Tusind stykker

[Melanie Burton]

Cailean Morgaine

Det var kun en uge siden hun havde slået op med sin kæreste Talbot, som hun ellers havde kæmpet så hårdt for at være sammen med det sidste halve år. Hun havde virkelig forsøgt at få det til at fungere, men da Piper Blishwick og hendes små undersåtter havde blandet sig, blev det for svært. Melanie var ikke stolt af at hun havde bukket under, droppet den store kærlighed til fordel for fred og ro.
Selvom hun havde ondt i hjertet, var det alligevel rart, at hun ikke behøvede at kæmpe mere. At hun bare kunne være sig selv igen og begynde at blive hel . Hun havde trods alt ikke rigtig nået at komme sig over William Knight før hun var hoppet direkte ind i forholdet med Talbot. Det var lige før, at hendes liv havde udviklet sig til en af de Netflix serier hun sad og læste i øjeblikket. Hendes mor havde sendt dem til hende, fordi hun overvejede at droppe ud og blive skuespiller. Det virkede bare ærgeligt, at miste alle de års skolegang.

[Cailean Morgaine]

Caelean kravlede ubesværet ind gennem portræthullet til Gryffindors opholdstue, hvor han helt naturligt slog et lille slag med sin tryllestav for at fjerne noget jord fra hans tøj, inden han kiggede op for at se hvem der var 'hjemme'.

Han fik kun øje på en enkelt anden elev, Melanie Burton, som sad og lignede en der var dybt begravet i sine egne tanker. Det var nu heller ikke underligt. Så vidt Cailean vidste var det ikke ret længe siden at hun var gået fra sin kæreste, og det var vel sjældent noget man bare kom sig over fra den ene dag til den anden. Men Cailean kunne nu godt lide Burton, og besluttede sig for at gøre et forsøg på at lette stemningen og mundre hende lidt op.

"De er ved at gro giftig stormhat nede i drivhus ét." Han satte sig i en af lænestolene. "Hvis vi løber ned og låner lidt i aften , kan vi nå at forberede en god eliksir til Talbots morgente." Cailean havde muligvis en lidt morbid form for humor, og en skæv forståelde af at mundre folk op.

[Melanie Burton]

Den yngre løve var den form for selskab der kunne gå begge veje. Af og til sagde han noget helt forfærdelig, som fx var tilfældet nu. Melanies blik hvilede først på ham, da han satte sig ned. Hans ord fik hende til at spærre øjnene op.
"Cail." Udbrød hun og sukkede frustreret.
"Bare fordi jeg slog op med ham betyder det ikke at jeg vil forgifte ham." Bemærkede hun.

[Cailean Morgaine]

"Nåh," Cailean trak på skuldrene, en anelse skuffet over, at hans joke ikke havde virket efter intentionen. "Men det er vel tanken der tæller. Som man siger." Det sidste blev mumlet lidt.

"Vil du så have en kop te? Uden stormhat vel at mærke." Te var muligvis ikke opmuntrende i sig selv, men et tilbud om te kunne vel umiligt være stødende.

[Melanie Burton]

En lille trækning viste sig alligevel på hendes læber, fordi hun fandt hans intentioner rørende.
"Det er det vel." Sagde hun med et skævt smil og løftede derefter øjenbrynene over hans forslag.
"Te? Jamen. Det kan jeg ikke sige nej til." Svarede hun og satte sig nysgerrigt op. Hun var ret interesseret i, at se hvordan han havde tænkt sig at få te frem i opholdsstuen.

[Cailean Morgaine]

"Nå, det var godt! Er du god til forvandling, Burton? For jeg har ingen kopper, men jeg har en kande og to tallerkner." Han rejste sig fra lænestolen, "hvis du er heldig har jeg nogle nogle kiks. Men de er måske for gamle. Skal jeg tage dem med?" Kanden og tallerknerne havde han lånt i køkkenet for godt en måned siden, og indtil vidre var det lykkedes ham at gemme dem for de husalfer der gjorde rent på sovesalen. Han havde desuden en pakke earl grey, som hans mor havde sendt sammen med nogle andre småting han havde spurgt efter.

