Udstødt

[Ronan Thomas]

Ronan beholdt armene om hende, som hun trak sig nok væk til at han kunne se ned på hende. Brynene trak sig let sammen igen og selvom en lille del af ham kunne være fristet til at læne sig frem mod hende og mindske afstanden yderligere, så bukkede han ikke under for den. Faktisk, var det chokerende nemt at lade være. Ikke fordi han ikke havde lyst, men:

"Jeg har ikke travlt med noget, Kala," konstaterede han, sandfærdigt og direkte som altid. "Det eneste du behøver at være sikker på, er at jeg er her."

[Kala Patil-Fawley]

Det var efterhånden længe siden, Kala rigtigt havde følt sig tryg, men der i Ronans arme, mens han lovede hende, at han nok skulle være der, fandt hun lige præcis dét, hun havde søgt. Måske det var det, der i sidste ende fik hende til at fugte læberne.

"Nu... Nu kysser jeg dig, hvis det er i orden," sagde hun, men var alligevel forsigtig, som hun nærmede sig hans læber.

[Ronan Thomas]

Ronans hjerte sprang et slag over ved hendes ord og impulsivt strejfede et smil hans læber, der virkede næsten mildt.

Han beholdt armene om hende, som han lænede sig ned og mødte hendes læber på halvvejen i et blidt kys.

[Kala Patil-Fawley]

Det gav et sug i maven, da Ronans læber mødte hendes og Kala strammede instinktivt grebet lidt om ham, som var hun bange for han kunne forsvinde ethvert sekund, det skulle være. Det skete ikke. I stedet skete der et første kys mellem to mennesker, der fik hendes smil til at nå øjnene for første gang i uger.

Da hun igen slog øjnene op, var det med en dæmpet, overrasket latter. "Tak," kvækekde hun.

[Ronan Thomas]

Det var et næsten sælsomt øjeblik, som de stod der, fanget i et øjeblik. Da Ronan langsomt trak hovedet tilbage og selv åbnede øjnene, var det med et udtryk af mild overraskelse over hendes latter. Den ene mundvige forblev dog let opadbuet.

"For hvad?"

[Kala Patil-Fawley]

Nu Kala stod der, fattede hun næsten ikke, hvordan hun ikke tidligere havde fundet vej ind i ravnens arme. Hun stødte næsetippen mod Ronans og trak lidt på skuldrene, mens hun ledte efter ordene.

"Du gør bare tingene simple af og til," svarede hun med et skævt smil. "Det er rart." Når altså ikke han kludrede det hele fuldstændig sammen og ignorerede hende en hel sommer.

[Ronan Thomas]

Ronan fnøs over hendes udbrud. "Jeg plejer at sige, at jeg ikke spilder tiden på unødvendigt, dramatisk pis," konstaterede han ligeud og fangede en hårlok mellem sine fingre, mens den anden arm forblev sikkert omkring hende. Det sitrede i hans mundvige.

"Det passer vist ikke helt. Men jeg har en følelse af, at du er det værd."

[Kala Patil-Fawley]

Kala hævede et bryn. Hun var blevet kaldt meget forskelligt over de sidste par uger, men det sved alligevel. Om hun var det værd eller ej, slog hun alligevel blikket ned over at være unødvendigt drama.

"Mh," lød det fra hende, som hun fik tvunget en mundvige op i et stift smil. Efterhånden vidste hun ikke rigtigt, hvad hun var værd længere. Ikke meget, hvis man lyttede til rygterne.

[Ronan Thomas]

Ronan sagde ting meget direkte og selvom han havde ment sit eget drama, så var det temmelig klart på Kalas ansigt at hun tog det til hjerte. Det fik hans øjenbryn til at trække sig ganske svagt sammen. Han havde endnu fat om hende og havde ingen intentioner om at slippe, selvom hun pludselig mest af alt lignede en der havde tænkt sig at trække sig tilbage.

"Hvad er der?"

[Kala Patil-Fawley]

Havde det været hvemsomhelst, hun stod der med, havde Kala nok trukket sig fri og var kommet med en eller anden vag undskyldning. Måske det også havde været bedst, hvis hun havde gjort det, men da hun så op i de ravfarvede øjne, gled læberne alligevel fra hinanden.

"Jeg vil bare ikke... Hvis du fortryder..." Blikket blev ved at flakke og hun prøvede at kurere det med en dyb indånding. "Jeg vil ikke have, du føler, du hænger på mig og mit drama nu."

[Ronan Thomas]

Et indigneret fnys undslap Ronan, som reagerede ved at stramme grebet om hende lidt. "Hvis der var nogen, der fik startet drama, så var det mig," konstaterede han og så indtrængende ned på hende.

"Og hvis jeg ikke var villig til at riskere lidt mere for din skyld, så ville jeg ikke stå her nu."

[Kala Patil-Fawley]

Kala nåede knapt at få vævet sig til sit punktum, før Ronan fik jaget tvivlen på afstand. Trykket tættere ind til ham kunne hun pludselig ikke andet end at se ind i de øjne, der før havde været så svære at møde. Det sitrede i hendes mundvige.

"Kys mig."

[Ronan Thomas]

Ronan vidste, at der ville være lang vej endnu, før han for alvor kendte Kala og forstod hendes reaktioner helt. For nu var han dog mere end tilfreds, selvom han kunne have ønsket situationen med Imrah Avery bedre. Blodet pumpede gennem ham og han følte sig helt i live, som han lænede sig frem og fangede bløde læber med sine.

I et øjeblik var alt godt.

Luk?