De ting man er [åben tråd]

[Deleted]

Påklædning

Scott smilede. Det kunne hun jo have ret i. Folk der var maskuline var også ofte narrøve. Eller det var i hvert fald hvad han havde erfaret. Især de dumme jogs, som spillede Quidditch var efter ham.

Og så rødmede han, selvfølgelig. Han synes det var lidt pinligt, men han turde faktisk ikke spørge Molly Fowler om det. Han var bange for, at det bare var noget han havde forestillet sig, og Molly så dem som venner.

"Det er bare... hvad nu hvis hun siger, at vi bare er venner?"

[Sophia Pierce]

Sophia kunne ikke lade være med at smile over 7. klasses drengen der var så usikker, og det faktum at det da var hans søster, der havde skolens brevkasse, hvor man netop kunne få svar på den slags, men uanset, så syntes hun det mest af alt var lidt sødt. "Hør mit liv er virkelig ingen dans på rose og de fleste ser mig nok som noget ulækkert, men hvis du vil have mit råd." Hun så prøvende på ham lidt inden hun svarede. "Så skal du overveje om du bare vil fjolle rundt med hende eller om dine følelser er vigtige nok til at gøre noget ved det. " Det var hvert fald hendes holdning til tingene.

[Deleted]

Påklædning

Scott nikkede. Det kunne han selvfølgelig godt forstå, og det gav god mening for ham. Det var jo rigtigt nok, at betød hun noget for ham, så måtte han jo også skride til handling. Det gav god mening.

"Det er selvfølgelig rigtigt nok." Han kløede sig lidt i nakken, mens han smilede til hende "Tak for rådet, jeg må hellere få snakket med hende."

Han lagde kort blokken fra sig, og overvejede, hvad han kunne give hende som tak. Så så han ned på sin skitse af dukken, og op på Sophia igen:

"Jeg laver den her færdig til dig, som tak," sagde han med sit livsbekræftigende smil, og rejste sig op fra hvor han sad "Jeg må hellere få snakket med Molly." 

Med de ord gik han mod fællesstuen, for at finde sin hjertenskære.

[Sophia Pierce]

Sophia smilede. Det var da rart nok at nogen ville lytte til hende. Det gjorde hende ærligt talt ret glad. Da han mente han så ville give hende noget viftede hun dog med armene. "nej lad være med det, det er altså ikke nødvendigt. Tag det som et venskabeligt råd i stedet." Sagde hun så til ham, før de gik hver til sidst. Det var art at kunne smile igen.

- Afsluttet