[Melanie Burton]

Melanie var ikke specielt god til forvandling, men to kopper kunne hun nok klare. Derfor smilede hun en anelse til ham og nikkede som svar på hans spørgsmål om kiksene.
"Ja. Kiks lyder lækkert." Sagde hun og fandt sin tryllestav frem fra ærmet og gav sig derefter til at forsøge at huske, hvordan man forvandlede noget om til en kop.
Da han gik op for at hente det, fulgte hun ham med blikket og blottede sine tænder i et smil, da han kom tilbage.
"Så må vi se om jeg dur til noget."

[Cailean Morgaine]

Han nikkede og satte tallerknerne, kanden og pakken med earl grey på sofabordet, samt pakken med kiks. "Ellers giver jeg det gerne et forsøg, men så kan det godt være vi ender med at drikke te af noget der ligner dybe tallerkner." Kanden havde han fyldt med koldt vand fra vasken på badeværelset. Han gav den en let berøring med sin stav, "ulcus." Varm damp kom nu op fra tuden, og Cailean tog låget af kanden og dryssede en tilpas mængde te i.

Nu da teen var hentet og sat over, vendte Cailean tilbage til samtalens start. "Nåh, men når vi nu ikke skal forgifte ham, hvad er så planen?" Han rakte hende pakken med kiks.

[Melanie Burton]

Det plejede at være Talbot, hendes ekskæreste, der stod for at forvandle ting. Det havde muligvis ikke været så smart for hendes egen læringsprocess. Derfor var hun lidt usikker, da hun forvandlede tallerkenerne. Heldigvis var de så tæt på en kop, at det ikke var det sværeste at få til at ske. De havde dog ingen hanke.
"Så." Udbrød hun med et smil og satte tryllestaven tilbage i ærmet.
Melanie tog en kiks og smilede en anelse skævt. "Nu var det mig der slog op med ham, så jeg tænker at hvis der er nogen der skal forgiftes, så er det mig."

[Cailean Morgaine]

"Ja, det må blive en anden gang, for teen er allerede klar." Noterede han henkastet, og begyndte at hælde te op i de to hankeløse kopper. Han mente det selvfølgelig ikke. Men det satstede han stærkt på, at hun heller ikke gjorde.

Han tog selv en kiks, og lænede sig tilbage i lænestolen.

[Melanie Burton]

Et lille smil dukkede op på hendes læber over hans ord og hun rystede lidt på hovedet.
"Så må jeg jo bare se frem til det." Bemærkede hun med et glimt i øjet og rakte ud efter den ene kop.
"Selvom det selvfølgelig kan være, du har listet noget ned i teen." Sagde hun og slog blikket ned mod drikken med et skeptisk blik i sine øjne. "Kan jeg nu egentlig stole på dig?" Bemærkede hun og lagde hovedet let på skrå, mens hun smilede skævt.

[Cailean Morgaine]

Cailean havde vitterligt ikke smidt andet i vandet, end nogle gram af den fine earl grey te. Han så på kanden, før han løftede blikket igen og sendte hende et blink. "Nej." Han besluttede sig for, at vente med selv at tage en tår, for at se om hun turde drikke af den først.

[Melanie Burton]

Det ene øjenbryn blev løftet en anelse over hans ord og hun smilede derefter svagt. Hun troede dog ikke reelt på at han havde puttet gift i, men om hun reelt kunne stole på ham, var vel en anden sag.
Til sidst satte hun koppen op mod sine læber og drak en tår, selvom det gjorde en smule ondt på hendes tunge. Derefter satte hun den ned igen.
"Jeg kan ellers ikke tåle earl grey, det sagde jeg ikke?"

[Cailean Morgaine]

"Det skal du ikke bekymre dig om. Hvis du falder død om, så skyder jeg skylden på husalferne." Han tog selv den favandlede kop, og sippede til sin te, i et forsøg på ikke at brænde sig på det varme vand.

"Men hvad skal der så ske nu, Burton?"

[Melanie Burton]

Et grin slap hen over hendes læber som svar på hans forfærdelige spøg og hun rystede derefter smilende på hovedet.
"Flere jokes måske?" Spurgte hun og løftede øjenbrynene. "Det er i hvert fald længe siden nogen har fået mig til at grine." Bemærkede hun og drak lidt af sin te.