Vi har vel alle vores særheder.

[Dodger Van Halen]

Blair MacCailín

Dodger lå i sofaen i opholdsstuen, som altid vendt lidt forkert, med benene smunget op over ryglænet og hovedet tæt på at ramme jorden og så ellers med en bog i hånden. Man lærte bedre sådan, det mente Dodger hvert fald. 

Bogen blev dog klappet i, da han ud af øjenkrogen fik øje på en lyshåret lidt yngre grævling. Hurtigt vendte han om så op var op og ned var ned og smilede så venligt til pigen. "Blair!. Kom herover." Han havde netop fået en ide, som han gerne ville dele med hende.

[Blair MacCailín]

Blair sad selv og læste lektier ved et af bordene der stod spredt i den runde opholdsstue. Hendes ansigtsudtryk var koncentreret, som hun læste og samtidig skriblede noter på pergamentet ved siden af sig. Der gik et øjeblik, før hun opfattede sit navn blive kaldt ud.

Søgende så hun over bogens kant uden at løfte ansigtet og fandt Dodger med blikket. Hvad ville han mon? Nysgerrigt rejste hun sig og gik hen til grævlingen. "Ja?" svarede hun høfligt og holdt bogen mod sin brystkasse.

[Dodger Van Halen]

Dodger smilede og lettede på hatten, som var han en høflig adelsmand i gamle dage, da pigen kom nærmere. Han skævede lidt til hende og rykkede sig så der blev plads i sofaen til hende. “Jeg tænkte om du ville med på eventyr? Jeg har hørt noget om at der erpixignomer i en gammel rystning på femte” han kunne selvfølgelig sagtens klare dem selv, men hvad var det sjove i det. Det var langt sjovere at møde dem sammen med nogen. 

[Blair MacCailín]

Blair så sig hurtigt omkring, som om de talte om noget tophemmeligt. Hun satte sig på kanten af sofaen, stadig med bogen tæt mod brystet. De blå øjne fandt den anden.

"Jeg har hørt, at pixignomer kan være rigtig lede," sagde hun lavt, mens tankerne kværnede frem og tilbage - skulle hun, skulle hun ikke?

[Dodger Van Halen]

Det virkede ikke til at tage lang tid før der var bid hos pigen, hvilket kun fik Dodger til at smile endnu bredere. Eventyret lå indenfor rækkevidde nu og han kunne næsten smage stemningen. “Sååh...vil du med?” Lokkede han igen og så på hende med sit meget sære alternativt look. Han var helt klar. 

[Blair MacCailín]

Blair flyttede lidt på fødderne. Tanken om en pixignom - eller flere - der hev hende i håret virkede lidt afskrækkende.

"Jeg ved ikke rigtig, Dodger . . . hvad har du tænkt dig at gøre ved dem?" Hun studerede forsigtigt hans sminkebelagte ansigt.

[Dodger Van Halen]

Normalt var Dodger ikke typen der lagde en slagplanen før han sprang ud på eventyr. Han yndede at holde det spontant og så se hvad der kunne ske. Det var også hans plan med denne færd. “Orh lev nu livet. Jeg ved ikke hvad vi gør, måske tryller dem om til et eller andet, får dem til at danse polka eller noget helt tredje” han var virkelig ikke typen der planlagde på forhånd. Det tog alt det sjove ud af eventyret. “Lad os starte med at se om vi kan finde dem”

[Blair MacCailín]

Blairs lo mildt ved Dodgers ord og så tænkende ned i gulvet. Ved hans afsluttende kommentar vippede hun let på hovedet og pillede fraværende ved bogens hjørne. Det var vel egentlig en god start - desuden så behøvede hun ikke engang at komme tæt på, det kunne kollegiekammeraten gøre. Hun tøvede et enkelt øjeblik længere.

"Okay," svarede hun og så op. "Jeg skal bare lige pakke mine ting sammen," tilføjede hun med et lille smil og rejste sig op fra sofaen.

[Dodger Van Halen]

“Awesome!” Dodger smilede veltilfreds over nu at have overtalt hende til at tage med. Det skulle nok blive cool. Da hun snakkede om at ville lægge sine ting på plads, kiggede han på sit håndled, som hvis han havde haft et armbåndsur på, hvorpå han kunne se klokken. Der var bare ikke noget ur. “Vi mødes her om 5 min” planlagde han så og rettede på sin har, hvori der sad en del blomster. 

[Blair MacCailín]

Blair bemærkede ikke, at han ikke havde et armbåndsur på, men nikkede så det lyse hår hoppede på hendes skuldre og bevægede sig raskt hen til bordet, hvor hun smidigt fik fat i alle sine ting og derefter forsvandt ind på sovesalen.

Fire minutter efter var hun tilbage ved sofaen. I mellemtiden havde hun erhvervet sig en sweater, sin tryllestav og bundet håret op i en hestehale. De blå øjne fandt den anden, og et lille smil spillede på hendes læber. "Jeg er klar."

[Dodger Van Halen]

Mens Dodger var alene, brugte han tiden på det eneste rigtige. Nemlig st tage hatten af og sørge for at alle blomsterne sad som de skulle. En enkelt blev plukket af hatten og sat ned i knaphullet på jakken, så nu var han klar til eventyr. Hatten blev igen placeret på hovedet, let på sned i samme øjeblik, som Blair kom til syne igen. “Super, jeg er også lige blevet færdig” han gik hen til udgangen af opholdstuen og smilede til pigen. “Efter dig”

[Blair MacCailín]

Blair trådte ud af døren og begav sig igennem tunnelen. Hun sagde ikke noget, før de var kommet ud derfra og gået et lille stykke.

"Såeh . . . hvor hører du disse rygter fra, Dodger?" Den unge heks så skiftesvis fra kollegieammeraten og frem for sig. Af og til gled hendes blik mod malerierne på væggene, hvor nogle smilede til dem, og andre skuede i deres retning.

[Dodger Van Halen]

Dodger fulgte efter pigen med stor tilfredshed. Og da de nåede gangen spankulerede han af sted som en anden rævepels. Et skævt smil trak sig over kinden på ham ved hendes spørgsmål. “Jeg hørte Baronen klage over larmen, og så spurgte je Sir Nicholas om det kunne passe. Han bekræftede at der var noget i en af rystningerne” Dodger snakkede om spøgelserne som var de hans venner, hvilket han også anså dem som. De havde da lige så meget lov til at være der som alle andre, og tænk sig hvilket eventyr det ville være at være et spøgelse. Det var dog noget som gerne måtte vente mange år endnu. 

[Blair MacCailín]

En ufrivillig kuldegysning gled over Blair, og hun masserede sine overarme lidt. "Jeg har aldrig kunnet lide Baronen," kommenterede hun lavt og så blodpletterne på hans trøje for sig. "Jeg håber ikke, vi møder ham," tilføjede hun og trak den ene mundvig op i et lille smil. Det var spændende med eventyr, men til tider også lidt uhyggeligt.

[Dodger Van Halen]

Dodger grinede lidt for sig selv over hendes påstand. Hun var helt sikkert ikke alene om den holdning til baronen. “Han er god nok, men ikke så snaksagelig” Dodger trak på skuldrene og begyndte at gå op ad trappen mens han kiggede på nogen af de levende billeder som tydeligt fulgte med i samtalen.