Når alt gør ondt

[Gillian C. Fudge]

Gillian Fudge havde aldrig været en af de der glitrende, glossy piger hvis liv var perfekt. Tværtimod kendte hun alt til mindreværd, vaklende selvværdsfornemmelse og indre kulde. Alligevel havde de sidste to dage været de hårdeste i hendes liv. Isolationensfornemmelsen havde aldrig været så stærk som nu.

Fødderne havde båret hende lidt af sig selv fra aftensmaden og nu stod hun her. Det store vindue. Det havde været der, hun ventede på ham til Allehelgens. Aftenen virkede allerede som et falmet, blegt minde, for evigt farvet og ændret af hendes blødende hjerte.

Blikket blev vågent, da hun fik øje på den ældre løve og hun trådte et lille skridt frem i håbet om, at han ville opdage hende.

William Knight

[William Knight]

Noget var gået i stykker i William Knight. Den forgangne sommer havde han været overbevist om at han havde mærket hjertet knuse. Fornemmelsen i ham nu var dog så smertefuld og rædsom at sammenligningen næsten virkede patetisk. 

Han lignede en skygge af sig selv. Måske mest fordi den varme glød havde vristet sig fri fra de mørke øjne, der så ofte havde spillet af nysgerrighed og drenget drilagtighed. Gennem de sidste dage havde han talt sig selv fra at opsøge Gillian. Hendes hjerte havde blødt foran hans øjne på grund af ham.

Havde han ikke opdaget hendes søgende blik, var han nok trådt forbi hende. Hun søgte ham. Skamfuldheden var plantet dybt i ham, og derfor sørgede han for at holde en betydelig afstand mellem dem, da de var efterladt ved det store vindue. "Hey."

[Gillian C. Fudge]

Der var normalt ikke meget spil over Gillian. Hendes øjne havde altid været matte, men med Liam var der sket en forandring. Hun var kommet til live og nu var hun igen efterladt hul. Og det kunne ses.

Nervøst fugtede hun læberne og kastede et blik op på ham efter at have dvælet ved afstanden mellem dem. Sidst havde hun kunne kysse ham uden at tøve. Nu var alt forandret. Tavsheden efter hans hilsen fortalte det hele.

Sekunder blev til det længste minut, hun mente at have oplevet. Måske var det en fejl. Blikket flakkede.

[William Knight]

Det føltes som en evighed. Hver sekund var mere opslidende end det forhenværende. Han sank en klump i halsen og afventede bestemt at Gillian sagde noget. Blikket talte dog måske for sig selv. 

Løven tøvede en smule før han skilte læberne ad. "Jeg vil helst ikke gøre det her værre," Stemmen lød en smule mere nervøs og prøvende end normalt. "... og det gør jeg så ofte når jeg... siger noget." Han havde aldrig filtreret sig selv så meget som han gjorde omkring Gillian, men nu var der noget særpræget og næsten barnligt over hans uvillighed til at forsvare sine handlinger. 

[Gillian C. Fudge]

Det var bestemt en fejl. Hvert sekund, der trak sig forbi dem, fik det kun til at stå mere klart, præcis hvor tåbeligt det var af hende at opsøge ham. Alligevel havde Gillian ikke kunne lade være.

"Jeg savner dig," flød det fra hendes læber. "Jeg ved godt, det kun har været to dage, men..." Det var så uværdigt, så tåbeligt, så skammeligt. Men hun vidste ikke hvordan hun kunne lade være.

[William Knight]

Jeg savner dig. De tre ord lød måske simple, men dette galt langt fra tankemønstrene der spredte sig hos løven. Han havde knust Gillians hjerte. Ikke nok med det, mente hendes mor at han trampede på hendes fremtidige muligheder.

"Jeg savner også dig." Ordene ramte dæmpet luften, før han nåede at stoppe sig selv. Faktisk indtrådte de så hurtigt, at man skulle tro han forsøgte at fylde tomrummet i Gillians ufuldendte sætning. Kæben strammedes en anelse og efter et frustreret, dæmpet suk, kom han til sagen.

"Din mor kender til forlovelsen. Til os." Stemmen vaklede en smule.

[Gillian C. Fudge]

Blikket blev trukket op til de mørke øjne, der tidligere havde givet hende så meget ro. Nu rev de blot et dybere hul i hendes bryst. Besvarelsen af hendes ord var faldet så naturligt, så hurtigt og oprigtigt, at hun måtte lægge bånd på sig selv for ikke bare at kaste sig ind i hans favn.

"Kan vi gå... Et sted hen?" spurgte hun, kold indeni efter hans nyhed.

[William Knight]

Det var ikke blot som at rive et plaster af. Det var som at rive et sår op. Ærligheden var dog en nødvendighed nu, efter alt der var hændt mellem dem. Liam nikkede før han fulgte Gillian hen i en mere afsides krog af en nærtliggende korridor. Det slog ham at det var en af de første gange han gik med hende i lang tid, hvor han ikke havde grebet hendes hånd i hverken skygger eller fakkelskær. 

