3. årgangs slanger har en konkurrence om, hvor tæt de kan komme på. Skal vi drille dem?"

[Jiang Dao Shi]

Det var han da også, det havde hun helt ret i. Han behøvede ikke felix felicis for at være heldig.
"Det hylende hus? Er det der stadig? Troede de rev det ned." Bemærkede han med en grimasse. Han gad ikke hen til noget gammelt. Han ville bare sidde her og drikke øl. Forhåbentlig prøve på at få kropigen til at sælge ham noget med mere alkohol i end en sørgelig ingefærøl.

[Poppy Lyra Badger]

"Hvad laver du så, når du skal have det sjovt? Hvad kan faktisk få dig til at smile? For om du vil det eller ej, skal det nok lykkes mig en dag," det sidste mumlede Poppy mest for sig selv, mens hun snurrede de få dråber tilbage rundt i hendes tomme glas.

Han var frustrerende, ham Shi, for Poppy kunne stadig ikke rigtigt finde det ved ham, hun brød sig om. Han var stille, smilede nærmest kun omkring hende Ellen og Poppy stødte i hvert fald aldrig på ham, når hun var ude og udforske korridorerne på Hogwarts. Når man fik folk til at åbne sig op, plejede de altid at have mere at byde på, end hvad der var at se for det blotte øje, men Shi holdte stædigt fast i, at skjule den del fra Poppy, som hun var sikker på, han havde. Det havde alle!

Han irriterede hende lidt - hvilket irriterede hende meget. Hun var Poppy og hun kunne lide alle. Det var jo en af de få kvaliteter, hun faktisk godt kunne lide ved sig selv! Så hun måtte bare holde ved. Der var ikke andet for.

[Jiang Dao Shi]

"Jeg kan godt lide at være i fred når jeg spiser, uden folk stiller mig underlige spørgsmål." Bemærkede han. Ved Merlin hvor var hun irriterende.
"Og jeg smiler kun når jeg vil, ingen kan få mig til det." Tilføjede han og vendte sig så mod sin suppe og spiste resten af den.

[Poppy Lyra Badger]

Der kom ikke noget svar fra Poppy. I stedet rømmede hun sig bare lavt og rykkede utilpas på sig på barstolen. Shi havde det med at vække så mange modstridende følelser i hende - hendes usikkerhed i egne evner og kvaliteter, hendes selvironiske humor, hendes faste principper og behov for at stå fast og en frustration over, han intet gav hende. Alt på en gang. For en pige som Poppy, der også allerede før teenageårene gik en milliard forskellige følelser igennem på en dag, var det meget svært at finde ud af, hvordan hun egentlig havde det i situationen. Og endnu en af de ting, der fulgte med Poppys overvældende væsen, var at hendes følelser ofte kom ud som tåre. Uanset hvad de følelser så end var.

Nu var heller ingen undtagelse og hun kunne mærke, at der nok ikke skulle ret meget til, før hun ville begynde at hyle. Så i et forsøg på ikke at lukke op for dén dør, som Shi helt sikkert slet ikke ville tolere hos hende, stirrede hun bare ned i bardisken foran hende og koncentrerede sig om en masse dybe indåndinger, i et forsøg på at få lidt kontrol tilbage.

"Okay, jeg skal nok være stille," fik hun mumlet i processen og mente selv, det lykkedes hende okay ikke at lyde alt for bævrende. Heldigvis bemærkede Shi jo sjældent, hvad der foregik med hende, så selv hvis det ikke lykkedes, var der nok godt håb for, han ikke ville tænke videre over det.