Ryggen blev lænet en smule ind mod en af de kolde mure, da han stoppede op. Det gjorde det nemmere for ham at afholde sig selv fra at søge hendes nærhed. Ude af stand til at opfølge sin nyhed med fornuftsord, rettede han nervøst og afventende blikket mod ørnen.

[Gillian C. Fudge]

De var alene og det var næsten værre, end da de var omgivet af elevsummen og snak. Det var en kamp for at møde hans blik. Især efter det brev, hun havde sendt til sin mor dagen forinden, men Gillian var tæt på at knække.

"Jeg burde ikke være her," startede hun forsigtigt ud. "Du svigtede mig og løj for mig, men..." Hun tog en dyb indånding. "Jeg kan ikke gøre det, Liam... Jeg kan ikke holde mig væk og lade dig..." Fingrene vred sig konstant mellem hinanden og hendes blik flakkede igen, før det låste sig fast ved hans øjne.

"Du bliver nødt til at vælge mig."

[William Knight]

Benævnelsen af svigtet og løgnene fik ham kortvarig til at slå blikket i gulvet. Han tvang det dog hastigt opad igen. Han havde altid været vant til at forsvare sig selv - selv når der intet var at forsvare. Skammen var derfor et nyere fænomen for ham. Faktisk, erindrede han ikke at have mærket den så omfattende som gennem dette seneste år.

I en stund var han tavs. Det betød dog ikke at han ikke bearbejdede hendes ord. "Jeg nægter at gifte mig under tvang, Gillian. Det kan jeg ikke." Hvis ikke han kunne snørkle sig ud ad aftalen, vidste han hvad han burde gøre. Han ønskede det ikke kun på grund af sine følelser for hende, men også for sig selv.

"Men jeg ødelægger dig. Dine muligheder..." Gillian havde bedt ham om at vælge hende, men gjorde han det ikke bedst ved at beslutte hvad der kunne være bedst for hende?

[Gillian C. Fudge]

Selvom Liam havde sagt det flere gange sidst, de sås, var det en lettelse at høre, at han stadig ikke havde nogle planer om at blive gift. Uanset hvem det så var med (medmindre det var hende).

Gillian mærkede hjertet synke fra sin plads i halsen helt ned i maven og som det ramte bunden, gav det en fortvivlelsens rungen gennem hende. Det hele svimlede. Hun havde ødelagt det.

"Du... Du har fortrudt?" spurgte hun og hendes stemme lød fjern, underligt forvrænget.

[William Knight]

Han kunne bare sige ja og skåne hende for fremtidens nådesløse konsekvenser. For måneder tilbage havde han dog afgivet hende et løfte. Ærlighed først. Han blinkede et par gange, mens han overvejede sine ord.

"Du ved hvad jeg vil," Hans stemme lød fast, selvom han mærkede sine hænder skælve. De fandt deres hjemmelige plads i lommerne, "men jeg ved ikke om det er det jeg bør. Du har for meget at miste."

[Gillian C. Fudge]

Gillian var efterhånden så vant til at høre alle fortolkningsmulighederne i folks ord, men med Liam var det aldrig så simpelt. Det simple var derimod altid at springe til den værst tænkelige mulighed.

"Udmærket," svarede hun med et lille nik. Hun havde prøvet og var blevet afvist. Det var, hvad hun burde have forventet. "Jeg skal ikke opholde dig længere."

[William Knight]

Hvis det var sådan det føltes at gøre det rigtige, var den forkerte måde langt mere lokkende. Tankerne havde været ensrettede gennem de sidste øjeblikke, men blev kaotiske så snart Gillian tog sin afsked. Uanset hvor meget han forsøgte at undertrykke sit impulsive væsen, vældede det op i ham igen og frarøvede ham kontrollen.

"Gillian." Han sagde hendes navn hastigt og bestemt, men ikke hårdt. Blikket var tynget af smerte og forvirring da han, uden at skænke det mange tanker, rakte ud efter hendes hånd. "Det her er rædsomt, jeg... Hvorfor føles det så forkert?" Gillian havde svaret på meget der virkede så uhåndgribeligt for ham.

[Gillian C. Fudge]

Det havde været slut. Smertefuldt, men slut. Men det havde kun varet i et par sekunder, før Liam igen havde hevet hende tilbage i skærsilden. Afsoningen for hendes synder skulle åbenbart ikke være kortvarig eller blid.

Snappende efter vejret så hun ned på hans hånd om hendes, men havde ikke lyst til, at han skulle slippe hende igen. Hun fandt hans øjne og strøg tænderne over underlæben, fastholdt i sit tankerod.

"Jeg ved det ikke," indrømmede hun og snøftede hårdt. "Jeg... Jeg har ikke fået at vide, at det kunne føles sådan her."